Annonce
Annonce
Det Økologiske Spisemærke er reddet på målstregen
Regeringen har lyttet til kritikken af at fjerne Det Økologiske Spisemærke fra finansloven, så nu har den fundet midler til at føre mærket videre.

Ca. 3.500 professionelle køkkener har i dag Det Økologiske Spisemærke, som kontrolleres af Fødevarestyrelsen. Det arbejde stod til at stoppe efter nytår. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek
Det affødte en kraftig reaktion, da det med den seneste finanslov stod klart, at Det Økologiske Spisemærke blev skrottet. Adskillige organisationer, som repræsenterer fødevarerproducenter, hotel- og restaurationsbranchen og køkkenprofessionelle, gik i medierne med deres kritik af politikernes beslutning, og det lader til at have båret frugt.
Det Økologiske Spisemærke er nemlig blevet reddet i 11. time, så det kan videreføres i 2024.
»Det er en vidunderlig nyhed! Jeg er rigtig glad for, at regeringen har ombestemt sig og opdaget, at spisemærket er et vigtigt værktøj for rigtig mange. Vi har kæmpet for, at Det Økologiske Spisemærke skal bevares. Danmark har i den grad behov for et mere bæredygtigt landbrug og med det en mere bæredygtig tallerken,« siger Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening.
Ida Auken, fødevare- og landbrugsordfører for Socialdemokratiet, er glad for, at det nu endelig kan bekræftes, at mærket er reddet.
»Spisemærket er vigtigt for Socialdemokratiet. Det er vigtigt, at vi har alle de mange køkkener med, så vi kan få mere økologi og flere plantebaserede fødevarer, og vi kunne mærke en meget stor kærlighed til mærket fra branchen selv, så selvfølgelig skulle det reddes,« siger hun.
Styrelse skulle spare
At mærket overhovedet kunne forsvinde fra finansloven, når nu et regeringsparti angiveligt vægter det så højt, skyldes, at Fødevarestyrelsen skulle finde besparelser, og her blev spisemærket udpeget som en af dem. Der blev ikke fundet anden finansiering til det på finansloven, hvilket ærgrer Ida Auken, men de mange organisationernes opråb har sat skub i tingene.
»Jeg er utrolig glad for, at det lykkedes. Det hjælper helt klart i sådan en diskussion, at så mange har vist, at mærket har betydning for dem i deres hverdag,« siger hun.
Beløbet kommer fra en anden pengekasse og er ikke lige så højt som før. Derfor mangler der stadig midler til promovering af mærket, men alt det administrative er sikret.
Gælder kun ét år
Bevillingen gælder dog kun et år. Det betyder, at organisationernes kamp fortsætter efter nytår - hvilket Ida Auken også opfordrer dem til.
»Det er altid vigtigt at holde økologien på dagsordenen, og jo flere, der har fokus på økologi, desto stærkere står det,« siger hun.
Og Louise Køster er klar:
»Vi er ikke færdige med at kæmpe for Det Økologiske Spisemærke. Bevillingen er for ét år, så vi skal blive ved med at vise, at spisemærket er en vej mod grønnere og mere bæredygtig madlavning.«
Flere artikler fra samme sektion
Miljøministeren melder 25 kommuner for at bryde lov om danskernes drikkevand
Fristen for frivillige aftaler om at beskytte boringsnære beskyttelsesområder er udløbet, og adskillige kommuner har ikke indgået én eneste aftale. Derfor melder miljøminister Magnus Heunicke nu kommunerne til Ankestyrelsen.
Kvæg påvirker Jordens klima og naturlige miljøer, selvom folk på nettet spreder en fejlopfattelse af det modsatte
KRONIK: De forskellige kødproduktioners klimaaftryk varierer, men generelt har oksekød en af de største indvirkninger på vores klima og naturlige miljøer sammenlignet med alle andre fødevareprodukter. Alligevel florerer der misinformation på nettet om, at alle kvæg græsser og dermed er klimaneutrale.
Lego har nu opkøbt 2.900 ha jysk landbrugsjord til skovrejsning
Siden 2022 har Legos naturfond Kirkbi opkøbt 2.900 ha landbrugsjord i Jylland, som primært skal tilplantes som produktionsskov. Det fremgår af deres seneste årsrapport. Målet er at opkøbe i alt 10.000 ha inden for de næste 10 år.