Sænk momsen på økologi - så kan vi redde danske økologiske grøntsagsproducenter
DEBAT: Som det er i dag, betaler økologiske forbrugere mere i moms, end hvis de købte de samme varer konventionelt. Ved at sænke momsen på økologi kan vi tilskynde danskerne til at vælge mere dansk økologisk frugt og grønt.
Dette debatindlæg er oprindeligt bragt på avisendanmark.dk, d. 22/11
Af: Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening,
Per Godsk, direktør i Thise,
Axel Månsson, direktør og ejer af Axel Månsson A/S,
Henrik Lund, direktør i Dragsbæk/Naturli’,
Leif Jørgensen, direktør i Naturmælk,
Frederik Madsen, fungerende sekretariatsleder i Plantebranchen,
Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening,
Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse,
Rasmus Prehn, direktør i Økologisk Landsforening.
Rækken af danske grøntsagsproducenter, der må lukke, er ulykkelig lang. Senest måtte den økologiske grøntsagspioner Søris A/S dreje nøglen om. Det sker, mens flere og flere danskere taler om, at de faktisk foretrækker lokale og økologiske grøntsager.
Den barske realitet er desværre bare, at produktionsvilkårene i Danmark er dyrere end i udlandet – og derfor ofte ender som en barriere for den omsætning, der ellers kunne være.
Situationen er ærgerlig nok i sig selv. Men endnu mere ærgerligt er det næsten, at problemet faktisk kan afhjælpes – hvis bare man vil. Det kræver politisk vilje, som vi lige nu stadig venter på. For nylig udkom Madtanken 2025 med rapporten 'Vejen frem for dansk frugt og grønt', og her kan man læse en række anbefalinger til, hvad der skal til for at styrke dansk grøntsagsproduktion.
Koster 700 mio. kr. mere
Dertil kommer – som vi tidligere har foreslået – at man kunne vælge at differentiere momsen, så den bliver lavere på økologi. Det vil gøre det langt lettere og billigere for danske forbrugere rent faktisk at vælge de økologiske varer.
Som det er i dag, betaler økologiske forbrugere mere i moms, end hvis de købte de samme varer konventionelt. Det forhold, at økologiske varer ofte er en smule dyrere end de konventionelle, betyder, at der også skal betales 25 pct. i moms af merprisen.
Det betyder ifølge vores beregninger, at forbrugere, der køber økologisk, betaler hele 700 mio. kr. mere om året, end hvis de købte de samme varer konventionelt.
Samfundet udsteder med andre ord en slags strafporto til de forbrugere, der tager ansvar for produktion uden sprøjtegifte – og dermed mindre forurening og færre giftrester i maden, for miljøet mere generelt, for biodiversiteten og for bedre dyrevelfærd. Det kan simpelthen ikke passe.
Gør det mere attraktivt
I Danmark skal vi da gøre det langt mere attraktivt at tage ansvar for en bæredygtig og ansvarlig produktion uden sprøjtegifte. Lad os sætte momsen ned på økologi!
Vi har set, at Danmark succesfuldt har fremmet antallet af elbiler og dermed mindsket CO2-udslippet ved at fjerne afgifterne i en periode. Helt på samme måde kan vi fremme ansvarlig og økologisk fødevareproduktion ved at sænke momsen på økologi.
Når vi tænker på de mange lukkede grøntsagsproducenter, drikkevandet, vandmiljøet, biodiversiteten og dyrevelfærden, har vi faktisk ikke råd til andet.
Vi kan redde danske grøntsagsproducenter, styrke økologien og sikre miljøet – hvis vi vil! Lad os da gøre det.
Dette er et debatindlæg og ikke et udtryk for redaktionens holdning. Ønsker du at skrive et debatindlæg til Økologisk så send det til hhk@okologi.dk. Navn og profession skal oplyses. Vi forbeholder os retten til at redigere i rubrik, manchet og mellemrubrik samt at rette sproglige fejl.