Sprøjtemidler er blandt kilderne: PFAS-stoffet TFA fundet i samtlige blodprøver
TFA, der bl.a. dannes af flere populære sprøjtegifte, er fundet i samtlige blodprøver fra testpersoner i en ny undersøgelse. Stoffet mistænkes for at skade ufødte børn og fertiliteten. Summen af alle PFAS-stoffer i blodprøverne var så høj hos flere, at sundhedsmæssige konsekvenser ikke kan udelukkes.
PFAS-stoffet TFA dukker op flere og flere steder: i dansk og østrigsk grundvand, i kildevand, vin, morgenmadsprodukter og nu i blodprøver fra mennesker.
I en ny undersøgelse har 110 europæere afleveret blodprøver for at blive testet for stoffet, og ikke én eneste prøve var fri for det.
TFA - trifluoreddikesyre - er et ultrakortkædet PFAS-stof, som mistænkes for at skade ufødte børn og vores reproduktionsevne. Det dannes af visse pesticider, kølemidler og andre industrielle kemikalier, og derfor har Miljøstyrelsen forbudt 33 sprøjtegifte med aktivstoffer, der nedbrydes til TFA. Yderligere fem aktivstoffer bliver nu undersøgt, da de også mistænkes for at danne TFA.
NGO'en Pesticide Action Network Europe (Pan Europe) opfordrer nu på det kraftigste EU-politikerne til at forbyde disse pesticider i hele EU.
"Den udbredte forurening med TFA bør få alarmklokkerne til at ringe," siger Angeliki Lysimachou, leder af videnskab og politik ved Pan Europe, i en pressemeddelelse.
"TFA er yderst persistent, mobilt og giftigt, og vi ved, at vedvarende eksponering på visse niveauer kan påvirke menneskets udvikling, herunder i de allerførste livsfaser i livmoderen. Alligevel stiger forureningsniveauet fortsat, i takt med at vi udleder TFA i miljøet. Det er uforståeligt, at EU-landenes regeringer og Europa-Kommissionen stadig undlader at handle hurtigt for at standse brugen af PFAS-pesticider, der udleder TFA," fortsætter hun.
Midler er flittigt brugt
I modsætning til langkædede PFAS-stoffer har TFA ikke samme tendens til at ophobes i menneskeligt væv, men på grund af stoffets høje mobilitet og den løbende udledning til miljøet kan mennesker blive udsat for det gentagne gange via vand, fødevarer og andre miljøkilder.
For nylig viste en undersøgelse af grundvandet i Østrig, at koncentrationen af TFA flere steder er stigende - og forekomsten viste en sammenhæng med landbrugsaktiviteter. Herhjemme er stoffet også udbredt i grundvandet.
I 2021 kunne Miljøstyrelsen berette, at stoffet var fundet i 219 af 247 analyserede grundvandsindtag, og styrelsen har efterfølgende dokumenteret, at en større gruppe af pesticider danner TFA, der kan ende i grundvandet og siden i vores drikkevand.
De TFA-dannende pesticider er ellers blevet flittigt brugt herhjemme af både konventionelle juletræsproducenter, gartnerier og planteavlere. De konventionelle kartoffelavlere har især været afhængige af PFAS-midlet fluazinam for at bekæmpe svampesygdomme.
Også i resten af EU bruges PFAS-pesticider flittigt, og andelen af frugt og grønt med restkoncentrationer fra midlerne blev mere end tredoblet fra 2011 til 2021.
Fem europæiske lande fremlagde i 2023 et forslag om at forbyde PFAS, men netop pesticider var undtaget fra forbuddet.
Det er i forvejen ikke tilladt at bruge PFAS-pesticier i økologien, da der er et generelt forbud mod syntetiske pesticider. Økologiske varer kan alligevel risikere også at blive forurenet af stoffer som TFA gennem andre kilder.
Fandt også langkædede PFAS-stoffer
Undersøgelsen med blodprøver var bestilt af De Grønnes gruppe i Europa-Parlamentet (Greens/EFA) og undersøgte de 110 europæere for både langkædede og kortkædede PFAS-stoffer. Testpersonerne havde TFA i blodet i niveauer, der var fire til fem gange højere end summen af de langkædede PFAS-stoffer, der også blev målt.
Der findes i øjeblikket ingen sundhedsbaserede referenceværdier for TFA i menneskeblod. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (Efsa) har for nylig fastsat et acceptabelt dagligt indtag (ADI) for TFA på 0,014 mg pr. kg kropsvægt, som er baseret på toksicitet over for skjoldbruskkirtlen.
Ifølge et groft skøn, der fremgår af rapporten, ville et dagligt indtag svarende til ADI give en koncentration i blodet på 24 ng/ml, hvilket ligger meget tæt på den målte mediankoncentration på 21,22 ng/ml hos de 110 deltagere.
Ifølge Pan Europe tager ADI-værdien dog ikke højde for, at vi udsættes for mange PFAS på én gang.
Niveauerne for summen af de fire langkædede PFAS-stoffer (PFOS, PFOA, PFHxS, PFNA) overskred da også den grænseværdi, som Efsa anser for sikker, hos 27 af de 110 deltagere (25 pct.).
En sundhedsmæssig effekt kan derfor ikke udelukkes.
"Dette er særligt bekymrende for kvinder i den fødedygtige alder (hvoraf fire overskred tærskelværdien i denne undersøgelse), i betragtning af de mulige skadelige virkninger på deres (fremtidige) børns immunsystem under udvikling," skriver forskerne fra Environmental Health and Toxicology Faculty of Science ved det nederlandske Vrije Universiteit Amsterdam.