Klodens bedste landbrugsarealer bliver i stigende grad ramt af klimaekstremer
Et nyt globalt studie viser, at størstedelen af klodens landbrugsarealer de seneste 20 år har været betydeligt mere udsat for ekstremt vejr end førhen. Det medvirker til, at jorden bliver nedbrudt hurtigere og svækker dermed landbrugsarealernes frugtbarhed.

Verdens landbrugsjord er i stigende grad udsat for ekstreme klimahændelser - især den mere kulstofrige og frugtbare jord rammes. Det viser et internationalt studie, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Communications.
Ved at nærstudere satellitdata kan forskerne se, at 86 pct. af al landbrugsjord i dag er betydeligt mere eksponeret for ekstremt vejr, i perioder hvor jorden ligger bar, f.eks. efter høst eller lige før såning, end for bare fire årtier siden. For eksempel oplevede hele 73 pct. af de blottede landbrugsjorder på verdensplan et stigende antal tilfælde af ekstrem varme i perioden 2001 til 2022.
Jorden og dens næringsstoffer nedbrydes lettere, når den ligger bar, og derfor øges risikoen for, at mere landbrugsjord kommer i dårlig stand, når den udsættes for ekstreme vejrhændelser.
Ifølge forskerne kan hyppige hedebølger, voldsomme regnskyl og tørke mindske jordens evne til at lagre kulstof, holde på vand og opretholde det mikrobielle liv. Den kraftigere regn øger også udvaskningen af næringsstoffer til skade for vandmiljøet, og de højere temperaturer øger jordens respiration, så vandindholdet svinder ind. På den måde kan klimaforandringerne betyde lavere udbytter og dårligere jordstruktur.
"Næsten halvdelen af verdens landbrugsjord er i varierende grad nedbrudt – primært som følge af uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder. Blandt disse medfører især konventionel jordbearbejdning, at jorden ofte ligger blottet for sollys og luft i vækstfasens begyndelse, efter høst og i brakperioder. Fraværet af beskyttende dække som vegetation, planterester eller snedække øger risikoen for jorderosion samt tab af organisk kulstof og mikroorganismer i jorden – særligt under ekstreme klimaforhold," skriver forskerne.
I gennemsnit er antallet af dage med ekstremt høje temperaturer steget med fire om året for disse eksponerede jorder. Der er dog regionale forskelle; blandt andet i Indien, det nordøstlige Kina og dele af Canada, hvor hyppigheden af hedebølger ved landbrugsarealer er faldet.
Varme er den primære trussel
Ekstrem varme har vist sig som den primære trussel mod bar landbrugsjord de seneste to årtier. Forskerne har vurderet fire typer ekstremvejr - høje temperaturer, høj solindstråling, kraftig regn og kraftig vind - og kun 14 pct. af det globale landbrugsareal har været upåvirket af alle fire klimaekstremer, i perioder hvor jorden har været udækket.
Et lyspunkt ved studiet er, at forskerne samtidig kunne se, at over halvdelen af verdens landbrugsarealer (57 pct.) i den målte periode har haft bedre plantedække eller kortere perioder med bar jord end tidligere, hvilket kan afbøde nogle af de skader, som ekstreme vejrhændelser kan påføre. Det er dog langt fra nok til at stoppe dem.
"Den gevinst, vi ellers kunne have fået, ved at lidt over halvdelen af verdens landbrugsjord nu ligger bar i kortere perioder end før, bliver ædt op af de tiltagende klimaekstremer, men det er selvfølgelig bedre end ingenting. Var man ikke lykkedes med at øge vegetationsdækket for disse områder, havde situationen været endnu værre," forklarer professor ved Københavns Universitet Rasmus Fensholt, der var en del af forskerholdet, til Økologisk nu.
Forskerne konkluderer, at den stigende eksponering bør vække politisk og landbrugsfaglig bekymring, for implementering af tiltag til bedre beskyttelse af jorden, såsom brug af dækafgrøder eller jorddækning, er ikke gået hurtigt nok på global skala i forhold til den stigende trussel fra klimaforandringer.