Forskere vil ændre på et etisk problem i ægproduktionen, som mange måske ikke kender til

Aarhus Universitet undersøger, om man kan bruge andre racer i ægproduktionen, så man undgår at aflive millioner af hanekyllinger. ”Forbrugerne kender ikke problematikken, og de skal være villige til at betale lidt mere for produkterne i sidste ende, hvis vi for alvor skal ændre noget,” siger forsker bag projektet.

10. december 2025
Læsetid: 6 minutter
En flok dual purpose-haner går på græs imellem nogle planter
I forskningsprojektet HOPeS blev dual-purpose-racerne ISA Dual og Lohmann Dual udvalgt til forsøg med både hane- og hønekyllinger. På billedet ses haner af racen ISA Dual fra forsøget. Foto: Sanna Steenfeldt/AU

Hvert år aflives millioner af daggamle hanekyllinger i den europæiske ægproduktion - både i den konventionelle og økologiske produktion.

Det sker, fordi hanekyllinger fra de meget specialiserede æglæggerracer godt nok lægger masser af æg, men til gengæld vokser de for langsomt til en rentabel kødproduktion.

Det rejser spørgsmål om etik, dyrevelfærd og ressourceudnyttelse og udfordrer særligt økologiens princip om, at hele produktionen skal være helhedsorienteret, og at alle dyr bør indgå i værdikæden.

Derfor undersøger forskere fra Aarhus Universitet nu mulighederne for at bruge dual purpose-racer; altså fjerkræracer, som både lægger æg og vokser tilstrækkeligt til at kunne bruges i kødproduktionen. Dermed behøver man ikke aflive hanekyllingerne, som ikke lægger æg, da de kan bruges i kødproduktionen.

Dødeligheden har været virkelig lav i vores forsøg. Og det er jo helt fantastisk, når man taler økologi og dyr, der skal kunne klare skiftende vejr og udendørs forhold.

— Sanna Steenfeldt, seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet

Dual-purpose-racer passer særligt godt ind i den økologiske produktion, hvor dyrene lever længere og har adgang til udearealer. Her kan de udforske, fouragere og være fysisk aktive på en måde, som indendørs systemer ikke giver mulighed for.

“I økologien er der krav om langsommere vækst og adgang til udearealer. Når dual-purpose-hanekyllinger får gode forhold, ser vi, at de er utrolig aktive og fouragerer meget. De trives og de vokser i deres eget tempo, og det giver et helt andet dyr og et andet kødprodukt end i de hurtigvoksende linjer,” siger Sanna Steenfeldt, seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab i en pressemeddelelse fra universitetet. 

Den øgede fysisk aktivitet påvirker slagtekroppen:

“De har længere ben, en anden kropsform og mere kød på lårene, der fremstår mere mørkt end traditionelle og mere hurtigvoksende kyllinger. Det er ikke en fasan, men aktiviteten og udearealet sætter sit tydelige præg på strukturen. Det giver produkter, som potentielt kan være spændende for restauranter og forbrugere,” fortæller hun. 

Lav dødelighed

Dual-purpose kan derved potentielt betyde nye og mere varierede kødprodukter, som kan være interessante for både detailhandel og gastronomi.

I forsøgene har forskerne set flere klare styrker ved dual-purposeracerne, især når det gælder deres robusthed og evne til at trives i økologiske produktionsmiljøer:

”Dødeligheden har været virkelig lav i vores forsøg. Og det er jo helt fantastisk, når man taler økologi og dyr, der skal kunne klare skiftende vejr og udendørs forhold,” fortæller Sanna Steenfeldt. 

Robusthed er afgørende i en produktion med lange produktionsperioder og store udearealer.

Et andet aspekt, forskerne undersøger, er rede-adfærd og risiko for fjerpilning og brystbensproblemer, som er vigtige velfærdsindikatorer i ægproduktion. Her forventes projektet at bidrage med ny vigtig viden.

Dual-purpose fremhæves ofte som en etisk bæredygtig løsning. Men indtil nu har der været begrænset videnskabelig dokumentation for de miljømæssige konsekvenser. Netop her er det ambitionen, at projektet skal bidrage med ny viden. 

Forskerne indsamler nemlig omfattende data om produktivitet, foderudnyttelse, proteinniveauer og næringsstofudskillelse og gennemfører livscyklusanalyser (LCA), som gør det muligt at vurdere de samlede klima- og miljøeffekter. 

Det skal afklare, om dual-purpose faktisk er en mere bæredygtig løsning, eller om ressourceforbruget blot flyttes til andre dele af produktionen. 

Risikoen ved forhastede forbud

I både Tyskland og Frankrig har man allerede forbudt praksissen med aflivning af hanekyllinger, og flere lande overvejer samme retning, men Sanna Steenfeldt advarer mod hurtige beslutninger uden alternativer:

”Hvis vi handler forhastet og bare forbyder aflivning uden at have et alternativ på plads, kan det føre til værre løsninger. I nogle lande opdrætter man nu hanekyllinger fra æglæggerracer under uacceptable forhold og frembringer et produkt, der ikke kan sælges til forbrugere, og som måske alligevel bliver brugt som dyrefoder i sidste ende. Er det bedre at leve en kummerlig tilværelse end at blive aflivet fra start? Vi skal sikre, at løsningen faktisk er bedre og klar til at blive udrullet.”

Hun peger samtidig på, at omstillingen kræver koordinering i hele værdikæden:

”Det er en hønen-og-ægget-problematik: Hvis fjerkræproducenterne ikke kan garanteres en sikker leverance af daggamle dual-purpose kyllinger, vil interessen falde. Og hvis der ikke er aftagere, så vil avlsselskaberne ikke opskalere. Derfor tager det tid, og derfor skal vi begynde i det små med de interesserede økologiske producenter og bygge op derfra.”

Dual-purpose dyr er mindre effektive og en omlægning vil kræve, at produkter kan afsættes til en højere pris.

”Jeg tror ikke, der er nogen i branchen, der synes, det er en god idé at aflive de her hanekyllinger. Men forbrugerne kender ikke problematikken, og de skal være villige til at betale lidt mere for produkterne i sidste ende, hvis vi for alvor skal ændre noget.”

Derfor samarbejder forskerne med både restauranter og forbrugere, som får mulighed for at smage og vurdere produkterne. På den måde undersøger projektet ikke kun, hvordan dyrene trives i stald og på udearealer, men også om kødet har en reel plads på tallerkenen. Derudover vil en økologisk ægproducent og en økologisk producent, der opdrætter slagtekyllinger, samarbejde om at teste en dual-purposerace i praksis. 

Projektet, der kaldes HOPeS - Holistisk fjerkræproduktion til forbedring af bæredygtighed, velfærd og produktdiversitet - løber frem til ultimo 2027, og resultaterne vil løbende blive formidlet, så både erhverv og forbrugere kan følge udviklingen. Det støttes af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).