Ny kortlægning viser, hvor forureningen med nitrat er størst

Greenpeace har for første gang lavet en samlet kortlægning over nitratforureningen af Danmarks drikkevand, som både koster danskerne milliarder og flere menneskeliv.

12. november 2025
Læsetid: 4 minutter
En vandhane med løbende vand
Nitritforureningen af drikkevandet er især en udfordring i det jyske “nitratbælte”. Foto: Colourbox

I Danmark har vi i mange år været vant til at kunne åbne vandhanen og ubekymret drikke vandet direkte. Men under jordoverfladen ulmer en usynlig trussel i form af nitrat fra landbrugets gødning, som langsomt siver ned og forurener grundvandet.

Greenpeace har nu lavet et interaktivt Danmarkskort, der for første gang giver et fuldt overblik over mængderne af nitrat i drikkevandet i hele landet, skriver miljøorganisationen i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at selvom 80 pct. af Danmarks drikkevand har et lavt indhold af nitrat, så er flere områder i landet ramt af stor nitratforurening. Borgere, der bor i områder med stor nitratforurening, har en øget risiko for blandt andet endetarmskræft og tyktarmskræft.

"Det er tåbeligt, at vi accepterer så meget forurening af vores vand. Vi ved, at vi betaler med både vores sundhed og økonomi, men alligevel har politikerne set til, mens meget af vores grundvand er blevet mere og mere forurenet med nitrat fra landbrugets gødning og gylle," siger Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur hos Greenpeace.

Et anerkendt dansk studie fra 2024 anslår, at de nuværende nitratniveauer i Danmark er skyld i 127 tilfælde af tarmkræft hvert år, og at det koster samfundet over to mia. kr.

"Vi har et nedskrevet princip i Danmark om, at forureneren betaler. Men når det kommer til forureningen af vores drikkevand, sender vi i praksis regningen direkte til borgernes vandregning. Det er dig og mig, der betaler, når vores drikkevand bliver forurenet," siger Christian Fromberg.

Nitratbælte med høje værdier

Særligt ramt er det såkaldte “nitratbælte” i Nordjylland, hvor nitratværdierne er meget høje. I dette område har man i Aalborg vurderet, at situationen er så alvorlig, at kommunen som det første sted i landet vil rense drikkevandet for nitrat. Det kræver en regning på 645 mio. kr., som byens borgere må betale.

Ud over Aalborg stikker Thisted, Ærø, Jammerbugt og Samsø ud som de mest ramte kommuner, hvor nedsivningen af nitrat har forurenet drikkevandet. Ifølge undersøgelsen har 20 kommuner områder med over 30 milligram nitrat pr. liter vand. Derudover har en række kommuner lokale områder, der er tæt på lovens grænse på 50 milligram pr. liter.

Det er ifølge Greenpeace en konsekvens af mange års omfattende forurening med kvælstof fra særligt landbrugets brug af kunstgødning og gylle, der gør, at man i Aalborgs forsyning nu er nødsaget til at rense vandet – og har gjort, at der i dele af landet er meget nitrat i vandet.

Nye grænseværdier er på vej

Allerede ved et nitratindhold på 4 mg/L er der øget risiko for tarmkræft, men Danmark har i dag en grænseværdi på 50 mg/L, hvilket ifølge flere forskere er en forældet grænse. Det har ført til, at regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der er på trapperne med nye anbefalinger til grænseværdien i Danmark.

Greenpeace opfordrer til at oprette grundvandsparker i de områder, hvor vores drikkevand dannes. I grundvandsparker skal drikkevand være førsteprioritet, og i områder med meget nitratforurening må landbrugsjord omlægges til natur, mener organisationen.

"Vi kan ikke rense os ud af denne krise. Den eneste løsning er at stoppe forureningen ved kilden. Og vi ved, hvad der virkelige kunne batte: Hvis regeringen beskyttede et område på bare fire gange Falsters areal, kunne vi sikre vores drikkevandsressource i fremtiden. Det burde ikke være en svær beslutning,” siger Christian Fromberg.

Det viser analysen

  • Selvom 80 pct. af Danmarks drikkevand har et lavt indhold af nitrat, er flere områder i landet udfordret af drikkevandet ramt af stor forurening med nitrat. Det gælder især “nitratbæltet” i Nordjylland, der løber fra Djursland i sydøst til Aalborg og Thisted i nordvest. Men der er også mange andre mindre områder landet med høje niveauer af nitrat.

  • De mest ramte kommuner i Danmark er Aalborg, Thisted, Ærø, Jammerbugt og Samsø kommune. Men mange kommuner har stor forurening med nitrat: 20 kommuner har områder med nitratindhold over 30 milligram nitrat per liter vand. I Mariagerfjord, Aalborg, Randers, Lejre og Viborg kommune er der områder med mellem 40 og 50 mg/Li de seneste målinger.

Kilde: Greenpeace