Annonce

Annonce

»Jeg bruger selvfølgelig glyphosat« - pesticider er uundværlige for Carlsbergs regenerative landmænd

Som en af Danmarks største fødevareproducenter er Carlsberg gået ind i debatten om, hvordan man skal definere regenerativt landbrug. I sin opskrift og vision frem mod 2040 er sprøjtegifte en del af ingredienserne.

08. maj 2025
Læsetid: 10 minutter
Carlsberg

I Fredericia Kommune, hvor Carlsberg brygger øl og tapper læskedrikke, kæmper vandforsyningen med at holde pesticidniveauet under grænseværdien. Alligevel nævner Carlsberg ikke rent drikkevand i sine definitioner for regenerativt landbrug, men tillader brugen af pesticider i maltbrygningen. Foto: Uffe Bregendahl

I den økologiske verden er der ingen tvivl: Sprøjtegifte kan ikke være en del af løsningen, når vi skal sikre jordens frugtbarhed for de kommende generationer.

Hos økologerne kan ploven derfor være nødvendig i kampen mod ukrudtet.

Konventionelle landmænd ser til gengæld kemi som en løsning – især sprøjtemidlet glyphosat – og mener, at ploven gør mere skade end sprøjtegifte.

Carlsberg er nu gået aktivt ind i debatten og har udstedt sine bud på ”en fælles definition af det regenerative landbrug”.

I et blogindlæg på koncernens hjemmeside skriver Simon Boas Hoffmeyer, der er vice president for bæredygtighedsområdet i Carlsberg Group, bl.a., at landmanden kun må pløje en gang hver femte år og kun hvis der er et dokumenteret behov. Til gengæld må man bruge ”gødning og kemi kun efter plantebehov”.

Jeg bruger selvfølgelig glyphosat til at lave totalbekæmpelse af ukrudt. Alternativet er jo en masse mekanisk arbejde og i worst case plov.

— Søren Ilsøe, leverandør af maltbyg til Carlsberg

Det er målsætningen, at 30 pct. af koncernens råvarer skal komme fra de regenerative landbrugsmetoder i 2030 og 100 pct. i 2040.

”Der er nogle gode ting i deres principper, men også nogle steder, hvor det kører af sporet. Jeg kan acceptere, at vi i en overgangsfase er nødt til at sprøjte. Men de kan ikke sige, at de nu er i mål som regenerative, og det er jo det, de gør, når de stiller kriterierne op. Det er jo noget vås at skrive, at du kun må sprøjte efter behov. Der er da ingen, der sprøjter mere end efter behov,” siger Michael Kjerkegaard, der er forperson i Økologisk Landsforening.

Udfordring at finde rent vand til ølbrygning

Direktøren for forsyningsselskabet Ewii, der leverer vand til Carlsbergs bryggeri og tapperi i Fredericia, undrer sig over, at rent drikkevand ikke er nævnt i Carlsbergs indlæg.

"Det er ærgerligt, at de ikke bruger anledningen til at slå et slag for rent drikkevand og grundvandsbeskyttelse," siger direktør Lars Bonderup Bjørn.

"De har udvist interesse i at bidrage til grundvandsbeskyttelse omkring de boringer, der konkret bidrager til leverancen af vand til bryggeriet. Så til spørgsmålet om, hvorvidt de går langt nok i det regenerative – som også skal omfatte maltbygproduktion - kunne man forvente, at de havde sagt regenerativt landbrug uden brug af pesticider, såfremt der er grundvandsinteresser på arealerne," fortsætter han.

Det er simpelthen ikke gået op for Carlsberg, at 95 pct. af deres råvarer er rent drikkevand. Derfor byder det mig meget imod at acceptere, at deres regenerative principper er med til at genopbygge jorden, når de samtidig tillader, at landmændene sprøjter.

— Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening

I Fredericia Kommune er der såkaldte miljøfremmede stoffer i mere end halvdelen af det vand, der pumpes ud til forbrugerne, og på et vandværk må man blande vandet fra flere boringer for at fortynde stofferne og dermed holde niveauet under grænseværdierne.

"Men alt det vand vi leverer, lever op til kravene til drikkevandskvalitet," forsikrer Lars Bonderup Bjørn.

Ewii har heller ikke fundet glyphosat eller dets nedbrydningsprodukt AMPA i sine boringer endnu.

"Så på nuværende tidspunkt er det ikke en udfordring for vores drikkevand," siger Lars Bonderup Bjørn.

