Formand undrer sig over, at politikerne lige har reduceret midlerne til økologiforskning

For første gang i mange år får økologiforskningen en fireårig bevilling, og det møder ros fra forskningscentret Icrofs. Til gengæld undrer centrets formand sig over, at de samlede midler samtidig bliver reduceret.

11. november 2025
Læsetid: 3 minutter
Grisene får adgang til nyt græsstykke
Det økologiske forskningsprogram Organic RDD får for første gang i flere år fire års øremærkede midler - til gengæld bliver de samlede midler reduceret. Foto: AG Kongsted

Forskningen i økologi får for første gang i mange år en flerårig finansiering.

Det sker, efter at regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der fordeler forskningsmidlerne fra 2026 til 2029. I alt er der afsat 19 mia. kr., som særligt skal bruges til forskning i kritiske teknologier, grøn omstilling og sundhed.

Med aftalen følger fire års øremærkede midler til det danske forskningsprogram i økologi, Organic RDD.

”Nu er der endelig kommet et flerårsperspektiv ind i bevillingerne til økologien, ligesom der er til det øvrige landbrug. Det er vi glade for, fordi de étårige bevillinger giver ikke fuld valuta for pengene,” siger Jørn Jespersen, formand for bestyrelsen i Icrofs – Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, i en pressemeddelelse.

Ifølge Jørn Jespersen skaber de flerårige bevillinger den stabilitet, som forskerne længe har efterspurgt, men han peger samtidig på, at den samlede støtte til økologiforskning fortsat går nedad, og det vækker bekymring.

Bevillingerne til det nationale forskningsprogram i økologi falder fra 70 mio. kr. i 2024 til 50 mio. kr. i 2026.

”Nu skærer man for andet år i træk ned på de samlede bevillinger til forskning og udvikling i økologi, og det undrer mig. Hvorfor satser man ikke for alvor på det alternativ, som tilbyder en samlet løsning på dyrkning uden PFAS-holdige pesticider, markant mindre brug af antibiotika, bedre dyrevelfærd og udvikling af biodiversitet i landbrugslandet?” siger han.

Grønne mål kræver grøn forskning

Besparelsen står i kontrast til de politiske ambitioner om en fordobling af økologien i Danmark, mener han.

”Økologisk landbrug er en central brik i arbejdet med at sikre en bæredygtig fødevareproduktion, men uden tilstrækkelig forskning og innovation bremses udviklingen. Det er vigtigt, at økologiforskning får de midler, der er nødvendige, for at vores forskere kan sætte handling bag de ambitiøse mål, som Folketinget har vedtaget,” siger Jørn Jespersen.

Organic RDD – det Økologiske Forsknings-, Udviklings- og Demonstrationsprogram – koordineres af Icrofs i samarbejde med GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram), som står for finansieringen.

Icrofs har eksisteret siden 1996 og holder til ved Aarhus Universitet i Foulum. Centret arbejder for at udvikle en markedsdrevet og konkurrencedygtig økologisektor og bidrager dermed til vækst og innovation i dansk økologi.