Fødevaretopmøde i København skal skubbe branchen i en grønnere retning
Til World Food Summit skal regeringer og producenter diskutere, hvordan verdens fødevareproduktion kan blive bæredygtig.

Den 29. til 30. august vil København danne ramme om World Food Summit - et internationalt fødevaretopmøde, hvor regeringsledere og fødevarebranchen mødes for at diskutere, hvordan branchen kan leve op til FN's bæredygtighedsmål.
"Vi ved fra forskere, at miljøaftrykket af fødevareproduktionen vil stige med mellem 50 og 90 pct. frem mod 2050 på grund af befolkningstilvækst og indkomststigninger, medmindre fødevareproduktionen og forbruget bliver mere bæredygtig. Det problem skal vi tage alvorligt," siger begivenhedens vært, fødevareminister Mogens Jensen (S), i en pressemeddelelse.
"Verdens landbrug og fødevareproduktion skal være klimavenlig. Vi er nødt til at handle," tilføjer han med henvisning til den seneste rapport fra FN's klimapanel, IPCC, 'Climate Change and Land', der viste, at fødevaresektorens udledning af drivhusgasser er på mellem 21 og 37 pct. af menneskets samlede udledninger.
FN's bæredygtighedsmål, der blev vedtaget af FN's medlemslande i 2015 er hovedemnet for topmødet, som bl.a. vil indeholde oplæg og debatter mellem politikere, forskere, erhvervsledere og meningsdannere.
Topmødet afholdes i Christiansborgs Landstingssal den 29. august kl. 11.30-17.00 og den 30. august i Industriens Hus på H.C. Andersens Boulevard 18 fra kl. 08.30-15.30.