Den økologiske oksekødsproduktion skal kunne levere mere end bare kød

Det er faktisk en utrolig sjælden dag i Vestjylland. Sådan lyder vurderingen fra Ole Andresen, da Økologisk Nu besøger ham på Bakkegård på en bemærkelsesværdig vindstille februardag.

”Når vi har lidt mere vind end i dag, og vinden går i sydvest, så kan alle arealerne hernede gå under vand og føre til, at vejen også lukker helt,” fortæller han, mens han peger i retning af nogle af sine engarealer, der går ned mod Varde Å.

Igennem 18 år har Ole og Stina Andresen drevet gården, hvor i alt 300 stude og kvier er med til at pleje arealerne i den nordligste ende af Nationalpark Vadehavet. Her tjener kreaturerne flere formål end at blive til oksekød – selv om det selvfølgelig er en stor del af produktionen.

”Vi har jo en masse jord, der kun egner sig til græs, men som egner sig godt til græs. Så idéen er, at vi udnytter de arealer bedst muligt. Vi kan til gengæld ikke lave helårsgræsning, for det er som regel om vinteren, vi får stormflod, hvor det står under vand,” siger Ole Andresen.

Særligt for hans produktion er, at han ud over sine kødkvæg også køber tyrekalve fra en økologiske mælkeproducent for på den måde at holde dem i det økologiske kredsløb. En del overskudskalve fra den økologiske mælkeproduktion ender ellers generelt med at blive solgt til konventionelle avlere eller til eksport – ligeledes som konventionelle dyr – da de ikke kan bruges i mælkeproduktionen, og der simpelthen ikke er økologiske aftagere nok med en produktion som hos Ole Andresen.

Mælkeproducenten har rotationskryds, og dyrene på Bakkegård er blandinger af rød- og sortbrogede samt den franske race montbéliarde. Omtrent en tredjedel af mælkeproducentens kvier løbes desuden med kødkvægstyre ifølge Ole Andresen.

”Vi vil gerne have den økologiske cirkel til at gå op. Det er også derfor, vi har holdt os til at købe malkekvægskalve. De er jo født ind i økologien, og så bør de også slagtes økologiske,” mener han.

Selvforsynende med foder

Naturpleje og oksekød er ikke det eneste, de store dyr bidrager med. De giver bogstaveligt talt også næring til bedriftens dyrkede omdriftsjorder, idet deres gødning opsamles, når de i vinterhalvåret er på stald.

”Vi sælger det meste af vores kød til kantiner og restauranter i København via Spis Min Gris, og når vi f.eks. har kokke på besøg, plejer jeg altid at tage dem med forbi gylletanken, hvor jeg fortæller dem, at det er ’guldtanken’. På den her sandjord, gror der ikke noget, hvis vi ikke har gylle. Hvis vi skal lave mad til mennesker, så bliver vi nødt til at have noget lort,” siger Ole Andresen med et smil.

I markplanen er der både grynhavre og maltbyg. Sommetider også rug til brød, hvis det kan lade sig gøre.

”Kvæget udnytter både arealer, der ellers ikke kunne udnyttes, og så leverer de gødning, så vi kan lave mad til mennesker,” siger han.

Det bliver ofte også til et slæt i sensommeren på de samme arealer, der afgræsses. Hø og ensilage herfra udgør vinterfoderet til dyrene, mens de er på stald. Kun de små kalve får lidt korn, som også er dyrket på gårdens marker, hvilket gør Bakkegård selvforsynende med foder, hvor indkøbte mineraler er den eneste undtagelse.

Produktionsmæssigt egner engene sig ikke til almindelig landbrugsdrift. Til gengæld bidrager kvæget med naturpleje i området, der allerede for mange år siden blev udpeget som såkaldt Natura 2000-område for bl.a. at beskytte sjældne fuglearter.

Kokasser skaber liv

Det er nogle måneder siden, at kreaturerne sidst gik og afgræssede engene, inden de kom på stald for vinteren. Alligevel finder man gamle kokasser hist og her. Ole Andresen skraber overfladen i en af dem med sin støvle og straks viser sig en regnorm i møget.

