Græs er det nye spisekammer for dyr – og sandsynligvis også mennesker

Af: Anne Sarah Weimar, journalist

Nytænkning. Det er det, der skal til, hvis man spørger det team af forskere på Aarhus Universitet, der siden 2014 har brugt tiden på at kigge særligt grundigt på, hvordan landbrugsarealerne vil kunne producere mere bæredygtigt dyrefoder.

Selv tørveland, som er vanskelige at anvende, ser ud til at kunne ændre menukortet for grise, fjerkræ og køer, som i dag især fodres med bl.a. sojapiller, ærter, majs og hvede.

I og for sig er det ikke særlig underligt, at der kradses i jorden – bogstavelig talt. Stigende fødevarepriser, stor efterspørgsel på dyrefoder og på plantebaseret menneskeføde samt miljø- og klimaudfordringer burde være grund nok til, at landbruget må tænke i bæredygtige alternativer. Faktisk har man siden 2. Verdenskrig forsøgt at lokalisere en metode, hvor man vil kunne anvende græs mere optimalt.

En stille revolution

Men det nye er, at Aarhus Universitet sammen med forskere herhjemme og rundt om i Europa lige så stille er ved at revolutionere fødekæden for dyr og mennesker.

Ved at anvende græs, kløver og lucerne ser det ud til, at man nu har et gennembrud, så de grønne afgrøder vil kunne udnyttes langt bedre end hidtil til især dyrefoder ved hjælp af teknologi.

Kort fortalt kan man nu trække så meget protein ud af græs, at det fungerer som foder for grise, der ellers ikke ville have ret meget gavn af de grønne strå.

»Der er faktisk ikke noget negativt at sige om ved denne udnyttelse af græs. I de forsøg, vi har kørt på grise, kan vi uden problemer udskifte soja med græs som dyrefoder,« siger adjunkt Lene Stødkilde-Jørgensen.

Sammen med sin kollega professor Søren Krogh Jensen, begge fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, er man lige nu ved at analysere, hvordan græs i pulverform fungerer for grise.

Der går mindst fem år

Et forsigtigt gæt er, at det ser rigtig godt ud. Dyrene trives og vokser, som de skal.

»Det vanskelige er egentlig, at græsset helst skal forarbejdes allerede samme dag, det er høstet,« fortsætter Lene Stødkilde-Jørgensen.

Selvom teknologien har været anvendt i praksis i nogen tid, anslår de to forskere, at der vil gå mindst fem år før Danmark vil kunne levere græspulver nok i foderblandingerne ude i de danske landbrug.

Det fremtidige foder vil realistisk set kunne indeholde 10 pct. græspulver. Først på listen over mulige aftagere står især de økologiske landmænd, som allerede nu efterspørger alternativer til f.eks. økologiske sojafoder.

»Egentlig er det både styrken og svagheden ved den nye teknologi, at den kræver store investeringer. Selvom landmændene tager godt imod den nye teknologi, er spørgsmålet altid, hvem der skal høste mest i den cirkulære bioøkonomi. Men når det er sagt, så vil det vil det være oplagt for Danmark at investere i, netop fordi vi både har landbrugsjord nok, er dygtige til at producere græs og fordi potentialet er meget stort,« tilføjer Søren Krogh Jensen.

Græs til mennesker

Samme optimisme deles af Morten Ambye-Jensen, der er lektor på Institut for Bio-og Kemiteknologi, Aarhus Universitet.

»Teknologien, der bl.a. indgår i EU-projektet, GO-GRASS, kan virkelig blive en ”game changer” indenfor bæredygtig optimering og udvidelse af proteiner hentet lige udenfor stalddøren,« fortæller han.

Hans vurdering er, at resultaterne fra Aarhus Universitet samt de to - indtil videre - kommercielle bioraffinaderier, BioRefine Denmark A/S og Ausumgaard i Jylland, er så lovende, at man inden for godt fem år vil kunne udbrede produktionen betydeligt.

10–20 nye raffinaderier vil kunne dække behovet i Danmark, som dermed helt vil kunne erstatte soja i de økologiske landbrug. Desuden vil græspulveret kunne indgå som en væsentlig ingrediens i de foderblandinger, de konventionelle landbrug vil kunne anvende i fremtiden.

»Sagen er, at vi ikke kan optimere mere på den landbrugsproduktion til dyrefoder, der allerede er koncentreret omkring majs og hvede. Timingen er derfor perfekt for græsudnyttelsen, også fordi der er en masse miljøfordele. Landbruget er i forvejen optaget af at begrænse to væsentlige ting: Pesticidforbruget – som kan resultere i, at der siver skadelige stoffer ned i grundvandet. Dertil kommer den uhensigtsmæssige nitratudvaskning, der kan betyde et øget næringsindhold i vores farvande og som kan forurene drikkevandet. De to grunde kunne alene være årsag nok til at have mere græs. For at kunne anvende proteinpulveret fra græs i fødevarer vil man være nødt til at kunne producere det i en højere kvalitet, end tilfældet er i øjeblikket. Men det er ikke en umulig opgave,« fortsætter Morten Ambye-Jensen.

Vil fjerne græssmag

Han tilføjer dog, at man endnu mangler mere forskning for bl.a. at eliminere den stærke græssmag, der er så karakteristisk, for at græs vil være egnet i human ernæring.

Fokus på at producere dyrefoder lokalt lander fint i de politiske målsætninger, man har i Danmark for at begrænse især import af sojaskrå, som i vid udstrækning er miljøbelastende både ift. produktion og transport.

De nærproducerede løsninger - eksempelvis flerårige afgrøder som græsser og kløver, der tilmed kan samle kvælstof og kulstof, tiltrækker sig ligeledes stor opmærksomhed både hos producenter og forbrugere. Derudover er der en lang række interessenter, som vil kunne drage fordele af den nye teknologi, såsom biogasindustrien, foderindustrien, frøfirmaer, fødevareindustrien, der dog alle på hver sin måde skal have raffineret de nye græsprodukter, så de passer til slutbrugerne – dyr som mennesker.

Det vil dog kræve mere forskning og testforsøg, før det nye græsprodukt vil have opnået godkendelse som human ernæring. Dernæst skal det sættes i produktion, før forbrugerne kan finde det på hylderne ude i supermarkederne. Men det er ikke længere utænkeligt, at også vi mennesker en dag vil kunne spise græs. Det er spørgsmål om tid nu.

Men teknologien rækker også videre end til at ”slowjuice” græs.

»I virkeligheden er potentialet endnu større. I udviklingslandene vil man kunne bruge den teknologi, vi anvender nu, til f.eks. at omdanne kassavablade, der ikke bruges til noget i øjeblikket. Det samme gælder de invasive vandhyacinter, der gror som ukrudt i flere steder rundt omkring i verden, bl.a. i Victoriasøen, på Nilen og i Indien. Mange af de ”grønne” ressourcer, der findes rundt omkring i verden kan anvendes langt bredere, fordi proteinet kan trækkes ud og med tiden kunne indgå i både dyrefoder og som proteintilskud i mad til mennesker,« siger Morten Ambye-Jensen.