573 forskere og eksperter advarer: EU's pesticidreform bør sættes på pause
Over 570 fagfolk beder Europa-Parlamentet om at sætte de varslede lempelser for pesticider på pause. Til en eksperthøring blev kun én uafhængig ekspert hørt, mens hovedparten havde tilknytning til landbruget. Nu har EU-landene vedtaget deres position til ny lovgivning.
Journalistik er ikke gratis. Økologisk Nu bliver drevet med hjælp fra Økologisk Landsforenings medlemmer. Vil du bidrage til vores journalistiske arbejde, kan du blive medlem af foreningen. Så støtter du samtidig foreningens arbejde for mere og bedre økologi.
I midten af september sendte 573 forskere, læger og eksperter fra miljø- og sundhedsmyndigheder et åbent brev til Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, og formændene for Parlamentets miljøudvalg (ENVI) og landbrugsudvalg (AGRI).
I brevet bad de Parlamentet sætte debatten om den såkalde Omnibuspakke X på pause, indtil der er lavet en grundig og uafhængig vurdering af forslagets konsekvenser for sundhed, miljø og administration.
Pakken ændrer ti forskellige regelsæt på én gang. Det gælder bl.a. reglerne for godkendelse og fornyelse af pesticider, fastsættelse af grænseværdier for restkoncentrationer og kontrol med importerede fødevarer.
Underskriverne tæller blandt andre fysikere, økologer, økotoksikologer, endokrinologer og agronomer samt læger og eksperter fra folkesundheds- og miljømyndigheder. Brevet er skrevet af Martina Vijver, professor i økotoksikologi ved Universiteit Leiden i Holland.
"Forsigtighed frem for hast"
I brevet henviser forskerne til en uafhængig vurdering, som det hollandske parlament har bestilt. Den rejser bekymringer om pakkens betydning for sundheds- og miljøbeskyttelsen og om, hvorvidt den overhovedet vil forenkle reglerne.
Forskerne henviser også til en videnskabelig udtalelse fra februar 2026 fra det videnskabelige råd bag Tysklands nationale handlingsplan for bæredygtig brug af pesticider. Desuden nævner de et positionspapir fra det tyske videnskabsakademi Leopoldina, der advarer mod at lempe godkendelsesprocessen for pesticider på bekostning af sundhed og miljø.
"Samlet set peger dette arbejde på reelle og visse steder veldokumenterede risici, som den nuværende lovgivningsproces endnu ikke har forholdt sig systematisk til," skriver forskerne.
De sætter desuden spørgsmålstegn ved begrundelsen for de tidsubegrænsede godkendelser, nemlig at EU's fødevaresikkerhedsautoritet, Efsa, har et efterslæb af sager. Ifølge brevet har Efsa selv oplyst i et skriftligt svar til en national parlamentariker, at en beskeden forøgelse af autoritetens ressourcer kunne løse efterslæbet væsentligt hurtigere end ellers forventet.
Europas landmænd og agrifødevarevirksomheder har brug for større forudsigelighed og færre unødvendige byrder, så de kan investere, innovere og konkurrere på det globale marked.
— Martin Heydon, landbrugsminister, Irland
Brevet kritiserer også Parlamentets behandling af sagen. Ifølge forskerne havde hovedparten af eksperterne ved Parlamentets høring den 2. september tilknytning til agroindustrien, og kun én uafhængig forsker blev hørt.
Ifølge den franske avis Le Monde var der blandt de øvrige eksperter formanden for kornarbejdsgruppen i landbrugets lobbyorganisation Copa-Cogeca, direktøren for et institut for sukkerroeforskning og direktøren for en rådgivningstjeneste for frugt- og vindyrkere i Sydtyrol.
Den 23. juni afviste koordinatorerne i ENVI-udvalget ifølge brevet en anmodning om at få Parlamentets egen forskningstjeneste til at lave en konsekvensanalyse.
Forskerne understreger, at de ikke beder om et bestemt udfald af omnibuspakken, men i betragtning af ændringernes omfang mener de, "at ansvarlig politikudformning kræver forsigtighed frem for hast".
Blandt underskriverne er flere fra dansk grund: Sofie Christiansen og Marie Louise Holmer fra DTU Fødevareinstituttet, Olivier Jolliet og Lars Skjolding fra DTU, Christopher Topping og Jeroen Reneerkens fra Aarhus Universitet samt Ole Færgeman, professor emeritus i forebyggende kardiologi ved Aarhus Universitetshospital.
Rådet: Mindre bureaukrati, samme beskyttelse
Onsdag i denne uge - små to uger efter brevet - vedtog Ministerrådet, hvor EU-landenes regeringer sidder, så sin forhandlingsposition på den del af omnibuspakken, som bl.a. omhandler pesticidgodkendelser og er centrum for debatten.
Ifølge en pressemeddelelse fra Rådet skal hele pakken, der samlet består af tre separate lovforslag, mindske unødvendige administrative omkostninger og byrder, mens EU's "meget høje standarder" for fødevaresikkerhed, sundhed og miljø fastholdes.
Med Rådets position kommer biologiske bekæmpelsesmidler forrest i køen, når myndighederne vurderer nye stoffer. Stoffer, der vurderes at have lav risiko, og produkter, der kun indeholder disse stoffer, bliver godkendt uden udløbsdato. De skal altså ikke længere søge om at få godkendelsen fornyet med jævne mellemrum.
For andre stoffer forlænges den maksimale godkendelsesperiode fra 10 år til 15 år ved første godkendelse og ved efterfølgende godkendelser fra 15 år til i stedet 25 år - med visse undtagelser. Beskyttelsen af virksomhedernes test- og studierapporter forlænges også.
