Annonce
Annonce
I Indien har man oplevet gode høstår for hveden, men i år er tørken så hård, at man forventer en mindre høst, end prognosen oprindeligt lød. Foto: Colourbox
Ekstrem tørke bremser Indiens planer om at øge hvedeeksporten
Indien - verdens næststørste producent af hvede - havde planlagt at øge eksporten for at afbøde en lurende forsyningskrise, men en historisk tørke truer med at sænke udbytterne.
Pakistan og Indien er lige nu ramt af en usædvanligt hård tørke med dagstemperaturer nær 50 grader celsius. Det påvirker både borgerne, energiforsyningen og landbrugets udbytter.
Det britiske medie The Guardian har talt med Nazeer Ahmed, der bor i Turbat i Pakistan - en by med ca. 200.000 indbyggere og et af de varmeste steder på kloden. Her nåede temperaturen i 2017 op på 54 grader. Nazeer Ahmad føler, at det er endnu varmere nu. Elektriciteten svigter, så både klimaanlæg og køleskabe er ude af drift i længere perioder.
"Vi lever i helvede," siger han til The Guardian.
Hele regionen, der huser ca. 1,5 mia. mennesker, oplever høje temperaturer usædvanligt tidligt på året: Dele af Indien har netop haft den varmeste april i 122 år - så længe som man har haft målingerne - og Jacobabad i Pakistan havde 49 grader i lørdags - en af de højeste april-temperaturer, der nogensinde er målt på kloden.
Ifølge Pakistans meteorologiske institut er dagstemperaturerne sandsynligvis mellem fem og otte grader celsius højere end normalt i store dele af landet.
Både hvede- samt frugt- og grøntproduktionen mærker nu konsekvenserne. I nogle områder i Indien er udbytterne af hvede ifølge The Guardian faldet med op mod 50 pct. Det er normalt, at Indien gennemgår hedebølger i maj og juni, men i år er de høje temperaturer ankommet allerede i marts og april.
Lavere eksport end forventet
For blot få måneder siden regnede regeringen med en rekordhøst på 111,32 mio. ton, men et estimat, som nyhedsbureauet Reuters har fået fat på, viser en forventet nedgang på ca. 6 pct. til 105 mio. ton. Samtidig var forventningen, at man kunne eksportere over 12 mio. ton i 2022-23, men tallet ventes nu at ende på omkring 10 mio. ton.
Tallene er dog endnu usikre, og eksporten kan ifølge Reuters' kilder ende med både at være højere end sidste år og lavere end den nuværende prognose.
Trods Indiens høje produktion af hvede, er det faktisk kun en mindre del, der eksporteres. De foregående syv udbytterige år har dog medført et solidt lager af hvede, og derfor havde man planer om at øge eksporten, dels for at afbøde de heftige prisstigninger bl.a. forårsaget af Ruslands invasion af Ukraine, dels for at skabe nye markeder i Europa, Afrika og Asien.
I Pakistans Balochistan-provins, der er kendt for sin æble- og pæreproduktion, er høstudbytterne også her faldet markant. Landmand Haji Ghulam Sarwar Shahwani oplevede, at hans æbletræer begyndte at blomstre over en måned for tidligt, hvorefter blomsterne på træerne tørrede ind og døde af hedebølgen.
"Det er første gang, at vejret har gjort så stor skade på vores afgrøder i dette område," siger Haji Ghulam Sarwar Shahwani til The Guardian.
"Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, og der er ingen hjælp fra regeringen. Kultiveringen er gået ned; kun få frugter vokser nu. Landmænd har mistet milliarder pga. af vejret. Vi lider og har ikke råd til det her," fortsætter han.
Advarer om kommende oversvømmelser
Pakistans klimaminister, Sherry Rehman, siger, at landet fra nord til syd mærker det hårde klima, bl.a. er vandreservoirerne ved at tørre ud, og hun advarer om, at der kan være endnu en forestående naturkatastrofe forude: Varmen får gletsjerne i den nordlige del af landet til at smelte så hurtigt, at der er risiko for alvorlige oversvømmelser.
I en kommentar til situationen siger generalsekretær for World Meteorological Organization (WMO) Petteri Taalas, at det endnu er for tidligt at tilskrive situationen de menneskeskabte klimaforandringer.
"Men det er i overensstemmelse med, hvad vi forventer af klimaforandringerne. Hedebølger vil forekomme hyppigere, være mere intense og begynde tidligere end før," siger Petteri Taalas.
WMO advarer også om, at varmen kan føre til en hastigere afsmeltning af gletsjerne i de bjergrige nordlige regioner og forårsage kraftige oversvømmelser.
Dr. Chandni Singh, der er seniorforsker ved the Indian Institute for Human Settlements og en af hovedforfatter hos FN's klimapanel, IPCC, kalder hedebølgen for "hidtil uset":
"Vi har set en ændring i dens intensitet, tidspunktet for dens ankomst og varigheden. Det her er, hvad klimaeksperter havde forudset, og det vil få vidtrækkende konsekvenser for helbredet," siger hun til CNN.
Hun tilføjer, at landmændene er særligt udsatte for varmen, fordi de ligesom andre, der arbejder udendørs, ikke har mulighed for at køle sig af indendøre.
Flere artikler fra samme sektion
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.