Finansministeren vil besøge økologisk hospitalskøkken, der har sænket klimaaftrykket markant
Siden 2019 har køkkenet på Regionshospitalet i Randers sænket sit klimaaftryk fra fødevarer med 38 pct. Køkkenet serverer næsten udelukkende økologisk mad, og nu vil finansminister Nicolai Wammen besøge den jyske succeshistorie.

Mandag den 15. september klokken 12.00 lægger finansminister Nicolai Wammen (S) vejen forbi Regionshospitalet i Randers for at lade sig inspirere af en af landets største økologiske succeser.
Kan man reducere sit klimaaftryk, sænke sit madspild, spise efter kostrådene og samtidig styrke dyrevelfærd, miljø og biodiversitet, uden at det koster regionen flere penge eller går ud over kundetilfredsheden?
Ja, det kan man på Regionshospitalet i Randers, hvor cheføkonoma Mona Carøe i samarbejde med Økologisk Landsforening har inviteret finansministeren til en sund, økologisk frokost.
”Vi brænder for økologien, fordi det er en universalnøgle til at sikre sund, velsmagende, klima- og miljøvenlig mad på én og samme tid. Med Det Økologiske Spisemærke som guide har vi drevet en spændende og udbytterig udvikling frem – økologiprocent for økologiprocent – og resultaterne inden for både sundhed og bæredygtighed står i kø. Nu har vi 100 pct. økologi i vores slagter- og bagerafdelinger samt 98,6 % i den øvrige del af køkken og kantine. Det er en så spændende proces, at vi gerne vil inspirere finansministeren til at sætte endnu mere turbo på økologien fremover,” udtaler cheføkonoma Mona Carøe, der også er forperson i Økologisk Landsforenings udvalg for professionelle køkkener.
Køkkenet har fra 2019 til 2024 formået at sænke sit klimaaftryk fra fødevarer med 38 pct. Samtidig er det et forbillede for implementering af kostrådene, da det fra 2019 til 2025 har øget mængden af bælgfrugter og linser med hele 597 pct. I 2023 blev det sågar svanemærket, hvilket betyder, at der stilles særligt høje krav til miljø- og klimapåvirkningen. Bl.a. har det betydet udfasning af al portionspakket emballage, hvilket sparer køkkenet for 326 kg plastemballage om året, og det har skærpet fokus på at mindske madspild.
Tror at andre kan lære af indsatsen
Formand for Regionsrådet i Midtjylland, Anders Kühnau (S), deltager også i frokosten for at slå på stortromme for økologien, hvor Region Midtjylland er blandt de førende – ikke bare i Danmark, men også internationalt.
”Vi har arbejdet systematisk og vedholdende med økologi som drivkraft for sund og bæredygtig udvikling i mange år. Det arbejde er vi stolte af at vise frem. Vi tror, andre kan lære af indsatsen her i regionen. Og så skal jeg da heller ikke lægge skjul på, at vi meget gerne ser, at finansministeren bakker os op i at sætte endnu mere tryk på den grønne og sunde omstilling – med endnu mere og bedre økologi fremover,” udtaler regionsformanden.
Regeringen lægger med sit finanslovsforslag op til at fremtidssikre Det Økologiske Spisemærke, som har været en vigtig drivkraft i arbejdet på bl.a. Regionshospitalet i Randers og flere steder i Region Midtjylland. Regeringen ønsker desuden at give en økonomisk vitaminindsprøjtning til Fonden for Økologisk Landbrug.
Nicolai Wammen anerkender det arbejde, som Mona Carøe og hende kolleger har bedrevet:
”Økologi er en drivkraft for den grønne omstilling, særligt hvis man tør gå nye veje og bruge alternative råvarer. Det har de gjort på Regionshospitalet i Randers og bidraget til positive klimaeffekter og sund nærende kost. Regeringen arbejder for mere økologi i Danmark, og det kræver, at der er nogle, der viser vejen i køkkenerne. Så jeg glæder mig til at besøge Mona og de andre dygtige medarbejdere i køkkenet og smage deres innovative, grønne og sunde mad.”
Med til mødet deltager også borgmesteren i Randers, Torben Hansen (S), regionsdirektør Jonas Dahl, hospitalsledelsen på Regionshospitalet Randers og direktør i Økologisk Landsforening Rasmus Prehn. Andre politikere er også inviteret med.
Regionshospitalet i Randers har haft Det Økologiske Spisemærke i guld siden 2016.