Troels Lund Poulsen varsler sprøjteforbud og akutpakke for dyrevelfærd
Hvis Venstres formand lykkes med at danne en ny VLAK-regering, skal der både indføres sprøjteforbud på sårbare arealer og sættes ind over for forholdene i danske grisestalde.
Et nationalt sprøjteforbud og en akutpakke for dyrevelfærd i grisestalde bliver centrale prioriteringer, hvis Troels Lund Poulsen får held med at danne en ny VLAK-regering.
Det sagde Venstres formand tirsdag formiddag på et pressemøde efter 11 dage som kongelig undersøger.
Her præsenterede han planerne om en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – med ham selv som statsminister.
Vi vil tage initiativ til en akutpakke for dyrevelfærd i grisestalde og nedsætte en grisefirepart
— Troels Lund Poulsen, Folketingsmedlem, Venstre
Vil sætte ind mod forhold i grisestalde
Dyrevelfærd og beskyttelse af grundvandet blev fremhævet som centrale indsatsområder.
“Vi har set billeder fra grisestalde, som ikke er værdige. Derfor vil vi forbedre dyrevelfærden. Vi vil tage initiativ til en akutpakke for dyrevelfærd i grisestalde og nedsætte en grisefirepart,” sagde Troels Lund Poulsen.
Den såkaldte grisefirepart er et forslag, som Moderaterne kom med under valgkampen. Her skal landbruget, miljøorganisationer, fagbevægelsen og regeringen forhandle om fremtidens griseproduktion og dyrevelfærd.
Troels Lund Poulsen gentog samtidig meldingen fra weekenden om, at en kommende regering vil indføre et nationalt sprøjteforbud på sårbare, grundvandsdannende områder.
Ifølge Venstre drejer det sig om omkring 160.000 ha landbrugsjord.
Troels Lund Poulsen understregede samtidig, at Danmark har negativ parlamentarisme. Det betyder, at en regering ikke behøver et flertal bag sig, så længe der ikke er et flertal imod den. Her bliver Moderaterne set som afgørende for, at en VLAK-regering kan blive en realitet.
Danmark havde senest en VLAK-regering fra 2016 til 2019. Dengang havde regeringen 53 mandater og et parlamentarisk grundlag i Dansk Folkeparti.