To partier kæmper for at få sænket momsen på økologi

Regeringen har netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på fødevaremomsen. Pt. arbejdes der ud fra to modeller, men aftalen indeholder også en undersøgelse af differentieret moms på økologi og konventionelle varer.

28. januar 2026
Læsetid: 8 minutter
Finansminister Nicolai Wammen sidder ved sit skrivebord og læser et stykke papir
Finansminister Nicolai Wammen (S) hælder lige nu mest til at sænke momsen generelt på alle fødevarer frem for helt at fjerne den på frugt og grønt. Foto: Morten Fauerby

SVM-regeringen og en række partier har besluttet at bruge ca. 6 mia. kr. årligt fra 2028 og frem til at sænke momsen på fødevarer.

Så langt så godt.

Hvordan momsen så skal sænkes; om det skal være på alle fødevarer, eller om den helt skal fjernes på frugt og grønt, er det, der nu skal lægges arm om.

En tredje model, som bl.a. Økologisk Landsforening har talt varmt for, er at fjerne momsen på økologi, og selvom finansminister Nicolai Wammen (S) sagde på dagens pressemøde, at det lige nu kun er de to førstnævnte modeller, der er i spil, står der i aftalen, at man også skal undersøge, "hvorvidt der er mulighed for og effekterne af at differentiere momsen på økologiske varer i forhold til konventionelle".

Det nemme valg skal være de produkter, der belaster mindst. Sænk momsen på økologi.

— Rasmus Prehn, adm. direktør, Økologisk Landsforening

Radikale Venstre og Alternativet gav på pressemødet udtryk for, at de ønsker at få sænket eller fjernet momsen på økologi.

"Hvis det her skal give mening, så skal vi selvfølgelig gøre det enkelt. Vi går klart ind for at fjerne momsen på frugt og grønt, men vi har også fået klemt ind, at vi fjerner momsen på økologiske varer. Det er vi stolte over, at vi har fået med. Der er ikke så mange partier, der går ind for det, men nu får vi det undersøgt," siger Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, ifølge Politiken.

Uenige partier

De Konservative og Moderaterne ønsker at fjerne momsen på al frugt og grønt, hvilket Venstres Jan E. Jørgensen ifølge Altinget kalder "noget vrøvl", da han mener, at det kun gavner veganere. Venstre ønsker derimod at sænke momsen fra 25 til 20 pct. på alle fødevarer. Socialdemokratiet hælder til Venstres forslag.

Danmarksdemokraterne ønsker også en generelt reduktion af momsen.

Enhedslisten ønsker en kombination, hvor momsen fjernes helt på frugt og grønt og sænkes generelt på øvrige fødevarer.

Skatteministeriet regnede sidste år på fem forskellige momsscenarier. Beregningen viste - dog med væsentlige usikkerheder - at det eksempelvis vil koste staten 5,6 mia. kr. årligt at fjerne momsen på frugt og grønt, mens det vil koste næsten det dobbelte - 10,5 mia. kr., - at sænke den på alle fødevarer fra 25 til 15 pct.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er de eneste partier, der står uden for aftalen. Sidstnævnte har ellers igangsat en politisk kampagne for at gøre fødevarerne billigere for danskerne, men ifølge Morten Messerschmidt sprang partiet fra aftalen, fordi den også omfattede, at man skulle bakke op om den skattefri fødevarecheck, og det ønskede Dansk Folkeparti ikke.

"En slags strafporto på økologien"

Økologisk Landsforenings adm. direktør, Rasmus Prehn, ser muligheden som en anledning til, at danskerne får billigere adgang til fødevarer med højere dyrevelfærd, og som samtidig er dyrket uden brug af syntetiske pesticider.

”Økologisk Landsforening mener, at alle, også de familier der har en presset økonomi, skal have mulighed for at vælge mad uden rester af sprøjtegifte og tage del i den grønne omstilling. Det kan vi komme i møde ved at sænke momsen på økologi. Det nemme valg skal være de produkter, der belaster mindst. Sænk momsen på økologi.”

Fødevarer er ekstremt dyre i Danmark, fordi vi som et af meget få lande i EU har fuld moms på fødevarer.

— Annette Jorn, adm. direktør, Coop Amba

Han påpeger, at staten har en merindtægt på økologiske fødevarer på 700 mio. kr., fordi økologiske varer i forvejen er dyrere end konventionelle, og dermed er momsen relativt højere.

