Økologisk Landsforening advarer mod salg af "sparet" forurening til de konventionelle

I forbindelse med forhandlinger under den grønne trepartsaftale er der et forslag om, at økologerne skal kunne sælge ubrugte kvælstofkvoter til konventionelle landmænd. Men den model kan skade økologernes omdømme, mener Økologisk Landsforening.

04. november 2025
Læsetid: 1 minutter
En traktor kører på en mark og spreder gylle
Skal det være muligt for økologer at sælge deres ubrugte kvælstofkvoter til konventionelle landmænd? Det forhandler man lige nu om i den grønne trepart. Foto: Colourbox

Økologerne udbringer i snit 40 pct. mindre kvælstof på markerne end de konventionelle landmænd, og det giver en gevinst i form af mindre udvaskning til vandmiljøet.

Det er en gevinst, som man risikerer at sætte over styr, hvis det bliver muligt for de konventionelle at købe ubrugte kvælstofkvoter fra økologerne. Et mulighed, der nu er på bordet i forbindelse med politiske forhandlinger under den grønne trepart. Det skriver Information.

»Den situation vil vi ikke lande i, for det underminerer hele grundlaget og formålet med at have økologi. Det er en dårlig overskrift, hvis det kommer til at hedde sig, at økologerne sælger deres forureningstilladelse til det konventionelle landbrug,« siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, i Økologisk Landsforening til Information.

SF bakker derimod op om forslaget med kvotehandel, da partiet ser det som en mulighed for at give konventionelle landmænd et økonomisk incitament til at omlægge til økologi.