Annonce
Annonce
"Med strategien sender vi et klart signal om, at klima- og miljøvenlige produkter og ydelser er fremtiden, og vi gør de offentlige indkøb til en motor for grøn udvikling i markedet," siger finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Morten Fauerby
Regeringen vil have kødfri dage og økologi i statens kantiner
Mindst 60 pct. økologi og to kødfri dage i statens kantiner, lyder et udspil fra regeringen. DF kalder det "pjattet", mens SF bakker op.
Der skal mere økologi og mindre kød i statens køkkener. Sådan lyder regeringens forslag til en mere grøn indkøbsstrategi, der skal bidrage til at nedbringe Danmarks klimabelastning.
Tidligere har indkøbsstrategien haft fokus på det økonomiske, men skal altså i højere grad medregne klimabelastningen fra indkøbene.
Konkret foreslår regeringen et krav om mindst 60 pct. økologi i statslige køkkener - svarende til Det Økologisk Spisemærke i sølv - og så skal der være to kødfri dage i køkkener, der drives af staten såsom styrelser, fængsler og ministerier.
"De offentlige indkøb rummer et stort potentiale. Dels med konkrete løsninger, som kan nedbringe vores udledninger her og nu og bidrage til klimamålsætningen, dels for at skubbe på udviklingen af mere klimavenlige produkter og services på sigt. Med strategien sender vi et klart signal om, at klima- og miljøvenlige produkter og ydelser er fremtiden, og vi gør de offentlige indkøb til en motor for grøn udvikling i markedet," siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
Glæde og undren hos økologer
Økologisk Landsforening (ØL) er glad for signalet, som regeringen sender om, at økologi taler ind i den grønne omstilling. Foreningen undrer sig dog over, hvorfor forslaget er begrænset til statslige køkkener og ikke kommuner og regioner.
"Hvorfor stoppe ved de statslige? Hvis alle offentlige køkkener blev inkluderet, ville effekten være meget større. Det, håber vi, kommer med i den klimaaftale, der skal laves," siger formand Per Kølster.
Regeringen foreslår samtidig, at der højst må serveres okse- eller lammekød én dag om ugen af hensyn til klimaet. Netop dét forslag ser Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i ØL, på med skepsis, bl.a. fordi drøvtyggere har en plads at udfylde med hensyn til naturpleje.
"Økologisk Landsforening bakker op om det tydelige signal om, at der skal mere grønt på menuen og at animalske produkter skal have en mere eksklusiv status. Men det er ærgerligt at se, at produkter fra drøvtyggere underlægges særlige restriktioner," siger hun og forklarer:
"Enmavede dyr konkurrerer direkte med os mennesker om føden, da de arealer der bruges til at producere deres foder, lige så vel kunne bruges til at producere konsumafgrøder på. Så kød fra enmavede dyr er grundlæggende et luksusprodukt, vi kun skal bruge til særlige lejligheder. Drøvtyggerne derimod kan udnytte arealer, vi ikke kan dyrke, de understøtter det kulstofopbyggende landbrug, og de kan spile en rolle for den efterspurgte natur og biodiversitet. Det er selvfølgelig ikke sådan størstedelen af kvægbruget ser ud i dag, men det er den potentielle rolle, det kan få."
Oppositionen kritiserer forslag om vegetardage
Forslaget om kødfri dage møder modstand hos oppositionen. Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, kalder det "pjattet":
"Jeg synes, det er fuldstændig pjattet. Det må jeg altså indrømme. At forestille sig at vores Jens'er i Forsvaret, der har været på stroppetur i 12 timer ude i koldt vejr, søer og hvad ved jeg, skal ind og have sådan en eller anden vegetarmenu, en selleribøf eller hvad ved jeg. Altså nej, der skal da noget kød på menuen. Så må dem, der ikke har lyst til at spise det, da bare lade være," siger han til TV 2.
På Facebook skriver Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape:
"Kan se, at jeg og mange andre nok skal til at smøre madpakke et par dage om ugen. Med mindre historien skulle være gemt til 1. april. Synes nu, der skulle være en valgmulighed. En rugbrød med leverpostej synes jeg nu godt, man skulle kunne købe i kantinen."
Også Tommy Ahlers, klimaordfører i Venstre, mener, det er en forkert vej at gå.
Til gengæld bakker SF's fødevareordfører, Carl Valentin, op om forslaget.
"Så vigtigt med politiske tiltag, så ansvaret ikke lægges over på den enkelte," skriver han bl.a. på Twitter.
Simpelthen så vigtigt med to vegetariske dage i statens kantiner! 🔥🌱 At få vores enorme kødforbrugs konsekvenser på dagsordenen har ikke været let - men nu rykker vi! Så vigtigt med politiske tiltag, så ansvaret ikke lægges over på den enkelte. #dkpol #dkgreen
— Carl Valentin (@Carl__Valentin) October 29, 2020
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) mener grundlæggende, at det er "et rigtig fint initiativ", men havde foretrukket, at man i første omgang tilbød et plantebaseret alternativ i køkkenerne for at inspirere folk til at prøve det, da foreningen har erfaret, at flere offentlige køkkener slet ikke tilbyder plantebaserede måltider.
"Så vil der være flere og flere, der prøver det, og så vil det blive mere naturligt at spise grønt oftere. Efterfølgende vil det så være nemmere at indføre det, som man her gør," siger DVF's generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl til FødvareWatch.
Politikerne burde starte med at indføre plantebaseret mad som et fast alternativ man kan vælge i alle offentlige institutioner. Det inspirerer folk til at starte med. På sigt vil der så være større opbakning til at indføre vegetariske dage for alle. #dkpol https://t.co/r9tKbY6pXU
— Vegetarisk Forening (@vegetariskDVF) October 29, 2020
Hvert år køber det offentlige ind for 380 mia. kr., og nye beregninger viser, at indkøbene belaster klimaet med 12 mio. CO2 om året.
Flere artikler fra samme sektion
Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen
Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.
Skolemad er på finansloven
Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.
EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning
EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.