Annonce
Annonce
Remmy Temba dyrker primært kaffe på sin bedrift. Dette billede er dog ikke fra hans produktion. Foto: bernpics12/flickr/CC BY-NC 2.0
Afrikansk landmand omlagde til økologi: Min jord fik det bedre
De pesticider, som Remmy Temba brugte, gjorde jorden ufrugtbar. Efter at han omlagde til økologi har jorden fået det bedre, og han får mere for sine afgrøder.
I 2023 kan Remmy Temba fejre 20 års jubilæum som økologisk landmand. Efter at landbrugseksperter fra FN's fødevareorgan, Fao, i 2003 underviste ham og de øvrige kaffebønder i landsbyen Shimbwe Juu ved Kilimanjaro, Tanzania, i økologiske metoder, besluttede han sig for at omlægge fra sin konventionelle drift til økologi.
"Før Faos undervisning i 2003 dyrkede jeg og mine medborgere ikke-økologisk landbrug, der krævede brug af industrielle input, som påvirkede det naturlige økosystem, eftersom nogle af insekterne som orme, myrer og lignende, der er vigtige for at bevare jordens frugtbarhed, blev slået ihjel af kemikalierne," fortæller Remmy Temba til ippmedia.com.
"Det positive ved at bruge industrielle kemikalier i kaffedyrkningen var bare et højt udbytte, men det var af dårlig kvalitet på markedet. Og det negative var, at den konventionelle dyrkning ødelagde jordens frugtbarhed, så jeg hvert tredje år var tvunget til at at finde nye steder på bedriften, hvor jeg kunne dyrke andre afgrøder såsom bananer, bønner og majs," siger han.
Nu er ca. 90 pct. af den lille landsbys landmænd økologiske, og for at holde skadedyr og plantesygdomme nede bruger han pulver fra peberkorn eller Neem-træer og fermenteret urin fra sine husdyr.
"Jeg har ikke brugt agrokemikalier til at holde skadedyr væk de seneste 16 år. Jeg bruger kun de organiske pesticider, jeg har nævnt, og kun når jeg oplever, at nogle skadedyr er til stede på bedriften, hvilket er meget sjældent," forklarer han.
Hans udbytte er næsten det samme efter sin omlægning; hvor han med konventionelle metoder kunne få 700-800 kg. kaffe om året, får hun nu mellem 600-700 kg. Til gengæld får han 80 pct. mere i betaling per kg. økologisk kaffe.
Tanzanias økologiske sammenslutning Tanzania Organic Agriculture Movement (Toam) opfordrer da også landets bønder til at omlægge til økologi for at få del i den økonomiske medvind, som økologiske produkter har på verdensmarkedet. Indtil videre er 250.000 bønder i Tanzania certificeret økologiske.
Også Økologisk Landsforening (ØL) har kørt projekter i Afrika, hvor foreningen har arbejdet med lokale landmænd om at dyrke deres marker økologisk og blive bedre til at få afsat deres varer. Et af projekterne gik ud på at udbrede konceptet 'Family Farmer Learning Groups' (FFLG), hvor landmændene deler viden og erfaringer med hinanden og løbende evaluerer deres arbejde.
Et case-studie fra Københavns Universitet har vist, at FFLG-metoden har været med til at øge landmændenes udbytter markant på Zanzibar.
Flere artikler fra samme sektion
Ny EU-rapport konkluderer, at omlægning til økologi er en klimagevinst
Omlægningen til mere økologi kan reducere klimaaftrykket fra EU's landbrug med flere millioner ton CO2e hvert år, viser en beregning fra EU-Kommissionen.
Forskere vil undersøge mulig sammenhæng mellem pesticider og Alzheimers
Med mere end tre årtiers data fra 5.000 personer vil amerikanske forskere nu undersøge, om der er en sammenhæng mellem eksponeringen for bl.a. pesticider og udviklingen af demenssygdomme som Alzheimers.
Engang vidste de, hvornår og hvor længe regnen faldt. Sådan er det ikke længere
At øge jordens frugtbarhed ved at udbrede økologiske metoder er et centralt komponent i Økologisk Landsforenings projektarbejde i Østafrika. Men nye vejrmønstre med højere temperaturer, længere tørketider og kraftigere nedbør gør, at metoderne holder hårdt.