Forskere har nu fået svar på, hvorfor samdyrkning ikke er mere udbredt trods de mange fordele

Af: Rebecca Pool

Mens landmænd, der dyrker monokulturer, kæmper med tab af biodiversitet og forringelse af jordkvaliteten, kunne man tro, at samdyrkning – den gamle og bæredygtige praksis med at dyrke to eller flere plantearter på samme mark på samme tid – ville få et comeback. Men nej.

På trods af at det giver bedre jordsundhed og biodiversitet, større modstandsdygtighed over for skadedyr og sygdomme og mindre afhængighed af kunstgødning takket være kvælstoffiksering, bruges kun to pct. af den europæiske agerjord til samdyrkning af bælgfrugter og korn.

Hvorfor?

Det er et spørgsmål, som dr. Tiffanie Faye Stone, forsker i bæredygtige fødevaresystemer og agroøkologi ved Aarhus Universitet, og hendes kolleger nu har fået indblik i ved at interviewe forskellige aktører i branchen, heriblandt landmændene selv.

Med forskerkolleger fra Tjekkiet, Danmark, Italien, Polen, Spanien, Storbritannien, Pakistan og Egypten har de taget fat på følgende spørgsmål: Hvorfor er blandingsdyrkning ikke mere udbredt i Europa? Og hvad kan vi gøre?

»Når man går fra monokultur til noget, der er lidt mere integreret med et par forskellige arter, kan det have nogle ret store effekter og en langvarig indvirkning,« siger Tiffanie Faye Stone.

»Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi vender tilbage til samdyrkning, opbygger kapacitet og støtter landmændene, så de igen kan integrere det i deres landbrugssystem.«

Der er overordnet set tale om nogle komplekse udfordringer såsom manglende støtte, problemer med at afsætte produkterne og helt lavpraktisk at finde de rette afgrødesorter.

Forskellige erfaringer

I undersøgelsen blev syv fokusgrupper med 220 interessenter, herunder landmænd, forskere, politiske beslutningstagere, landbrugrådgivere, frøproducenter og andre aktører i landbrugets forsyningskæde spurgt om barrierer og udfordringer i forbindelse med udbredelsen af anvendelse af samdyrkning af bælgfrugter og korn, og hvordan man kan løse dem.

»Nogle landmænd var erfarne og havde allerede integreret samdyrkningi deres landbrugssystemer på en meget konkret måde, mens mange blot havde hørt om det, og andre slet ikke kendte til det,« siger Tiffanie Faye Stone og fortsætter:

»Vores landmænd havde meget forskellig erfaring med blandingsdyrkning – det er noget, vi ofte ser.«

Uanset erfaring var resultaterne fra fokusgrupperne oplysende. Og måske ikke så overraskende viste det sig, at mange landmænd opfattede metoden som kompleks og risikabel.

De nævnte også uforudsigelige vejrforhold, inkonsekvent politik og få økonomiske incitamenter som barrierer for at udbrede metoden.

»Hvis vi tager bælgfrugter: Historisk set har de mange fordele både fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt, men hvis landmanden ikke kan få en pris for bælgfrugterne, der passer til deres landbrugssystem, så bliver det svært at støtte dem,« siger Tiffanie Faye Stone.

Hvordan adskilles kornarterne?

Landmændene påpegede også de logistiske hindringer ved at adskille blandede kornarter – skal dette foregå på gården eller under forarbejdningen, og hvad koster det? Og naturligvis viste det sig, at udfordringerne varierede på tværs af Europa afhængigt af landskab og plantearter, hvilket fik landmændene til at nævne begrænset adgang til regionsspecifikke frøkombinationer og manglen på regionsspecifikke løsninger som kritiske problemer.

Ud over disse udfordringer har det ikke været let at komme ind på fødevaremarkedet.

Bælgfrugter, der dyrkes som blandingsafgrøder, kan bruges som plantebaserede proteiner og hyldes for at spille en stor rolle i den grønne omstilling af fødevaresystemerne, men utallige markedsbarrierer forhindrer skiftet fra at levere dyrefoder – som i øjeblikket er mere almindeligt – til at producere fødevarer til mennesker. Derudover er der behov for at håndtere potentielle allergier, når man dyrker blandede afgrøder, og bevise, at ens planter er fri for skadedyr og sygdomme med den nødvendige fytosanitære certificering.

