Frivillige aftaler kunne ikke sikre landets drikkevandsboringer i tide

På en forblæst mark tæt på Taulov ved Fredericia - omkranset af en lille gruppe nåletræer - står en grøn boks med teksten: ’Boring 4’.

Men uden for kransen af træer sprøjtes den konventionelle landbrugsjord med pesticider, som udgør en trussel mod boringens vand.

Sidste år blev der fundet pesticidrester i 55,7 pct. af 2.000 undersøgte vandboringer landet over. Grænseværdien var overskredet i 14,1 pct. af boringerne, svarende til næsten hver 7. boring. Derudover blev der fundet pesticidrester i det øvre lag af grundvandet i 65 pct. af boringerne.

Boring 4 er en af de drikkevandsboringer, der skal holdes ren, så grænseværdierne for pesticidrester ikke overstiges i drikkevandet til borgerne i Fredericia Kommune.

Men selv om et bredt flertal i Folketinget allerede i 2019 besluttede, at der landet over skulle laves frivillige aftaler med landmændene om ikke at bruge pesticider i nærheden af de ’Boringsnære Beskyttelsesområder’ (BNBO), er der seks år senere stadig ingen aftale landet med landmanden ved Boring 4.

Det samme er tilfældet mange andre steder i landet.

Fredericia er blot en af de danske kommuner, der har fået overdraget ansvaret med at lande de frivillige aftaler, som Folketinget har pålagt dem. I første omgang skulle aftalerne laves inden udgangen af 2022. Så senest i 2024. Og da det stod klart, at heller ikke den tidsfrist kunne overholdes, pålagde Folketinget kommunerne at varsle påbud hos de enkelte landmænd fra 1. marts 2025, hvis ikke der blev indgået frivillige aftaler.

Den skæringsdato nærmer vi os altså nu, og flere kommuner har åbent sagt, at de ikke når i mål til tiden.

"Vi skal ud at skaffe konsulenter. Vi skal skaffe økonomi, og vi skal ud og beregne de her erstatninger. Vi kan simpelthen ikke nå det," sagde formanden for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, Flemming Petersen (V), kort før jul til DR.

I stedet forventer kommunen, at den er færdig med at udstede de lovpligtige påbud mod at sprøjte efter sommerferien.

Det rejser spørgsmålet, om det var en fejl at lade vandværkerne og kommunerne håndtere opgaven med frivillige aftaler.

Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitetet mener, at frivillige aftaler for BNBO’erne ikke har fungeret efter hensigten:

”Og det er jo ikke så underligt, fordi det handler jo om transaktioner: Hvad kan man få ud af en forhandlingsproces? Det er jo det, landmændene tænker: ’Jeg skal afgive noget - hvad får jeg til gengæld for det?’,” siger Jørgen E. Olesen.

”Landmændene sidder jo og overvejer, om det er et vedvarende pres, og om der i virkeligheden er politisk vilje til at gennemtrumfe tingene? Det kan man jo tvivle på, når det statslige system overlader det til kommunerne og sådan set delegerer ansvaret væk,” fortsætter han og tilføjer:

”Vi lever i en Trump-æra: Den hedder kaos. I virkeligheden overlader man det til nogle andre i stedet for at tage ansvar selv. Det, mener jeg, er et reelt problem. Vi mangler nogen, der tager ansvar.”

Ramt af tidspres

Ekspertisechef Christian Thirup fra rådgivningsfirmaet Niras mener, at Christiansborg-politikerne har gjort processen mere kompliceret end nødvendigt ved at lægge ansvaret over til kommunerne:

”Folketinget havde oprindeligt besluttet, at når deadline udløb i 2022, ville der komme et generelt forbud med nogle generelle takster, der blev tildelt, og så var opgaven jo sådan set ophørt. Nu er det endt med at blive en opgave, der kræver virkelig mange flere ressourcer, end hvis Folketinget havde gjort, hvad det sagde det ville. Og arbejdet er stort set det samme, uanset om det drejer sig om en halv ha eller 50 ha,” forklarer han.

Niras hjælper typisk med at lave en erstatningsvurdering af BNBO-arealerne, der svarer til den værdiforringelse, et forbud mod brug af pesticider vil medføre. Det er en af forudsætningerne for at lande en frivillig aftale. Men opgaven har vokset sig enorm.

Christian Thirup har selv arbejdet med ejendomsvurderinger gennem 26 år, og hos Niras har medarbejderne nu ”vildt travlt,” fortæller han.

”Kommunerne er jo endt med at få en opgave, de er på fagligt udebane på, og som rigtig mange er nødt til at indhente ekstern hjælp til, og desuden skal de afsætte egne ressourcer. Så jeg synes jo, det er meget forståeligt, at de ikke er helt i mål med det," siger han.

Desuden oplever han, at tidspresset tvinger kommunerne til at bruge rådgivere, som aldrig har arbejdet med området før.

”Jeg tænker, at vi har en god vej igennem det her, men når jeg ser rundt omkring, er noget af det her af lidt tvivlsom karakter. Kommunerne ved jo ikke, hvad de skal gøre, fordi de ikke har prøvet det før. Man får ikke behandlet folk ens over hele landet, fordi der er så mange forskellige aktører, der kommer ind og skal prøve at hjælpe kommuner igennem det,” siger han.

