Mistænkes for PFAS: Nu bliver fem pesticidstoffer sat under lup
Myndighederne har gennem længere tid mistænkt fem aktivstoffer for at kunne danne evighedskemikaliet TFA. EU's kemikalieagentur vurderer, at TFA er skadeligt for fostre og forplantningsevnen hos mennesker.
Sidste år blev 33 sprøjtemidler forbudt, fordi de viste sig at kunne danne TFA - et kortkædet PFAS-stof - i miljøet.
Kort efter at forbuddet blev offentliggjort erkendte daværende Magnus Heunicke (S), at myndighederne mistænkte fem yderligere aktivstoffer for at kunne danne TFA, men manglede dokumentation for at kunne forbyde dem.
Nu har Miljøstyrelsen så givet De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland, Geus, tilsagn på 1,8 mio. kr. til et forskningsprojekt, der skal undersøge, om de fem stoffer danner TFA i en grad, så det truer vores grundvand og drikkevand. Det skal vise, om der er grundlag for at trække godkendelserne til brug af aktivstofferne tilbage, lyder det i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.
“Jeg er meget bekymret for de fem PFAS-stoffer, herunder stoffet lambda-cyhalothrin, som er mistænkt for at danne TFA. Derfor ser jeg frem til at se resultaterne af GEUS’ undersøgelse, som Miljøstyrelsen har støttet med 1,8 mio. kroner. Hvis forskningen viser, det vi frygter, nemlig at de her stoffer danner evighedskemikaliet TFA i en grad, så det truer vores grundvand og drikkevand, så kommer vi til at forbyde produkter med lambda-cyhalothrin," siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF).
Hun har desuden bedt sit ministerium om at vurdere handlemulighederne vedrørende et eventuelt forbud mod pesticiderne med de fem aktivstoffer ud fra EU's forsigtighedsprincip af hensyn til drikkevandet.
Stigende salg
De fem mistænkte stoffer er lambda-cyhalothrin, oxathiapiprolin, picolinafen, pyroxylam og tefluthrin.
I 2024 blev der solgt midler med i alt 3.326 kg lambda-cyhalothrin, og der har været set en stigning i salget siden 2015, oplyser Miljøstyrelsen.
ECHA, der er EU's kemikalieagentur, konkluderede for to måneder siden, at TFA kan skade ufødte børn og reducere vores evne til at få børn. ECHA anbefaler derfor, at EU officielt kategoriserer TFA som skadeligt for reproduktionsevnen.
Miljøstyrelsen vurderer, at de nuværende TFA-værdier i drikkevandsboringer ikke er til fare for mennesker.