Som Tiffanie Faye Stone udtrykker det:

»Der er så mange ting, der spiller ind, når man overvejer at skifte fra foder til fødevarer, og i sidste ende forsøger landmændene at finde en balance mellem miljøforvaltning og mange praktiske krav.«

En europæisk køreplan for blandingsafgrøder er helt sikkert et »must«, hvis samdyrkning skal udbredes, og Tiffanie Faye Stone og hendes kolleger har allerede skitseret en lang række strategier, der kan bidrage til at øge udbredelsen.

For det første er det afgørende for landmanden at have de rigtige frøkombinationer, når man går i gang med samdyrkning.

I lyset heraf vil udvikling og afprøvning af regionsspecifikke frøkombinationer være grundlæggende for denne praksis i fremtiden – og Leguminose-projektet, som forskningen er udført i, arbejder allerede på dette.

Bredt samarbejde er nødvendigt

Tiffanie Faye Stone mener, at med de rigtige frøkombinationer på plads vil samarbejdet mellem landmænd, politikere, forskere og interessenter i branchen være nødvendigt for at fremme udvekslingen af ideer og bedste praksis. Hun er dog sikker på, at der også skal etableres netværk, der ledes af landmænd og støttes af forskere, for at uddanne og formidle værdifuld viden og erfaring med samdyrkning og i sidste ende fremskynde udbredelsen og virkningen af dyrkningsmetoden.

»Gode, stærke støttesystemer er så vigtige her, og udbredelsen vil være meget stærkere, hvis viden også kommer fra en anden landmand, der har været i samme situation. Jeg ser ikke forandringer komme fra en forsker, der videregiver information til en anden,« siger hun.

Ud over viden og netværk er Tiffanie Faye Stone og hendes kolleger klar over, at der skal udvikles robuste forsyningskæder, så landmændene lettere kan forarbejde, markedsføre og sælge deres produkter.

De påpeger også, hvordan finansielle mekanismer såsom tilskud, risikodelingsværktøjer og reguleringsmæssige tilpasninger vil gøre integrationen af samdyrkning i det almindelige landbrug mere attraktivt for flere landmænd.

Når det gælder overgangen fra foder til fødevarer, understreger Tiffanie Faye Stone, at landbrugssektoren har brug for forretningsmodeller, der »giver mening for landmændene«, også under hensynstagen til den til tider relativt lave markedspris på bælgfrugter.

»Intercropping kan hjælpe med at afbøde (lavere priser på bælgfrugter, red.),« siger hun og fortsætter:

»Men hvis vi skal se en øget anvendelse af samdyrkning af hensyn til plantebaseret protein til fødevarer, har landmændene brug for mere støtte på tværs af værdikæden, før de tager det spring.«

Skal ud i marken

Når det handler om at gøre overgangen til samdyrkning lettere for landmændene, gør projekter som Leguminose – der omfatter levende laboratorier i marken med test i virkelige omgivelser – allerede en forskel. Relevante og virkelighedsnære data om metoden deles med landmænd og interessenter i hele forsyningskæden.

»Tidligere har der været en kløft mellem vores forskningsforsøg og det, der sker på gården, men levende laboratorier flytter os fra at arbejde indbyrdes til faktisk at arbejde sammen med landmændene og på gårdene. Når landmændene tager disse nye metoder i brug, står de over for mange udfordringer, men vi tager nu fat på de praktiske spørgsmål og problemer,« siger Tiffanie Faye Stone.

Det EU-finansierede Leguminose-projekt består af et team af forskere fra 10 forskellige lande, der samarbejder om feltforsøg, samt et 180 mand stort netværk af ’levende laboratorier’ i marken med det formål at øge landmændenes anvendelse af blandingsdyrkning af bælgfrugter og korn.

Som en del af projektet har Tiffanie Faye Stone og hendes kolleger eksperimenteret med ærter i samdyrkning med vårbyg på Foulumgaard Forsøgsstation i Midtjylland, mens forskere fra andre dele af Europa har gennemført forsøg med andre afgrødekombinationer såsom vinterhvede og sojabønner i Tyskland, vårhvede og sojabønner i Storbritannien, blød hvede og kløver i Italien, lucerne og byg i Spanien og mange flere kombinationer og variationer på tværs af kontinentet.