Rød klat over Boring 4

På miljøstyrelsens kort over ’Boringsnære Beskyttelsesområder’ (BNBO) er der stadig en stor rød klat over Boring 4 ved Taulov og over andre af Fredericia Kommunes boringer. På Miljøstyrelsens ’Ortokort fra 2022’ viser satellitbilleder tydeligt, at der er sprøjtespor i markerne inden for styrelsens afsatte BNBO.

Det betyder, at der her sandsynligvis stadig bruges pesticider på marken inden for beskyttelseszonen. Trefor har tilbudt landmanden og 15 andre i Fredericia Kommune en frivillig aftale – kun en har takket ja. Vedkommende er i forvejen økolog og sprøjter derfor ikke.

”Vi har en samfundsopgave i at levere rent vand til vores kunder, og landbruget har en opgave i at drive et rentabelt landbrug, så det bliver jo et eller andet sted en kamp om arealerne,” siger Lars Skjerning, der er vandforsyningschef hos Trefor.

Kommuner bliver bussemænd

Trefor har derfor været nødsaget til at sende forhandlingerne med de resterende 15 landmænd videre til Fredericia Kommune, der skal udstede et påbud, hvis der ikke er indgået en aftale før sprøjtesæsonen starter 1. marts.

”Vi forsøger at finde en løsning inden for tidsfristen, og vi strækker den længst muligt, fordi det er i alles bedste interesse, at aftalerne ikke bliver indgået under tvang,” siger Inger Pabst, der er leder af Natur & Miljø i Fredericia Kommune.

Hun forklarer, at det vil være en fordel for både kommune og landmænd, at der bliver lavet holdbare aftaler om regulære arealer rundt om boringerne, så det ikke bare bliver en aftale baseret på afgrænsningen markeret på Miljøstyrelsens GIS-kort.

”Men ingen skal snydes, hverken landmændene eller de forbrugere, der jo i sidste ende får regningen for landmændenes erstatninger,” siger hun.

Kommunen har allieret sig med Niras, der nu hjælper mere end 20 kommuner med opgaven - og flere kommuner banker på.

"Vi tager flere ind, men vi kan ikke længere nå at løse opgaven inden deadline," siger Christian Thirup.

Andre kommuner holder hesten

Hos Niras oplever man, at det er udsigten til påbud fra 1. marts, der har sat skub i forhandlingsviljen.

”Nogle lodsejere har måske håbet på, at det her gik væk af sig selv, så de behøvede ikke at have så travlt. Nu er det mere tydeligt, at der vil komme et påbud på mange af arealerne, og mange steder kan vi se, at der så faktisk bliver indgået mange frivillige aftaler lige op til deadline,” siger han.

Hos Struer Kommune forsikrer man, at der bliver gjort en stor indsats for at få fjernet Miljøstyrelsens røde klatter på kommunekortet.

Hver gang en aftale er landet, logger medarbejderne ind i systemet og klikker klatten væk, men der er stadig nogle tilbage, og lige nu er der udsigt til at udsende syv påbud fra kommunen. Her venter man dog også længst muligt, i håb om at der stadig kan laves en frivillig aftale med nogle landmænd.

Også her har man allieret sig med eksterne konsulenter til at udforme aftalerne.

I Struer Kommune er yderligere ni aftaler igangværende, og det kan for eksempel betyde, at der nu er lavet en købsaftale for arealerne til vandværkerne, som venter på en afgørelse fra Skat (som kan trække ud til efter 1. marts).

I Holstebro Kommune er man næsten i mål – kun en aftale om en boring ved landsbyen Ejsing er endnu ikke landet.

Med et stort ressourceforbrug og en trussel om påbud i hånden, er det altså lykkedes nogle kommuner at løfte den ekstra opgave og lande 'frivillige' aftaler.

Frivillighed i den grønne trepart

Seks års forsøg med at skubbe aftalerne ud til kommunerne og gøre det gennem frivillighed for at sikre vores drikkevand via BNBO’erne har altså ikke været en succes, og det vækker bekymring for, om det samme sker med den grønne trepart, hvor forligspartierne også har lagt vægt på frivillighed og lagt ansvaret over på kommunerne.

Derfor håber Jørgen E. Olesen nu, at vilkårene bliver tydeligere, hvis de kommende lokale trepartsforhandlinger skal føre til noget, så landmændene kender konsekvenserne ved, at målsætningerne ikke opnås.

”I treparten ligger der en pisk, som vi ikke har set endnu, fordi den ikke er færdig med at blive udformet, og den handler om regulering af kvælstofudledningen på bestemte arealer. Så længe man kun kender dele af guleroden og ikke har set pisken endnu, bliver det jo også svært at lave udpegninger af arealer og forhandle om det. Det, der i virkeligheden bekymrer mig mest i det, er, at vi er forsinket med pisken,” siger han.

Ministeriet for Grøn Trepart har ikke kunnet nå at kommentere sagen inden deadline.