"Det er en slags strafporto på økologien - alene fordi det koster at gøre noget ekstra for drikkevand, biodiversitet, vandmiljø og dyrevelfærd. Vi mener, det er helt urimeligt. Nu er der en unik mulighed for at korrigere for den fejl,” siger Rasmus Prehn.

Han er samtidig stærkt kritisk over for modellen, hvor man reducerer momsen generelt på alle fødevarer:

”At sænke momsen generelt vil være en afsindig dyr måde at skuffe utroligt mange danskere på. Det vil stort set ikke kunne mærkes af forbrugerne. At sænke momsen på frugt og grønt kan risikere at betyde flere sprøjtemidler, da konventionel frugt og grønt er et af de områder, hvor der bruges flest syntetiske sprøjtemidler. Derfor er det kloge, det fremtidsrettede og bæredygtige valg at fjerne momsen på økologi.”

Delte meninger

I erhvervslivet er der stærkt delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at pille ved momsen.

De Samvirkende Købmænd bakker op om regeringens arbejde for at sænke momsen.

"En lavere moms på fødevarer er den mest direkte og effektive vej til varigt lavere priser. Derfor er det positivt, at der nu er bred politisk vilje til at se på momsen på fødevarer. Hvis det kan være med til at gøre hverdagen billigere for danskerne og samtidig styrke adgangen til gode dagligvarer, er det et skridt i den rigtige retning,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd. 

Lavere moms er primært til glæde for virksomhederne, ikke for forbrugerne.

— Rasmus Landersø, forskningsprofessor, Rockwool Fonden

Også Coop glæder sig over de nye vinde i dansk politik; ifølge Coop Ambas adm. direktør, Annette Jorn, har andelsforeningen kæmpet i flere år på at få sænket fødevaremomsen.

"Fødevarer er ekstremt dyre i Danmark, fordi vi som et af meget få lande i EU har fuld moms på fødevarer. Dvs. en høj afgift på alle de basisvarer, som vi alle har brug for at købe på daglig basis. Det er virkelig godt, at den bliver sænket," siger hun og tilføjer, at Coop foretrækker modellen, hvor man fjerner momsen på uforarbejdet frugt og grønt.

"Det er meget nemmere at administrere end fødevarer bredt set, det er det suverænt mest populære blandt danskerne, og der er nogle ekstra positive effekter omkring sundhed, miljø og klima."

"Samtidig vil det have markant virkning på prisen på frugt og grønt, så det bliver synligt for kunderne. Det bliver ikke smurt så tyndt ud," siger Annette Jorn.

Forskning sår tvivl om fortælling

Uanset hvilken løsning det ender med, møder det imidlertid hård kritik fra SMVdanmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder: 

"Jeg bliver så træt. Det her er politik, når det er allerværst. Alle ved, at forslaget stort set ikke vil kunne mærkes på priserne i supermarkedet, men til gengæld vil det koste milliarder i øget administration hos virksomhederne og i det offentlige. Nærmest alle økonomer vil bekræfte, at det er en dårlig løsning. Det er ren populisme op til et valg," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.

Heller ikke hos HK finder man spor af begejstring; her havde man hellere set pengene brugt på et øget jobfradrag og regulering af overførselsindkomster.

Rockwool Fonden peger på, at forskning viser, at momssænkelser mest er til gavn for virksomhederne, der kan øge deres overskud.

"Lavere moms er primært til glæde for virksomhederne, ikke for forbrugerne. På den helt korte bane var effekten minimal. En måned efter momsreduktioner blev indført, var kun 6 pct. af den lavere moms konverteret til lavere priser. Mekanismen ser ud til at vare ved i flere år ud i fremtiden," skrev forskningsprofessor Rasmus Landersø for nylig i et debatindlæg på Politiken.

Nicolai Wammen fastslår dog, at en reduktion af momsen kan mærkes af forbrugerne:

"Jeg kan sige, at når man sætter seks milliarder kroner af til at sænke momsen, så vil det selvfølgelig også have en betydning for priserne," siger han ifølge Politiken.

Tirsdag faldt en anden aftale på plads om at give udvalgte grupper en såkaldt fødevarecheck som en engangshjælp til at klare de generelt højt fødevarepriser.