Til gengæld er der fundet en lang række andre miljøfremmede stoffer i drikkevandet som evighedskemikaliet TFA, DMS, DPC og BAM, der bl.a. stammer fra svampemidler og midler til ukrudtsbekæmpelse i landbrug og gartnerier. Derfor er det blevet en stadigt større og dyrere opgave at finde rent drikkevand i kommunen:

"Det er en udfordring at finde tilstrækkelige ressourcer tæt på vores forbrug. Vi har netop taget et nyt kildefelt i Brenderup i brug med 15 km råvandsledning fra felt til vandværk. Og vi har identificeret et felt 30 km vest for Vejle, hvilket også kræver tilsvarende transport, når det skal tages i brug. Udfordringen er, at der jo ikke er ret mange steder i vores nærområde, hvor der ikke har været aktivitet på overfladen," siger Lars Bonderup Bjørn.

Vi har forholdt Carlsberg kritikken, og i et skriftligt svar skriver Simon Boas Hoffmeyer bl.a:

"Vi ser regenerativt landbrug som en vej mod en balanceret og langsigtet jordforbedring. Derfor tillader vi under princip 5 en begrænset anvendelse af herbicider og fungicider, når det er nødvendigt, for at sikre planternes sundhed, men aldrig på bekostning af jordens langsigtede frugtbarhed og økosystem. Derimod tillader vi ikke brug af insekticider i Danmark under vores regenerative principper."

Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, mener, at Carlsberg ikke er i mål med det regenerative, før sprøjtegiftene også er væk fra dyrkningen af dets maltbyg
Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, mener, at Carlsberg ikke er i mål med det regenerative, før sprøjtegiftene også er væk fra dyrkningen af dets maltbyg. Foto: Uffe Bregendahl

500 ton regenerativt maltbyg

De seks principper, Carlsberg har udviklet og defineret for regenerativt landbrug, er ”udgangspunktet for samarbejdet med leverandører på tværs af vores markeder”. Formålet er at sænke klimabelastningen, øge jordens vandkapacitet og biodiversiteten, forklarer Simon Boas Hoffmeyer.

Principperne læner sig tæt op ad den praksis, der udøves af konventionelle landmænd i Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark, hvor sprøjtemidler er tilladt. Og hvor især glyphosat - aktivstoffet i ukrudtsmidlet Roundup - spiller en hovedrolle i korndyrkningen.

Carlsberg skriver også i sit indlæg, at man allerede har købt 500 ton maltbyg af landmændene Søren Ilsøe og Kaare Larsen. Søren Ilsøe har været en af pionererne i netop Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark.

For ham er ploven et onde og kemien redningen, når jordens frugtbarhed skal fremtidssikres:

”Jeg bruger selvfølgelig glyphosat til at lave totalbekæmpelse af ukrudt. Alternativet er jo en masse mekanisk arbejde og i worst case plov, og det kan man jo diskutere for og imod. Men effekten i det regenerative - eller jeg vil hellere sige ’conservation agriculture’ - er jo, at der behøver du ikke den mekaniske ukrudtsbekæmpelse i foråret,” forklarer han, da Økologisk Nu spørger ind til hans dyrkningsmetoder.

”Der er et etisk dilemma. Men når du gør det før såning, så er der ikke nogen kontakt med den afgrøde, der vokser op,” tilføjer han.

Han bruger desuden også svampemidler i produktionen.

Vi har bedt Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark oplyse, hvilke sprøjtemidler landmænd kan bruge i deres konventionelle form regenerativt landbrug, men har ikke fået noget svar.

De 500 ton maltbyg, Carlsberg har købt af bl.a. Søren Ilsøe, er altså dyrket ved brug af bl.a. glyphosat efter bryggeriets egne regenerative principper.

Carlsberg skriver videre, at ”…det indkøb vil blive til 3,3 millioner liter øl i løbet af 2025”.

”Det hænger simpelthen ikke sammen, når de skriver, at de laver en regenerativ øl, samtidig med at de sprøjter. Og det er jo det, de gør, når de stiller kriterierne op. Al ære respekt for at de gør en indsats, og der er rigtig mange gode ting i deres kriterier, men de er stadigvæk kun på vej til at blive regenerative. Vi er ikke i mål, og vi skal fjerne sprøjtemidlerne også,” siger Michael Kjerkegaard.

Men hvad er det så, Carlsberg skal gøre – skal de kun købe økologisk?

”Man skal i det mindste signalere, at de stadigvæk er på vej. De er ikke regenerative, men de er på vej derhen imod.”

Simon Boas Hoffmeyer minder om, at Carlsberg også laver økologiske produkter, men ser ikke ind i en ren økologisk produktion for bryggeriet.

"Vores tilgang handler ikke om at opstille modsætninger mellem økologi og regenerativt landbrug. Vi anerkender fuldt ud værdien af økologiske produkter og har dem også i vores produktportefølje, f.eks. Tuborg Grøn Økologisk og Tuborg Classic Økologisk. Men vi ser også et vigtigt potentiale i det regenerative system, særligt i forhold til at fremme mere bæredygtige dyrkningsmetoder i større skala, herunder ved dyrkning af maltbyg," skriver han.