”Her har vi en del af forklaringen,” udbryder han om regnormen med henvisning til de gavnlige effekter, som afgræsningen har for jorden.

”Der er endda betydeligt mere liv i sådan en kokasse, når der er højere temperatur,” tilføjer han.

Kokasserne summer af liv i sommervarmen, men Ole Andresen oplever normalt aldrig problemer med fluestik, som kan genere kvæget. Den største synder er derimod indvoldsorm, der kan risikere at inficere dyrene, hvis de græsser for tæt på gødningsklatter.

Hvis kreaturerne bliver syge, skal de selvfølgelig behandles. Men Ole Andresen er meget bevidst om, at ormemidlet stadig virker, når det er kommet ud med kokassen. Den virkning er tydelig at se i cirka fem uger efter en behandling, hvor det vanlige mylder udebliver fra efterladenskaberne.

”De insekter, der er en maddike eller en orm fra start af, er jo føde for rigtig meget andet, så de er vigtigere, end man nok lige regner med,” siger Ole Andresen med reference til bl.a. standfuglene såsom vibe, præstekrave og rødben, som man ønsker at bevare i området.

Afgræsning hjælper fuglene

I 1990’erne blev engene brugt til grønpilleproduktion, hvilket betød, at der blev gødsket med store mængder kunstgødning for at fremme græssets vækst. Siden arealerne blev naturbeskyttet, har det ikke længere været lovligt at tildele gødning. I de første år efterfølgende tog rørskov overtaget på store dele af engene.

”Da vi startede med at afgræsse egnene her, havde vi taget høslæt på dem i mange år. Der var rørskov nede for enden, der stod fuldstændig som en mur. Nu er der kun en tot tilbage, hvor der er for blødt til, at dyrene går ud, men hvis der ikke bliver græsset her, så går det hele til i tagrør. Det er egentlig ikke til gavn for nogen,” siger Ole Andresen og fortsætter:

”Dengang, vi kun tog slæt her, passede vi på med ikke at slå for tæt på grøfterne, for vi tænkte, at der også skulle være noget til naturen. Men så havde vi en biolog ude fra nationalparken, som spurgte hvorfor pokker, vi ikke slog de grøfter. Alle bræmmerne med siv adskilte de smalle marker, og det betød, at der faktisk ikke var åbent nok til, at ynglefuglene turde lægge sine æg her. Det er ikke længere et problem, for nu sørger kvæget for at holde det nede.”

Når æggene så er udklækket, er fugleungerne af disse arter ofte overladt til sig selv. De har en kort ’aktionsradius’, som Ole Andresen kalder det, så hvis græsset er for højt, begrænses deres muligheder for at bevæge sig efter føde. Når kvæget derimod har bidt græsset ned, og hvis der tilmed ligger en kokasse med masser af insekter i, så har fugleungerne meget bedre chancer for overlevelse. De fordele følger ikke med i et system uden afgræsning.

Skab synergier

Af samme årsag bør der være potentiale til at flere kan gå i gang med en økologisk studeproduktion. Det er dog ikke helt uden udfordringer, hvor den største formentlig er banken. Den er ikke nødvendigvis specielt villig til at finansiere en produktion, hvor slagteri-pengene først kommer to års tid, efter man har indkøbt kalvene.

Derfor er det vigtigt, at tingene hænger godt sammen.

”Det vigtigste er at få nogle synenergier ud af det. Få noget ud af det på flere parametre, og så er det vigtigt at være selvforsynende,” siger Ole Andresen og tilføjer, at der er mere arbejde i det, end man måske tror:

”Der er mange, der har spurgt mig, om jeg holder ferie fra maj af, når dyrene er kommet på græs. Men der er rigeligt at lave med foldskift, hvor man bliver nødt til at være på tæerne. Det havde været nemmere bare at køre med en fodervogn to gange om dagen.”