Regeringen vil skrue op for straffen i sager om dyremishandling

Et nyt lovforslag indeholder en klippekortsordning, der kan koste retten til at holde dyr efter tre grove overtrædelser.

06. november 2025
Læsetid: 2 minutter
Grise ombord på en dyretransport
Et nyt lovforslag om skærpede straffe i sager om dyremishandling bygger på anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat som en del af Danmarks første dyrevelfærdsaftale 'Sammen om dyrene' samt efterfølgende politiske drøftelser. Foto: Nom d'Util/CC0/Wikimedia Commons

Folk, der mishandler dyr, skal straffes markant hårdere.

Det mener fødevareminister Jacob Jensen (V), der netop har sendt et nyt lovforslag i høring.

Et af de centrale tiltag i forslaget er en ny klippekortsordning; hvis man tre gange bliver dømt for grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, mister man som udgangspunkt retten til at holde dyr.

Skærpet straf

Elementer i lovforslaget som opfølgning på dyrevelfærdsaftalen:

  • Forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelser af dyrevelfærdsloven.
  • Skærpelse af strafniveauet (frihedsstraf) i visse dyrevelfærdssager.
  • Mulighed for bødestraf i sager om mishandling.
  • Udvidet mulighed for rettighedsfrakendelser.
  • Mulighed for at afsige udeblivelsesdom i sager med påstand om rettighedsfrakendelse (ændring af retsplejeloven).
  • Indføre en klippekortsordning i forbindelse med rettighedsfrakendelser ved gentagne overtrædelser.
  • Forhøjelse af strafferammen for overtrædelser af dyrevelfærdsloven under særligt skærpende omstændigheder (ændring af straffeloven).

Forslaget indeholder også markant forhøjede bøder samt en skærpelse af fængselsstraffe, herunder en ny bestemmelse i straffeloven, der hæver strafferammen til seks års fængsel for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

”Dyrevelfærd er for mig en af de vigtigste dagsordner som minister. Desværre har vi set flere kedelige eksempler på vanrøgt og mishandling af dyr, hvilket for mig blot understreger, at vi har brug for stærkere redskaber til at gribe ind over for dem, der ikke behandler dyr ordentligt. Det sætter jeg nu ambition om, og her må bødeblokken ikke stå alene,” siger Jacob Jensen og tilføjer:

”Hvis man gentagne gange svigter dyr, skal man ikke have lov til at holde dem. Så enkelt er det. Lovforslaget tager fat om netop det, og jeg ser frem til, at lovforslaget kommer ud og gør en mærkbar forskel for dyrene.”

Lovforslaget bygger på anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat som en del af Danmarks første dyrevelfærdsaftale 'Sammen om dyrene' samt efterfølgende politiske drøftelser.

Økologisk Nu har kontaktet Dyrenes Beskyttelse for at høre om foreningens vurdering af lovforslaget, men den har ikke på nuværende tidspunkt en kommentar til det.