EU vil lempe pesticidkrav - både Kræftens Bekæmpelse, Økologisk Landsforening og miljøministeren advarer om konsekvenserne
Pesticider bør godkendes på ubestemt tid, droner skal kunne sprøjte med pesticider, og udfasning af problematiske midler skal forlænges, mener EU-Kommissionen. Den danske regering og flere organisationer advarer nu om, at det vil være til fare for vores miljø og sundhed.
Regeringen og flere danske organisationer vil nu kæmpe imod EU's planer om at lempe pesticidreguleringen.
Sidste år skrev Økologisk Nu, at EU i forbindelse med sin store omnibuspakke agter at gøre det lettere for industrien og landbruget at bruge pesticider ved at indføre tidsubegrænsede godkendelser og forlænge udfasningsperioder for problematiske midler.
Nu vil den afgående SVM-regering imidlertid indled et opgør mod forslaget, som ifølge et regeringsnotat vil "svække beskyttelsesniveauet for grundvand, miljø og sundhed". Det skriver Politiken.
Ifølge notatet skal den danske linje i EU være "stærkt kritisk" over for EU-Kommissionens forslag, som har til formål at fornenkle procedurerne for landbrugs- og fødevareerhvervene.
"Det, EU foreslår, er tidsubegrænsede godkendelser af kemi i sprøjtemidler – endda dem, som udgør en kendt risiko for sundhed og miljø, kan få godkendelse i fem år. Selv når man så finder ud af, at her er der fare for mennesker, sundhed og miljø, sætter man perioderne for afvikling op," siger fungerende miljøminister Magnus Heunicke (S) til Politiken og tilføjer:
"Det her er ikke kun en forsimpling eller en regelsanering. Det er reelt et meget, meget stort skridt i retning af dårligere miljø- og sundhedsbeskyttelse i Europa og Danmark."
Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, er glad for, at regeringen allerede på nuværende tidspunkt har taget skarp afstand fra forslaget.
"Jeg er helt sikker på, det er en holdning, som også vil ligge hos den regering, vi får lige om lidt," siger hun til Økologisk Nu.
Kritik fra flere organisationer
Flere organisationer har også kraftigt kritiseret Kommissionens planer. Økologisk Nu erfarer, at bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Økologisk Landsforening, Verdensnaturfonden WWF, Danva, Danske Vandværker, Forbrugerrådet Tænk, Frie Bønder - Levende Land og Foreningen Regenerativt Jordbrug er ved at udarbejde et brev til regeringen med en opfordring til at kæmpe imod planerne.
I brevet fremhæver de flere kritikpunkter af Kommissionens forslag end blot de tidsubegrænsede godkendelser og længere udfasningsperioder. Forslaget vil nemlig også begrænse medlemsstaternes egen mulighed for bruge videnskabelig evidens til at godkende eller forbyde pesticidprodukter på nationalt niveau.
I stedet foreslår Kommissionen, at landene fremover kun må læne sig op ad forskning, som er blevet vurderet af EU's egne organer Efsa eller Echa. Dermed kan ny, uafhængig forskning ikke bruges direkte som grundlag for nationale indgreb, før forskningen er behandlet og vurderet af et af de to EU-organer.
Det er en tilgang, som strider imod fast EU-retspraksis og underminerer de nationale myndigheders rolle i beskyttelsen af folkesundheden og miljøet, mener organisationerne, som peger på, at hvis reglerne allerede var sådan, kunne de danske myndigheder ikke have forbudt over 30 PFAS-dannende pesticider sidste år.
Droner skal sprøjte med pesticider
Kommissionens forslag udvider desuden mulighederne for at bruge droner til at sprøjte pesticider, hvilket øger risikoen for både human eksponering og miljøforurening, påpeger de og konkluderer, at de mange foreslåede lempelser svækker forsigtighedsprincippet og modsiger EU’s erklærede mål om at bevæge sig væk fra en pesticidafhængig landbrugsmodel.
"Det er stærkt bekymrende at opleve, hvor stort pres der er på at rulle den grønne omstilling tilbage, og det i en tid, hvor vi hver nærmest hver dag bliver bekræftet i, at vi skal af med sprøjtegifte og i det hele taget sætte en ny retning for landbruget, hvis det på nogen måde skal blive bæredygtigt," siger Sybille Kyed og tilføjer:
"Vi er heldigvis mange her i Danmark, der kan se, at man hellere skal satse på økologi. Det håber jeg også vil være en del af den nye regerings linje."
Landbrug & Fødevarer er derimod positivt stemt over for Kommissionens forslag, som bl.a. vil forlænge udfasningsperioderne for midler, som myndighederne forbyder.
"Når bekæmpelsesmidler udfases, inden der er fuldgode alternativer, opstår der et tomrum, hvor landbruget ikke i samme grad vil være i stand til at levere udbytter, som er grundlaget for den nuværende fødevareproduktion. Derfor skal der være alternativer, når vi udfaser produkter. Ellers efterlader vi både producenter og forbrugere et meget svært sted," skriver L&F’s sektordirektør for planter, Peter Nyegaard Nissen, ifølge Politiken.