Antallet af truede biarter i Europa er mere end fordoblet på 10 år

100 europæiske vilde bier er blevet føjet til den internationale Rødliste over arter, der er i risiko for at uddø. Professor peger entydigt på løsningen: mere sammenhængende natur og mindre landbrug.

05. november 2025
Læsetid: 4 minutter
En vild bi suger nektar fra en blomst
Humlebien Bombus mendax er en af de biarter, som er i tilbagegang. Foto: Sophie Giriens/Wikimedia Commons

Antallet af europæiske vilde biarter er i dramatisk tilbagegang. Det viser en ny vurdering fra den globale organisation IUCN (International Union for Conservation of Nature), der arbejder med naturbeskyttelse og biodiversitet.

Organisationen har netop opdateret Rødlisteindekset, som rangerer arters risiko for at uddø.

Listen blev sidst opdateret i 2014, da man vurderede, at bl.a. 77 europæiske biarter var i risiko for at uddø. I den nyeste vurdering er der blevet tilføjet 95 arter til listen, og dermed er antallet af truede biarter i Europa mere end fordoblet på 10 år. Med til historien hører dog, at der nu er mere data om arterne, og det kan derfor være en medvirkende årsag til, at flere er blevet vurderet som truede.

“De nyeste europæiske Rødliste-vurderinger afslører alvorlige udfordringer, hvor truslerne vokser for afgørende vilde biarter,” siger Grethel Aguilar, der er generaldirektør i IUCN, i en pressemeddelelse.

“De er livliner for vores helbred, vores fødevaresystemer og vores økonomier; de opretholder den frugt, de grøntsager og de frø, der ernærer os.”

Pollenspredningen udgør en værdi for landbruget på ca. 3,7 mia. euro om året, 27,6 mia. kr.

Ifølge vurderingen kan truslerne primært tilskrives færre levesteder og blomsterressourcer som følge af det intensiverede landbrug med dets brug af pesticider og gødning samt klimaændringer.

Løsningen: mere sammenhængende natur

Professor i biodiversitet Carsten Rahbek, der også er leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, peger på, at løsningen på biodiversitetsproblemerne er alment kendt i videnskabelige kredse: mere sammenhængende natur.

“Lyspunktet er, at vi ved, hvorfor de er truet, og hvad vi skal gøre ved det,” siger han til Økologisk Nu.

“De er truet af mangel på store sammenhængende naturområder, hvor de naturlige økosystemer og processer fungerer. De fleste af disse arter er specialiserede, kræver specielle leveforhold og afhænger af højkvalitetsnatur. De er truet, fordi de ikke kan tilpasse sig halvkultur, blomsterstriber, byer og småtteri-natur," uddyber han.

Dansk landbrugsjord skal tages ud af drift

For at skabe de store sammenhængende naturområder i Danmark er det ifølge Carsten Rahbek nødvendigt at se på det danske landbrug.

Tilbagegang for bier

10 pct. af de vilde bier i Europa er i risiko for at uddø. Det drejer sig om 172 ud af 1.928 vurderede arter.

I 2014 manglede man data for 57 pct. af de arter, man ønskede at vurdere. I 2025 er dette tal faldet til 14 pct.

Den nye vurdering er dermed den mest omfattende undersøgelse af europæiske bier til dato.

“Det kræver, at vores eksisterende naturområder ikke bliver udsat for presfaktorer, dvs. dræning eller næringsstofbelastning. Det kræver, at vi gør eksisterende naturområder større, og at vi får flere af dem. Det kan vi i Danmark kun opnå, hvis der bliver taget mere landbrugsjord ud af drift,” forklarer han og uddyber:

“For at det virker, er det vigtigt, at det ikke er ”hist-og-pist-jord”, men at det er jord, som ligger i forbindelse med større eksisterende naturområder.”

På Center for Makroøkologi, Evolution og Klima har de udgivet flere analyser, som viser, hvilke landbrugsområder der kan tages ud af drift og dermed bidrage til mere, bedre og større natur.

“Det er essentielt at forstå, at ideen om, at man kan lave produktion sammen med mindre tiltag, der kan redde de sjældne arter, ikke virker. Det kræver områder, hvor naturen kan trives uden produktion.”

44 pct. af de rødlistevurderede bier herhjemme er endt på den danske rødliste (107 arter) og dermed henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, udgør sammenlagt 23 pct. af de rødlistevurderede arter.