Mus fik mikroplast fra plastkopper og mademballage i hjernen - så viste de symptomer på Alzheimers
Små partikler fra polystyren, et af verdens mest udbredte plastmaterialer, som findes i bl.a. engangsservice, fødevareemballage, plastkopper og takeaway-beholdere, kan ende i hjernevævet som mikro- og nanoplast. Et nyt studie kobler nu eksponeringen sammen med Alzheimers-lignende symptomer.
Mikro- og nanoplast, som typisk bruges i emballage til mad og drikke, kan passere kroppens barrierevæv og ophobes i hjernen, og forskere har nu fundet en sammenhæng mellem plast i hjernen og Alzheimers-lignende symptomer i mus.
I et nyt studie fra University of Rhode Island i USA, viser forskere, at ophobningen af plastpartikler efterfølges af kognitive forandringer, der ligner tidlige tegn på Alzheimers sygdom – især hos individer med en genetisk sårbarhed.
"Eftersom plastforureningen fortsætter med at stige med en næsten eksponentiel hastighed, udgør nano- og mikroplast (NMP) en stigende trussel mod miljøet og menneskers sundhed. Tidligere undersøgelser har allerede vist, at eksponering for NMP'er kan forårsage inflammation, ændre kognitionen, nedsætte reproduktionsevnen og resultere i bioakkumulering af NMP'er, blandt andre negative konsekvenser," skriver forskerne i studiets konklusion.
I forsøget blev mus med to varianter af det menneskelige APOE-gen - APOE4, der øger risikoen for Alzheimers, og APOE3, som ikke gør – udsat for mikro- og nanoplast i drikkevandet i tre uger, mens kontrolgrupper fik rent vand. Forskerne brugte polystyrenpartikler, et af verdens mest udbredte plastmaterialer, som findes i bl.a. engangsservice, fødevareemballage, plastkopper og takeaway-beholdere.
Fordi forsøget forløb over tre uger, blev musene eksponeret for en højere dosis, end man mener, at mennesker gør i samme tidsrum - til gengæld bliver vi eksponeret for mikro- og nanoplast i meget længere tid.
Adfærd ændrede sig efter eksponering
Efter eksponeringen fandt forskerne plastpartikler i flere organer hos musene, herunder i hjernevævet. Forsøg, hvor musene blev observeret i forskellige åbne adfærdsarenaer i laboratoriet, viste desuden tydelige ændringer i adfærd og kognition:
Hanmus med APOE4 opholdt sig længere i åbne områder i adfærdsarenaen og viste mindre naturlig forsigtighed – et mønster, forskere forbinder med apati i Alzheimer-studier.
Hunmus med APOE4 havde markant svækket evne til at genkende nye objekter, et tegn på begyndende hukommelsesproblemer.
Mus med APOE3-genet viste langt mildere reaktioner, hvilket forskerne mener understøtter, at miljøfaktorer som mikroplast kan forværre risikoen hos dem, der i forvejen er genetisk disponerede.
"I den første test kan man se, at hannerne bruger mere tid og hviler mere i midten af arenaen. Hos hunnerne så vi ændringer i deres genkendelse af nye objekter," forklarer Jaime Ross, adjunkt i farmaci ved University of Rhode Island, og fortsætter:
"Hos menneskelige Alzheimer-patienter oplever mænd tendens til flere ændringer i apati; de bekymrer sig mindre. Kvinder oplever flere ændringer i hukommelsen. Så sammenhængen mellem hukommelse og apati er ret tydelig: Når man udsætter dyr, der bærer den største kendte risikofaktor hos mennesker for at udvikle Alzheimers sygdom, for mikro- og nanoplast, så ændrer deres adfærd sig på en kønsafhængig måde, der ligner de kønsafhængige forskelle, vi ser hos Alzheimer-patienter."
Plastpartikler akkumulerer i hjernen
Studiet dokumenterer, at mikroplast ophobes i hjernevæv og ledsages af biologiske ændringer i immunmarkører og metaboliske proteiner. Studiet viser ikke, at mikroplast alene udløser sygdom, men viser derimod en sammenhæng, som tyder på, at plasten kan fungere som en miljømæssig risikofaktor, der påvirker sårbare grupper.
Jaime Ross fortsætter med at udvide sin forskning inden for emnet og opfordrer andre til at gøre det samme i håb om at opnå en bedre regulering af de mikroskopiske plastpartikler. Microplastics Safety Act, der blev fremsat i det amerikanske Repræsentanternes Hus i juli, vil pålægge den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) at undersøge mikroplastens indvirkning på menneskers sundhed i fødevarer og vand, med særligt fokus på sårbarheden hos børn, hormonsystemet og reproduktionssystemet samt sammenhængen med kræft og kroniske sygdomme.
"Der er ikke blevet brugt mange penge på at undersøge mikroplasts indvirkning på menneskers sundhed," siger hun.
"Det er interessant, at det, vi ser hos mus, ligner det, vi ser i den virkelige verden. Vi ønsker at opfordre til yderligere forskning i mikro- og nanoplastiks skadelige virkninger."
