Tænketank: Kampen om de danske arealer er i fuld gang
Det er nødvendigt at gentænke, hvordan vi udnytter de danske arealer, hvis vi skal sikre et mere bæredygtigt Danmark, lyder det fra Concito, som har udgivet en ny rapport om arealanvendelsen.

Samlet set lægger aktuelle politiske aftaler og ambitioner op til at ændre arealanvendelsen for 9-43 pct. af det samlede danske areal. Foto: Colourbox
Der vil være rift om Danmarks arealer i fremtiden, og ønsker vi et klimaneutralt samfund med klimarobuste arealer, kræver det fremsynet planlægning.
Sådan lyder det fra den grønne tænketank Concito, som netop har udgivet rapporten ’Danmarks Arealer – Danmarks Fremtid’. Heri anbefaler tænketanken en samlet arealstrategi, der tager højde for fremtidens udfordringer mellem byer, landbrug, industri, natur og biodiversitet.
Arealanvendelsen står for omtrent en tredjedel af de danske udledninger af drivhusgasser, og 59 pct. af arealet er afsat til landbrugsproduktion, hvoraf 76 pct. går til foderdyrkning, hvilket gør Danmark til et af de mest opdyrkede lande i verden. Omvendt ligger vi i bunden i EU, når det kommer til naturbeskyttelse og biodiversitet, da kun 2,3 pct. af arealet er beskyttet.
”Vores arealanvendelse er helt afgørende for, at vi lykkes med den grønne omstilling. Vi kan ikke fortsætte som hidtil uden hensyn til biodiversitet og med en så enorm påvirkning af klimaet. Vi bliver også nødt til at tage højde for, hvordan klimaforandringerne rammer Danmark. Derfor er der brug for en samlet arealstrategi, der gentænker vores tilgang til at bruge Danmarks begrænsede areal,” siger vicedirektør i Concito Jarl Krausing i en pressemeddelelse.
Rapporten lægger netop op til denne diskussion, der omfatter interesser indenfor sektorer som landbrug, skovbrug, industri og energi samt kommuner, regioner, stat og organisationer indenfor natur og biodiversitet.
Kampen om det danske areal er i fuld gang
Rapporten viser, at kampen om det danske areal er i fuld gang; vi skal bruge land til at etablere vindmøller og solceller og til ny infrastruktur til transport, lagring af CO2 og produktion af nye brændsler som fx Power to X. Samtidig skal biodiversiteten beskyttes bedre, Danmark skal klimatilpasses, og landbruget og fødevareproduktionen skal udvikles.
Og så skal den menneskelige trivsel tænkes ind i arealanvendelsen, lyder det fra Concito: Adgang til naturen og rekreative områder er med til at styrke menneskers livskvalitet og udfoldelsesmuligheder. En undersøgelse viser, at 85 pct. af danskerne længes efter naturen i dagligdagen.
”Samtidig er Danmark lavtliggende og fladt, og klimaforandringerne vil betyde at mange byer, infrastruktur og marker i fremtiden vil være mere udsat for periodevise oversvømmelser både fra oven og fra neden. Det skal vi kunne håndtere,” påpeger Jarl Krausing.
Arealerne skal også indfri en masse andre mål: Vores byer og erhvervsliv skal kunne udvikle sig. Vi skal producere tilstrækkeligt med mad og træ, og vi skal kunne få adgang til de nødvendige råstoffer i undergrunden. De mange forskellige hensyn kan ligge i konflikt med hinanden.
Samlet set lægger aktuelle politiske aftaler og ambitioner op til at ændre arealanvendelsen for 9-43 pct. af det samlede danske areal.
”Der kan hurtigt opstå kamp mellem de forskellige hensyn. Hvilket hensyn, der vinder kampen, kan være styret af tilfældigheder. Det skal vi undgå. Vi skal udnytte de synergier der utvivlsomt er, og vi skal kunne håndtere de dilemmaer, der rejser sig, på et oplyst grundlag. En sammenhængende strategi baseret på nationale principper kan hjælpe til at prioritere i de forskellige hensyn og sikre, at det er det mest prioriterede mål, der bliver løst,” siger Jarl Krausing.
Rapporten ’Danmarks Arealer – Danmarks Fremtid’ er den første i en række udgivelser. I de kommende to år vil Concito dykke dybere ned i emnet og bidrage til den fælles diskussion af visionen, der skaber grundlaget for en sammenhængende dansk arealstrategi.
Flere artikler fra samme sektion
Økologisk Landsforening har fået nyt forpersonskab
Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har nu konstitueret sig. Den består af seks medlemmer, og en ny næstforperson.
Ny politisk aftale skal styrke beskyttelsen af drikkevandet
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at afsætte 190 mio. kr. i perioden 2026-2027 til beskyttelse af det danske drikkevand. Midlerne skal fordeles via Drikkevandsfonden, som blandt andet støtter omlægning til økologi og skovrejsning.
Efterspørgslen på økologi stiger - men arealet har lige taget det største dyk i 20 år
Sidste år bød på den største årlige tilbagegang i det økologiske areal siden 2004-2005. Det sker dog, samtidig med at efterspørgslen på økologi er stigende. Minister ærgrer sig over udviklingen.