Annonce
Annonce
Merprovenuet på økosalget er det største benspænd, regeringen kan lægge ud for sin egen målsætning om mere økologi, og det skaber ulighed i befolkningen, hvor husstande med en presset økonomi vil være mindre tilbøjelige til at vælge økologi, skriver Sybille Kyed. Foto: Moment Studio
Sænk momsen på økologi og stop statens merindtjening
DEBAT: Regeringen bør sænke momsen på økologi, så staten ikke tjener mere på at sælge en øko-kartoffel eller en øko-kotelet, end den gør, når forbrugeren lægger en tilsvarende konventionel vare i indkøbskurven. Staten har et merprovenu på økologi på 700 mio. kr.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 13. september.
Af Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening
Regeringen har et mål om at fordoble det økologiske areal og marked. For som den selv skriver i sin økologistrategi:
”Økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget, da flere økologiske arealer vil fremme en produktion med færre sprøjtemidler og færre udledninger til gavn for klima, miljø, drikkevand og natur”.
Regeringen er også, som mange foregående regeringer, stor fortaler for markedsdrevet vækst. Og hvilken enkeltstående faktor spiller en mere afgørende rolle for markedsdrevet vækst end prisen?
Økologisk Landsforening har derfor et tip til regeringen: Sænk momsen på økologi, så staten ikke tjener mere på at sælge en øko-kartoffel eller en øko-kotelet, end den gør, når forbrugeren lægger en tilsvarende konventionel vare i indkøbskurven.
Jeppe Bruus (S) satte i maj gang i en analyse af differentieret moms som redskab til at fremme en sundere kost. Vi i Økologisk Landsforening opfordrer den nye skatteminister Rasmus Stoklund (S) til at lade økologi blive en del af analysen.
Vi kan dog allerede nu afsløre, at vi har selv lavet en overslagsberegning, og den viser, at staten har et merprovenue på økologi på 700 mio. kr., når vi antager en gennemsnitlig merpris på økologi på 30% på tværs af alle varegrupper. Merprovenuet på økosalget er det største benspænd, regeringen kan lægge ud for sin egen målsætning, og det skaber ulighed i befolkningen, hvor husstande med en presset økonomi vil være mindre tilbøjelige til at vælge økologi.
Også EU anbefaler det
Det er ikke kun Økologisk Landsforening, der kan se problemet. Det kan EU-kommissionen også. EU-kommissionen anbefaler direkte medlemslandene at sænke momsen på økologi. Det indgår i EU-kommissionens aktionsplan for mere økologi, og det bliver gentaget i deres biodiversitetsstrategi, ligesom behovet for, at der skabes sammenhæng mellem negative eksternaliteter og medlemslandenes afgifts- og skattepolitik, er skrevet ind i EU's grønne pagt. Ja, EU har sågar tilpasset momsdirektivet, så det nu ikke kun er sundhedsmæssige forskelle, der kan lægges til grund for differentieret moms, men også miljømæssige forskelle.
Den miljømæssige forskel ligger i, hvordan produktet bliver lavet, og regeringen opremser det selv: Der er en lavere udledning fra økologi. Økologi bruger mindre gødning, har flere græsmarker og færre dyr, har forbud mod sprøjtemidler, og der er et markant lavere forbrug af antibiotika, end hvad der bruges i den konventionelle produktion. Alt dette sikres og overvåges gennem økologireglerne.
Økologi er entydigt defineret af økologireglerne, der er etableret en statslig kontrol og sporbarhed, og alle kasseapparater i detailhandlen kan sættes op til at registrere, når der sælges en økologisk vare. Ja, mange gør det allerede. Hvis vi vil en grøn og markedsdrevet omstilling, kan det ikke nytte, at staten skal tjene mere på de økologiske produkter end på tilsvarende konventionelle produkter.
Flere artikler fra samme sektion
Politikere vil have os til at få flere børn, men tillader samtidig fertilitetshæmmende pesticider
DEBAT: Politikerne mener, at vi skal føde flere børn i Danmark. Så kunne det jo være en god idé, hvis de stoppede med at tillade pesticider, som nedsætter fertiliteten og øger risikoen for skader i fostre, mener økolog Fie Graugaard.
Der ligger et stort potentiale for dansk økologi syd for grænsen
MARKEDSKLUMME: Danske eksportvirksomheder har gode muligheder for at omsætte Danmarks position som global rollemodel i forhold til økologi i foodservice, til ordrer i udlandet, vurderer Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening.
18 aktører: Regeringen skaber igen usikkerhed om fremtiden for Det Økologiske Spisemærke
DEBAT: Regeringen skaber atter usikkerhed om Det Økologiske Spisemærke ved at udelade det fra sit finanslovsudspil - nøjagtig som sidste år hvor det blev reddet på målstregen efter heftig kritik. En ærgerlig kurs fra regeringen, der ellers ønsker at fordoble økologien.