Annonce

Annonce

Det Økologisk spisemærke i guld, sølv om bronze

Spisemærkerne er hele omdrejningspunktet for omlægningen af de professionelle køkkener, og det vil være en katastrofe for omlægningen, hvis de forsvinder, mener Mona Carøe. Foto: Jesper Rais

Redningen af spisemærket er årets bedste julegave til de professionelle køkkener

MARKEDSKLUMME: Efter flere ugers usikkerhed om fremtiden for de økologiske spisemærker er beskeden om, at politikerne har valgt at redde det vigtigste værktøj for omlægningen til økologi uden tvivl årets bedste julegave, mener Mona Carøe,cheføkonoma på Regionshospitalet Randers.

Mona Carøe, cheføkonoma, Regionshospitalet Randers og forperson for Udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening

Lige så chokeret jeg blev, da jeg hørte, at politikerne ville afskaffe Det Økologiske Spisemærke, lige så glad blev jeg, da det lige før jul stod klart, at der er sikret et politisk flertal for at redde spisemærkerne, så de kan køre videre i 2024. Det er årets bedste julegave til de mange professionelle køkkener, som allerede har et spisemærke eller arbejder på at få det.

Ideen om at droppe spisemærkerne var fuldstændigt katastrofal og helt useriøs i forhold til alle de køkkenprofessionelle, som har arbejdet med omlægning af deres køkkener. Tanken var simpelthen ikke til at bære, og har man bare fulgt lidt med på de sociale medier i de seneste uger, kan ingen længere være i tvivl om, hvor stor betydning hele branchen tillægger spisemærkerne i forhold til omlægningen af de professionelle køkkener.

Spisemærkerne er hele omdrejningspunktet for det enkelte køkkens arbejde med økologien. De minder køkkenpersonalet om, at økologien spiller en vigtig rolle, og de er med til at sætte en retning for arbejdet i køkkenet.

Mona Carøe, forperson for Udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening er lettet over at Det Økologiske Spisemærke er reddet, og hun håber at der bliver tale om en permanet redning, så der ikke igen bliver skabt usikkerhed om økologiomlægningen i de professionelle køkkener
Mona Carøe, forperson for Udvalget for professionelle køkkener i Økologisk Landsforening er lettet over at Det Økologiske Spisemærke er reddet, og hun håber at der bliver tale om en permanet redning, så der ikke igen bliver skabt usikkerhed om økologiomlægningen i de professionelle køkkener

Kravene til dokumentationen bag spisemærkerne og statskontrollen af de spisemærkede køkkener er samtidig med til at sikre en høj grad af troværdighed bag den økologiske mad. Når køkkenerne skifter en konventionel råvare ud med en økologisk, kan de straks se effekten via opgørelsen over økologiprocenten. På den måde fungerer spisemærkerne samtidig som en væsentlig motivationsfaktor, og de har i høj grad bidraget til at skabe de kulturændringer, som er nødvendige, når man vælger at købe årstidens råvarer og bruger flere grøntsager og bælgfrugter i maden.

Samtidig viser erfaringerne, at har et køkken først fået bronzemærket, vælger mange at sigte mod næste trin, som er sølvmærket.

Jeg kan selv huske, hvordan vi blev motiveret af spisemærkerne og den voksende økologiprocent, da hospitalet gik fra bronze til sølv, og til vi i 2016 blev landets første guldmærkede hospital. Det gav en stor stolthed blandt personalet, at vi kunne skilte med guldmærket, og i dag er den økologiske mad blevet en vigtig del af brandingen af regionshospitalet. Siden er andre hospitaler fulgt i vores fodspor.

Det er kun halvanden måned siden, at de mange private og offentlige køkkener, som i år har modtaget et spisemærke, blev hyldet af hele branchen, som var samlet til Økologisk Landsforenings inspirationsdag i Skuespilhuset i København. Jeg er utrolig glad for, at de også i 2024 får mulighed for at skilte med økologien sammen med alle os andre. Jeg håber samtidig, at vi ikke igen til næste år risikerer at havne i en situation, hvor der for at spare nogle få mio. kr. bliver sået tvivl om behovet for Det Økologiske Spisemærke og den statslige kontrol, som er en uundværlig drivkraft for omlægningen af de professionelle køkkener.

Tak for gaven og god jul.

Flere artikler fra samme sektion

Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads

Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.

19-11-2024 3 minutter Politik

Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing

DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.

12-11-2024 6 minutter Debat,   Regenerativt landbrug

Økologi giver en sikker effekt, men det økonomiske system er blindt for det

DEBAT: Jeg tror, vi alle her i Vesten er godt tilfredse med at leve i en markedsbaseret økonomi. Men det forekommer mig, der er en indlejret fejl, som vi ikke må være blinde for, og som Folketinget må tage ansvar for at løse.

12-11-2024 6 minutter Debat