Annonce

Annonce

Grise bag tremmer

Ca. 13 pct. af de valgte parlamentsmedlemmer har skrevet under på at forbedre dyrevelfærden i EU. Foto: Colourbox

Halvdelen af Danmarks EU-politikere har afgivet løfte til dyrene

Rekordmange EU-kandidater underskrev en erklæring om at forbedre dyrevelfærden i EU. Halvdelen af de danskere, som blev valgt ind, har skrevet under - ingen er fra blå blok.

1.004 kandidater til Europa-Parlamentsvalget har underskrevet en erklæring om, at de vil arbejde for bedre dyrevelfærd i EU. Det oplyser World Animal Protection (WAP), der med samarbejdsgruppen EuroGroup for Animals har lavet erklæringen voteforanimals2019.eu, som kandidaterne har mulighed for at tilslutte sig.

Det er ca. 800 kandidater flere end ved parlamentsvalget i 2014, svarende til en stigning på ca. 400 pct.

I Danmark har 29 kandidater underskrevet erklæringen - syv af dem blev valgt ind i søndags, hvilket betyder, at 50 pct. af de danske EU-parlamentarikere har forpligtet sig til at forbedre dyrevelfærden i EU.

"Jeg er rigtig, rigtig glad, for det er mere, end vi havde turdet håbe på. 50 pct. af kandidaterne er jo fantastisk. Vi ved godt, at lige om lidt kommer den politiske virkelighed og et puslespil, der skal lægges, men alt andet lige er det godt, at syv kandidater har valgt at tage stilling til punkterne om dyrevelfærd og underskrevet erklæringen," siger Johanne Gabel, der er kampagneansvarlig hos WAP Danmark.

Hun oplyser, at foreningen på baggrund af valgresultaterne rundt om i Europa, vurderer, at ca. 100 ny- eller genvalgte parlamentsmedlemmer fra medlemslandene har underskrevet erklæringen. Det betyder, at ca. 13 pct. af parlamentet bakker op om en styrket dyrevelfærd.

S-kandidat: Kampen skal kæmpes på EU-niveau

En af de politikere, der har sat sin underskrift, er Socialdemokratiets Jeppe Kofod, som netop er blevet genvalgt til Europa-Parlamentet. Han siger, at lovgivningen i EU er helt afgørende for dyrenes velfærd: 

 ”Hvis man virkelig skal sikre kampen mod dyrevelfærd, så foregår det på EU-niveau, fordi vi laver lovgivning for samtlige 28 medlemslande og mere end 500 millioner borgere,” siger han til WAPs hjemmeside.

I alt er 14 danske EU-kandidater stemt ind i parlamentet - dog får Danmark først det 14. mandat, når Storbritannien træder ud af EU. Herunder kan man se, hvilke danske EU-politikere, der skrev under, og hvem der ikke gjorde:

Skrev under:

  • Nikolaj Villumsen (EL)

  • Margrethe Auken (SF)

  • Kira Marie Peter-Hansen (SF)

  • Christel Schaldemose (S)

  • Niels Fuglsang (S)

  • Jeppe Kofod (S)

  • Karen Melchior (R)

Skrev ikke under:

  • Morten Helveg Petersen (R)

  • Morten Løkkegaard (V)

  • Søren Gade (V)

  • Asger Christensen (V)

  • Linea Søgaard-Lidell (V) (det 14. mandat)

  • Pernille Weiss (K)

  • Peter Kofod (DF)

Johanne Gabel oplyser, at alle kandidater har fået en personlig mail fra både WAP og Dyrenes Beskyttelse om at underskrive erklæringen. Organisationerne har ikke rykket for et svar, hvis en kandidat ikke har skrevet under. Det vides derfor ikke, om en manglende underskrift er et bevidst fravalg eller en forglemmelse.

Flere artikler fra samme sektion

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed

Miljøstyrelsen giver igen dispensation til forbudt pesticid, der kobles til Parkinsons

Miljøministeren vil have Miljøstyrelsen til at redegøre for, hvorfor den igen har givet dispensation til, at danske landmænd kan bruge Reglone, der er mærket som både giftigt, miljøfarligt, farligt for bier og kan give kronisk sundhedsskade

21-11-2024 3 minutter Pesticider

Treparten kaldes »en generationsaftale«, men det er bestemt ikke alle unge, der er enige i det

Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiserer den grønne trepartsaftale for at tabe ungdommen på gulvet. Omvendt er de unge landmænd i LandboUngdom glade for, at aftalen endelig er sikret via et bredt forlig, og formanden er ikke skræmt over, at Danmark indtil videre går enegang på området - tværtimod.

18-11-2024 5 minutter Klima,   Miljø,   Politik