Din bolognese kan blive billigere at lave: Ny kampagne skal få flere til at spise bælgfrugter
Selvom bælgfrugter er både sunde og klimavenlige, spiser vi dem sjældent. Ny landsdækkende kampagne skal vise danskerne, hvor nemt bønner, linser og ærter kan blive en del af hverdagsmaden, så en bolognese lige så vel kan blive med linser som oksekød.
En simpel og budgetvenlig opskrift på linsebolognese spiller hovedrollen i en stor kampagne lanceret af Bælgfrugtspartnerskabet.
Kampagnen skal inspirere danskerne til at spise flere bælgfrugter.
“Vi vil vise danskerne, at bælgfrugter nemt kan blive en del af en travl hverdag – også i børnefamilier,” siger Christina Tønner Lisdorf, projektleder i Bælgfrugtspartnerskabet.
51 pct. af danskerne ønsker at spise flere bælgfrugter om et år, men efterspørger mere inspiration fra butikker, kantiner og restauranter, viser en befolkningsundersøgelse foretaget af Bælgfrugtpartnerskabet.
”Vi ved, at mange gerne vil spise flere bælgfrugter, men mangler inspiration til, hvordan de kan bruges i hverdagen. Derfor lancerer vi en opskrift på en linse-bolo, der er enkel at lave, selv når man står med små børn om eftermiddagen og skal lave mad,” siger Christina Tønner Lisdorf.
Fra kantine til køkkenbord
Resultater og tendenser fra Bælgfrugtspartnerskabet befolkningsundersøgelse
-
Hvem spiser bælgfrugter? De unge danskere fører an: 49 pct. af de 16-25-årige fortæller, at de spiser bælgfrugter ugentligt, mens det kun gælder 32 pct. af danskere over 65 år.
-
Hvorfor vil danskerne spise flere? Sundhed (88 pct.), mæthed (65 pct.) og klimafordele (58 pct.) topper listen.
-
Hvor halter det? Kun 14 pct. mener, at dagligvarebutikker inspirerer dem til at spise flere bælgfrugter, og kun 16 pct. føler sig inspirerede af restauranter og caféer.
Gæster i over 180 af ISS’ kantiner landet over fik fredag serveret den nye linsebolognese til frokost. Samtidig bringes opskriften i flere landsdækkende aviser, så danskerne også kan prøve den hjemme.
“Vi har udviklet en ret, som både er sund, bæredygtig, budgetvenlig og smager virkelig godt. For os giver det rigtig god mening at bidrage til kampagnen og inspirere danskerne til at spise flere bælgfrugter. Det gør vi dagligt i vores kantiner landet over, hvor vi ikke bare serverer 40.000 måltider, men også deler ud af vores faglige viden og inspirerer vores gæster til at tage de gode vaner med hjem,” siger Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance ved ISS.
Danskerne spiser i gennemsnit 2-5 gram bælgfrugter om dagen, og mange har svært ved at finde ud af, hvordan de skal bruge dem i madlavningen.
”Vores kantiner serverer allerede i dag gennemsnitligt 40 gram bælgfrugter pr. gæst, og nogle kantiner er endnu højere oppe. Det kræver en fælles indsats på tværs af værdikæden at løfte danskernes indtag af bælgfrugter, og derfor er vi stolte af at være en del af Bælgfrugtspartnerskabet. Sammen kan vi gøre en reel forskel for både klima og folkesundhed,” uddyber Morten Enni Hassing Schlichtkrull.
Et fælles løft for bælgfrugterne
Kampagnen er en del af en bred indsats, hvor over 80 organisationer – fra fødevarevirksomheder og producenter til kommuner og vidensinstitutioner – samarbejder om at ændre danskernes spisevaner.
Partnerne har forpligtet sig til konkrete mål for, hvordan de vil sælge eller servere flere bælgfrugter og dermed bringe Danmark tættere på Fødevarestyrelsens anbefaling om 100 gram bælgfrugter om dagen.