Sprøjtegifte danner PFAS-stof, som nu er fundet i høje mængder i europæiske morgenmadsprodukter
En ny undersøgelse finder TFA - et PFAS, som bl.a. stammer fra pesticider - i adskillige konventionelle fødevarer rundt om i Europa. Især morgenmadsprodukter er ramt. Niveauet er i gennemsnit over 100 gange højere end i drikkevand og især kritisk for børn.
TFA - et PFAS, som bl.a. stammer fra sprøjtegifte brugt i landbruget - er fundet i høje koncentrationer i adskillige konventionelle fødevarer.
Paraplyorganisationen Pesticide Action Network Europe (Pan Europe) har undersøgt 66 konventionelle fødevarer produceret i 16 europæiske lande og fandt, at især morgenmadsprodukter har høje koncentrationer af TFA. I gennemsnit var koncentrationerne 107 gange højere, end hvad man i gennemsnit finder i drikkevand.
TFA, et nedbrydningsprodukt af PFAS-pesticider og F-gasser, betragtes som et evighedskemikalie, fordi det er så svært nedbrydeligt i miljøet. Industriundersøgelser kæder det sammen med nedsat sædkvalitet og negative virkninger på skjoldbruskkirtlen, leveren og immunforsvaret.
Af de 66 undersøgte fødevarer fandt Pan Europe TFA i 54 af dem, svarende til 81,8 pct. Især produkter baseret på hvede havde høje niveauer, og det højeste blev fundet i morgenmadsprodukter købt i Irland. Se listen med de højeste fund her:
360 µg/kg i morgenmadsprodukter (købt i Irland)
340 µg/kg i belgisk fuldkornsbrød
310 µg/kg i hvedemel (produceret i Tyskland)
210 µg/kg i en fransk baguette
200 µg/kg i schweizisk Rauchbrot
180 µg/kg i en fransk croissant
130 µg/kg i hollandsk krydderkage (pepernoten) – en populær børnesnack til Sinterklaas (Skt. Nikolausdag)
120 µg/kg i spansk ristet brød
120 µg/kg i mel fra Luxembourg
74 µg/kg i østrigske rasp
62 µg/kg i polsk spelt-toastbrød
49 µg/kg i bulgarske småkager
49 µg/kg i majsmel fra Rumænien
42 µg/kg i en tjekkisk birkesbolle
31 µg/kg i ungarske grove havreflager
26 µg/kg i italiensk spaghetti (toppen af isbjerget – kun én prøve testet)
17 µg/kg i græske tvebakker med olivenolie
Ingen grænseværdier
Der findes ingen specifikke EU-grænseværdier (MRL’er) for TFA, og nyere studier viser, at stoffet kan skade reproduktion, udvikling og skjoldbruskkirtel. Derfor mener PAN Europe, at standardgrænseværdien på 0,01 mg/kg (10 μg/kg) bør gælde – samme niveau bruges for pesticidstoffer med tilsvarende type toksicitet. Med denne grænseværdi overskred 54 prøver den tilladte restmængde.
Pan Europe beregner desuden, at et barns daglige indtag af TFA fra helt almindelige hvedebaserede fødevarer kan overstige organisationens egen foreslåede sikkerhedsgrænse. Med andre ord kan børn på en almindelig dag få mere TFA, end organisationen vurderer er forsvarligt — alene gennem typiske produkter som brød, morgenmadsprodukter og pasta.
"Alle mennesker udsættes for TFA gennem flere veje, herunder mad og drikkevand. Vores fund understreger det presserende behov for et øjeblikkeligt forbud mod PFAS-pesticider for at stoppe yderligere forurening af fødekæden," siger Salomé Roynel, politisk medarbejder hos Pan Europe, i en pressemeddelelse.
Ophobes i jord og vand
På grund af sin vandopløselighed akkumuleres TFA i vand og jord, hvor det absorberes af planter. Undersøgelser peger samlet set på, at hvede kan være særligt effektiv til at akkumulere TFA, hvilket kan forklare den høje TFA-ophobning, der findes i produkter som brød, pasta og kiks til børn.
"TFA-niveauerne overskred den standardmæssige maksimale restkoncentration for reproduktionstoksiske eller hormonforstyrrende stoffer i 81,8 pct. af prøverne. Pesticider, der udleder TFA, skal hurtigst muligt forbydes. Vi kan ikke tillade, at børn og gravide udsættes for kemikalier, som vi ved er skadelige for reproduktiv sundhed," siger Angeliki Lysimachou, chef for videnskab og politik hos Pan Europe.
Organisationen opfordrer nu EU's ansvarlige agentur Efsa til at fastsætte en beskyttende sikkerhedsværdi for TFA og opfordrer samtidig Europa-Kommissionen og medlemsstaterne til at forbyde PFAS-pesticider og til at overvåge TFA i fødevarer.
Herhjemme har Miljøstyrelsen tidligere på året besluttet at forbyde sprøjtegifte, der dokumenterbart bliver nedbrudt til TFA. Der er dog stadig flere sprøjtegifte på markedet, som mistænkes for også at udlede TFA, men ikke er forbudt, fordi dokumentationen mangler.