Sebastian Hedemann er Årets Øko-elev 2026

Sebastian Hedemann fra Gråsten Landbrugsskole blev kåret som Årets Øko-elev 2026 for sin store faglighed og sit smittende engagement i økologisk planteavl.

22. oktober 2026
Læsetid: 3 minutter
Sebastian Hedemann
Prisvinder Sebastian Hedemann er i praktik på Hulvadgaard, men i øjeblikket opholder han sig i Australien, så han deltog ikke selv i prisoverrækkelsen. Foto: Landbrug & Fødevarer

For Sebastian Hedemann fylder økologien mere end bare i undervisningen. Han har gennem hele sin uddannelse haft en særlig interesse for økologisk planteavl, og selv når han har været på skoleophold, har han brugt sin fritid på at hjælpe til på praktikstedet Hulvadgaard.

Det var nogle af årsagerne til, at han i forbindelse med årsmødet i Landbrug & Fødevarers Økologisektion på Tjele Gods blev kåret som Årets Øko-elev 2026.

I en pressemeddelelse om prisen bliver Sebastian Hedemann beskrevet som en ung mand med en utrolig høj faglighed og indsigt i, hvordan man bruger teknologi i økologien.

"Han bruger CropManager til at lave tildelingskort i forbindelse med gradueret udsædsmængde og er i marken både tidligt og silde, ofte med drone, for at nørde i forskellighederne på markerne," hedder det bl.a. i beskrivelsen af Sebastian Hedemann, som har taget sin uddannelse som EUX-landmand på Gråsten Landbrugsskole med speciale i planter og haft praktikplads ved planteproducent Jens Peter Pors Eriksen på Hulvadgaard.

Både hans undervisere og praktikvært fremhæver hans faglige nysgerrighed, grundighed og evne til at tage ansvar.

I indstillingen af Sebastian Hedemann står der:

"Sebastian Hedemann brænder for økologisk planteavl og har gennem hele sin uddannelse haft et særligt fokus på økologien, og når han selv har kunnet vælge emne til opgaver, har de også omhandlet økologi. Ifølge både undervisere og praktikvært er Sebastian altid nysgerrig efter at lære mere og dygtiggøre sig."

10 dystede om prisen

Sebastian er lige nu i Australien for at arbejde. Derfor var det hans praktikvejleder, der modtog prisen på vegne af ham. Fra den stolte praktikvejleder, Jens Peter Pors Eriksen fra Hulvadgaard, lød det:

"Vi er dybt beærede af, at vi har fået en elev som Sebastian. Han har været her, siden han var 16 år gammel, og da muligheden for praktik bød sig, tog vi ham ind med det samme. Han er en fantastisk repræsentant for de unge og den kommende generation af landmænd."

Sebastian var blandt ti elever fra otte forskellige landbrugsskoler, der i år var indstillet til prisen. Andenpladsen gik til Rasmus Gert Lauritsen fra Bygholm Landbrugsskole, der er i praktik hos Hestbjerg Økologi og drømmer om at få sin egen økologiske gård.

Titlen som Årets Bobler gik til 21-årige Jacob Kjærgaard fra Nordjyllands Landbrugsskole, der er i praktik på Langbakgaard.

Om prisen

  • Siden 2019 har Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer hvert år hædret en særlig engageret og talentfuld landbrugselev med prisen som Årets Øko-elev.

  • Prisen skal anerkende unge, der gør en særlig indsats for økologisk landbrug.

  • Juryen bestod i 2026 af: Julie Rohde Birk, Kalø Økologisk Landbrugsskole, Jakob Autzen, Nordjyllands Landbrugsskole, Jens Peter Hermansen, ICOEL, Johanne Schimming, Økologisektionens bestyrelse, Kirsten Lund, L&F Økologi, Michael Kjerkegaard, Økologisk Landsforening.

Kilde: Landbrug & Fødevarer