Otte kommuner er klar til at teste en mere planterig menu i kommunens kantiner. Tjek om din kommune er en af dem
Efter en længere rekrutteringsperiode står otte kommuner nu klar i startblokken til at tage de næste skridt mod et grønt kursskifte, som både skal inspirere andre kommuner og de lokale borgere til at bruge flere økologiske og plantebaserede råvarer i madlavningen.
Efter en grundig rekrutteringsfase, som har varet et halvt år, kan Økologisk Landsforening nu sætte navne på otte kommuner, der er klar til at invitere flere planter med ind i de kommunale køkkener og kantiner.
Det sker via projektet "Fra rådhus til borgernes tallerkener: Grøn økologisk omlægning af kommuner", hvor klimakonsulenter i de otte kommuner er udpeget som tovholdere for en omlægningsproces, der meget gerne skulle ende helt ude på borgernes middagsborde.
Det fortæller markedskonsulent Josephine Kofod fra Økologisk Landsforening, som står i spidsen for projektet, der er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer.
Vi giver kommunerne nogle redskaber, nogle gode ideer og oplæg, så de selv kan løbe videre med den grønne agenda. Det handler om, at vi skal så de rigtige frø ved de rigtige mennesker, så omlægningen spreder sig og kører videre, når projektperioden slutter ved udgangen af 2027.
— Josephine Kofod, projektleder hos Økologisk Landsforening
Ambitionen bag projektet er at nå så bredt ud som muligt, og derfor glæder projektlederen sig over, at det har været muligt at rekruttere kommuner, som geografisk er spredt rundt i hele landet med tre på Sjælland, én på Fyn og fire i Jylland.
"Der er primært tale om kommuner, som endnu ikke er kommet så langt med den grønne omlægning og det er netop dem, vi helst vil have fat i. Der er en rigtig god mulighed for at flytte disse kommuner og skubbe dem i retning af at vedtage deres egne mad- og måltidspolitikker, som er et af de mere langsigtede hovedmål med projektet," siger Josephine Kofod.
Hun mener samtidig, at det rummer et spændende potentiale i forhold til at engagere lokale borgere og foreninger i omlægningsprojektet, der arbejder ud fra filosofien: "Når rådhuset går forrest – følger borgerne efter."
Et spark i en mere grøn retning
En af de kommuner, som deltager i projektet, er Høje-Taastrup, hvor klimakonsulent Julie Kirk Elbrønd er udpeget som tovholder. Hun oplyser, at hovedparten af kommunens daginstitutioner allerede har Det Økologiske Spisemærke i bronze, så kommunen er allerede på vej.
Disse kommuner deltager
- Frederikssund
- Taastrup
- Herlev
- Kerteminde
- Randers
- Morsø
- Varde
- Holstebro
I 2025 valgte Rådhuskantinen, et plejehjem, tre børnehaver og kommunens kulturcaféer desuden at deltage i et frivilligt omlægningsforløb med Meyers Madhus.
I den forbindelse blev køkkenpersonalet i daginstitutionerne tilbudt forskellige dagskurser, og samlet har disse initiativer ifølge Julie Kirk Elbrønd vist, at målrettede indsatser kan flytte kommunale køkkener i en grønnere og mere bæredygtig retning, og hun håber, at det kan få politikerne i Høje-Taastrup til at skrue op for ambitionerne og opstille nogle konkrete mål for økologiomlægningen.
"Bortset fra daginstitutionerne, hvor der er krav om 50 pct. økologi, har fødevarer, økologi og plantebaseret kost ikke været et højt prioritet fokusområde – andre områder har været vigtigere. Ønsket om en grønnere kost i kommunen har derfor været meget baseret på enkeltstående frivillige indsatser fra ansatte, som synes, at det er spændende. Så der er ikke vedtaget et mål for, hvor høj økologiprocenten skal være i kommunens kantiner og caféer,” siger Julie Kirk Elbrønd.
Hun erkender dog samtidig, at hun ikke har stjerner nok på skuldrene til at sætte tal på kommunens økologimål. Det er en opgave for politikerne.
Vant til kartofler, sovs og kød
I et notat fra et byrådsmøde i september fremgår det, at de økologiske råvarer i 2025 udgjorde 46 pct. af kommunens samlede fødevareindkøb på 675.000 kg. Kommunen vurderer, at fødevareområdet har potentiale til at samle borgere, institutioner, virksomheder og foreninger og bidrage til en grønnere og sundere kommune.
"Projektet spiller rigtig godt sammen med vores bæredygtighedsstrategi, hvor vi ønsker at mobilisere borgerne til at tage del i den grønne omstilling på en række områder, herunder fødevarer og madvaner," hedder det bl.a. i kommunens begrundelse for at deltage i det nye projekt.
Personligt er Julie Kirk Elbrønd mest spændt på omlægningen af det køkken, som laver mad til kommunens gartnere og vejfolk.
"Den kantine bliver en rigtig spændende udfordring, fordi den har kørt med kartofler, sovs og kød i mange år, så den omlægning glæder jeg mig til at se."
Vi skal så frø hos de rigtige mennesker
For Josephine Kofod er det vigtigt, at de otte deltagende kommuner allerede har bevist, at de er parate til at bevæge sig i retning af en grønnere kost med flere bælgfrugter og mere økologi.
"Tanken bag projektet er, at vi går ind og laver omlægning af den kantine, som bliver brugt af de medarbejdere, som er med til at tage beslutninger om kommunens mad- og måltidsløsninger. På den måde kan de selv opleve, hvordan det er at spise frokost i en kantine, der er omlagt efter økologiske og grønne principper," siger Josephine Kofod.
Hun håber, at en grønnere kost i løbet af det kommende år vil slå så meget rod i de otte kommuner, at de kan fungere som ambassadører, der kan inspirere andre kommuner til at gå samme vej og i sidste ende også når helt ud på de private borgeres middagsborde.
"Vi giver kommunerne nogle redskaber, nogle gode ideer og oplæg, så de selv kan løbe videre med den grønne agenda. Det handler om, at vi skal så de rigtige frø ved de rigtige mennesker, så omlægningen spreder sig og kører videre, når projektperioden slutter ved udgangen af 2027," siger Josephine Kofod.
Det næste, der sker i projektet, er, at de otte kommuner afholder inspirationsmøder, hvor interesserede borgere og lokale foreninger m.fl. bliver inviteret på besøg for at høre om projektet og, hvordan de selv kan bidrage til at gøre kommunen grønnere og tage flere bæredygtige valg i hverdagen.
Kort om projektet
Projektet ”Fra rådhus til borgernes tallerkener: Grøn økologisk omlægning af kommuner” løber over to år og bliver gennemført af: Økologisk Landsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Plantebaseret Videnscenter samt konsulentvirksomheden Haaning & Merrald.
-
Projektet bliver gennemført med støtte fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer
-
Projektperiode: 2026–2027
Projektet omfatter fire centrale indsatsområder:
-
Strategisk samarbejde med maks. 10 kommuner om at udvikle og implementere grønne måltids- og fødevaretiltag
-
Omlægning af rådhuskantiner og mødeforplejning til flere økologiske bælgfrugter, grøntsager, frugt og korn
-
Rådgivning og sparring om, hvordan kommunen kan tilrettelægge det rette AMU forløb for køkkenpersonalet
-
Engagement af borgere og lokale aktører gennem events, workshops, ture og inspirationsmøder
Kilde: Økologisk Landsforening