Økolog kan tjene på ny kvælstofaftale, men er alligevel utilfreds: »Det virker bare forkert«
Den nye kvælstaftale vil lade økologer sælge deres ubrugte kvælstofkvoter til konventionelle, men det virker forkert, mener Mikkel Juhl Nielsen. "Det virker bare forkert, at man skal kunne betale sig fra at forurene noget mere," siger han.
Den nye kvælstofaftale, som politikerne præsenterede onsdag, giver økologerne en ekstra indtjeningsmulighed. Eftersom de bruger mindre kvælstof end deres konventionelle kolleger, har de nemlig ubrugte kvælstofkvoter, som de får mulighed for at sælge til de konventionelle, som dermed kan udlede mere kvælstof, end deres egne kvoter tillader.
Det er bare ikke en forretningsmodel, der vækker begejstring i Økologisk Landsforening eller hos økolog Mikkel Juhl Nielsen, der er medlem af foreningen og sidder i dens mælkeudvalg. Det fortæller han til dr.dk:
"Det virker bare forkert, at man skal kunne betale sig fra at forurene noget mere. Det burde være et fælles ansvar for alle landmænd at forurene mindst muligt," siger han.
Han påpeger, at modellen er med til at underminere økologernes indsats for at forurene mindre, men medgiver også, at man som økolog kan havne i en økonomisk situation, hvor det kan blive nødvendigt at sælge kvoter.
Minister forsvarer modellen
Radikale Venstre er et af de partier, der står bag forliget, og her er man også utilfreds med dén del af aftalen.
Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) mener derimod, at modellen gør det mere attraktivt at omlægge til økologi, fordi den netop giver økologerne en ekstra indtægtsmulighed.
Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening, tror dog ikke på, at det ligefrem vil gavne økologien. Over for dr.dk påpeger han, at kvotehandlen kan medføre, at man alene sælger kvoter og ikke dyrker andet end måske græs.
"Så har man økologiske arealer, men ikke så meget økologisk produktion," siger han til dr.dk.