I Carlsbergs seks principper for regenerativt landbrug anbefaler man
I Carlsbergs seks principper for regenerativt landbrug anbefaler man "gødning og kemi kun efter plantebehov". Foto: Uffe Bregendahl

Pesticidrester under ølbrygning

Ud over maltbyg fra sprøjtede marker består Carlsbergs regenerative øl af 95 pct. drikkevand – som det gælder for de fleste af deres drikkevarer. Og her hopper kæden altså af, mener forpersonen for Økologisk Landsforening.

Han påpeger, at Fredericia Kommune har svært ved at holde niveauet af pesticidrester under grænseværdien i det vand, Carlsberg her bruger i ølbryggeriet og i tapningen til sine sodavand.

”Det er simpelthen ikke gået op for Carlsberg, at 95 pct. af deres råvarer er rent drikkevand. Derfor byder det mig meget imod at acceptere, at deres regenerative principper er med til at genopbygge jorden, når de samtidig tillader, at landmændene sprøjter. På den måde forurener de jo deres største råvare: drikkevandet. Det kan simpelthen ikke passe,” siger Michael Kjerkegaard.

Carlsbergs seks principper for regenerativt landbrug

  • Afgrøderotation: Der skal plantes fire forskellige afgrøder på fire efterfølgende år, eller tre forskellige afgrøder på fem efterfølgende år

  • Plantedække I: Marken skal være dækket 95 pct. af året med afgrøder, efterafgrøder eller planterester (halm) (Gældende for DK)

  • Plantedække II: Efterafgrøder skal være på marken i minimum tre måneder (Ikke gældende for DK, da plantedække I gælder her)

  • Minimal jordbearbejdning: Minimal jordbearbejdning – Harvning maksimalt 5-10 cm, med en accept af at pløjning kan foretages én gang hver femte år, hvis der er et dokumenteret behov

  • Minimalt input: Gødning og kemi kun efter plantebehov

  • Nul insekticider: Ingen brug af insekticider på jorden ved dyrkning af maltbyg

Kemi skal redde viber og lærker

Landmand Søren Ilsøe er med udspillet blevet et mønster-eksempel på den regenerative landmand, der skal vise vejen for Carlsbergs dyrkningsprincipper frem mod foreløbig 2040.

Han er helt sikker på, at kemien er vejen frem, og at mekaniske økologiske dyrkningsprincipper skader mere end sprøjtegifte.

”Økologerne har jo angrebet det regenerative: Det er plov eller glyphosat eller pesticider, men der er bare en ting, de aldrig vil snakke om, og det er, hvor mange vibereder, der bliver ødelagt om foråret med mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Det er jo en del af debatten som jeg synes, økologerne ikke er gode nok til at gå ind i,” påpeger Søren Ilsøe og tilføjer:

”Alle studier viser jo, at der er langt, langt flere lærker, der overlever, og de har faktisk et kuld mere i løbet af forsommeren. Så det er ikke så enkelt, som at det er et spørgsmål om plov eller pesticid. Der er fordele og ulemper ved begge dele,” siger Søren Ilsøe.

Studierne, Søren Ilsøe henviser til, er et afgangsprojekt lavet af en kandidatstuderende fra Aarhus Universitet og er altså ikke fagfællebedømt videnskab.

Michael Kjerkegaard mener, at der slet ikke er hold i argumenterne og siger, at det reelle billeder er det modsatte:

”Selv om økologerne oftere bruger ploven, ved vi, at der er dokumenteret 30 pct. flere fugle og insekter over øko-marker i forhold til konventionelle, og det er stort set udelukkende på baggrund af pesticider. Så det, han siger, holder ikke. Sprøjtemidler er bare overall killer for det hele.”

Flere artikler fra samme sektion

Hvor blev økologien egentlig af i Den Grønne Trepart? Det spørgsmål bliver rejst i Nordjylland

På Halkær Kro torsdag aften vil repræsentanter fra hhv. landbruget, naturen, forskningen og politik diskutere, hvad der blev af økologien i Den Grønne Trepart. Debatten vil være gratis at overvære.

07-05-2025 2 minutter Events

Greenpeace lancerer turistorganisation: ‘Kom og besøg Nordens Døde Hav’

Tourism Denmark er navnet på en ny turistorganisation, der fører kampagne i Danmark og i Europa for "Nordens Døde Hav". Bag initiativet står Greenpeace, der vil råbe EU op med budskabet om, at Danmark bryder EU’s lovkrav om at skabe et sundt vandmiljø.

07-05-2025 3 minutter Miljø,   Natur

Cocktaileffekten fra pesticider kan øge risikoen for kræft hos børn

Børn, der udsættes for flere pesticider samtidig, har øget risiko for kræft, viser nyt amerikansk studie. En af forskerne bag anbefaler derfor, at man køber økologiske fødevarer.

02-05-2025 3 minutter Pesticider,   Udland,   Forskning