Disse tiltag er et betydeligt skridt tilbage sammenlignet med den nuværende forordning.
— Eric Gall, vicedirektør i IFOAM Organics Europe
Som modvægt til de længere godkendelsesperioder vil Rådet dog have Efsa til løbende at gennemgå den videnskabelige litteratur og tilgængelige overvågningsdata, og stoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske i kategori 2, skal behandles mere forsigtigt.
Kategori 2 dækker over stoffer, der mistænkes for at kunne give kræft, skade arveanlæggene eller forplantningsevnen hos mennesker, men hvor dokumentationen ikke er stærk nok til at placere stofferne i kategori 1.
Minister: "Et skridt fremad"
For importerede fødevarer fastholder Rådet princippet om at sænke grænseværdierne til teknisk nul for særligt farlige stoffer, efter en forudgående konsekvensanalyse. Rådet udvider desuden ordningen til også at gælde stoffer, hvis anvendelse indebærer uacceptable risici for honningbier eller grundvand.
"I dag har Rådet taget endnu et skridt fremad for at levere på forenklingspakken for fødevare- og fodersikkerhed. Det er, hvad forenkling bør levere: en mere konkurrencedygtig og modstandsdygtig europæisk agrifødevaresektor med mindre bureaukrati og uden at gå på kompromis med fødevaresikkerhed eller miljøbeskyttelse," siger Thomas Byrne, Irlands juniorminister for europæiske anliggender og forsvar. Irland har formandskabet i Rådet.
Irlands landbrugsminister, Martin Heydon, siger:
"Europas landmænd og agrifødevarevirksomheder har brug for større forudsigelighed og færre unødvendige byrder, så de kan investere, innovere og konkurrere på det globale marked, samtidig med at de høje sundheds- og miljøstandarder, der ligger til grund for vores borgeres tillid, opretholdes."
Rådets pressemeddelelse adresserer ikke de længere afviklingsperioder for forbudte stoffer eller de ændrede muligheder for dispensationer, som kritikere hæfter sig ved.
IFOAM: Et betydeligt skridt tilbage
Den europæiske økologiorganisation IFOAM Organics Europe anerkender, at Rådet indtager en mere forsigtig position end Kommissionen, som tidligere i forløbet har foreslået tidsubegrænsede godkendelser for pesticider over en bred kam og længere udfasningsperioder for dem, der viser sig skadelige.
Til gengæld bakker Rådet ifølge IFOAM op om Kommissionens ønske om at begrænse medlemsstaternes egen mulighed for at bruge videnskabelig evidens, når de vurderer pesticider på nationalt niveau.
"Selv om Rådet har genindført nogle få sikkerhedsforanstaltninger, risikerer denne omnibus stadig at sænke beskyttelsen af sundhed og miljø på farlig vis, samtidig med at den ikke formår at styrke naturlige alternativer til plantebeskyttelse," siger Eric Gall, vicedirektør i IFOAM Organics Europe, i en pressemeddelelse.
IFOAM kritiserer, at Rådet forlænger godkendelsesperioderne for alle aktivstoffer og samtidig forlænger afviklingsperioden. IFOAM tolker også ændringen af dispensationsreglerne som en lempelse, og så kritiserer organisationen, at Rådet vil begrænse den videnskabelige dokumentation, medlemslandene må bruge i deres vurderinger af midlerne.
"Disse tiltag er et betydeligt skridt tilbage sammenlignet med den nuværende forordning, da de vil forlænge tilstedeværelsen af skadelige stoffer på markedet, svække miljø- og sikkerhedsbeskyttelsen og yderligere udskyde den nødvendige omstilling til mere naturlige plantesundhedsstrategier," siger Eric Gall.
"At holde syntetiske pesticider længere på markedet modarbejder formålet med at øge landmændenes brug af biologiske bekæmpelsesmidler."
IFOAM kritiserer også, at de forenklede regler gælder kun for biologiske bekæmpelsesmidler med lavrisikostatus, hvilket ifølge IFOAM udelukker eksempelvis hvidløgsekstrakt og appelsinolie, som ikke kan opnå lavrisikostatus, fordi kriterierne og datakravene ikke er tilpasset biologisk bekæmpelse.
Foodwatch: Kosmetiske ændringer
Forbrugerorganisationen Foodwatch mener, at Rådet overordnet har godkendt Kommissionens tilgang. Organisationen kritiserer især de længere godkendelsesperioder og kritiserer desuden afviklingsperioder på op til tre år for forbudte pesticider samt det bredere grundlag for dispensationer.
"På trods af at have indført kosmetiske ændringer i Europa-Kommissionens forslag gav medlemslandene i dag grønt lys til en pakke, der hverken vil levere styrket forbrugerbeskyttelse eller forenkling af de offentlige myndigheders arbejde," siger Natacha Cingotti, kampagneansvarlig i Foodwatch i en pressemeddelelse.
Ifølge Foodwatch har Rådet nu vedtaget en farlig ændring af logikken i reglerne, der flytter bevisbyrden væk fra virksomhederne og over på myndighederne og svækker det videnskabelige grundlag for beslutningerne.
At Ministerrådet nu har vedtaget sin position på omnibuspakken er dog ikke ensbetydende med, at den bliver til lov i sin nuværende .
Rådets formandskab indleder forhandlingerne med Europa-Parlamentet, når Parlamentet har vedtaget sin position. Målet er en foreløbig aftale om hele pakken inden udgangen af 2026.