Svar til Zetland: Økologien ér en bæredygtig del af løsningen

Af Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Da Zetland satte økologien under lup op i artiklen ”Økologien ligner en blindgyde på vejen mod en bæredygtig fremtid” lørdag d. 16. januar, blev jeg forundret. For jeg opfatter Zetland som et medie, der nuancerer og diskuterer, udfordrer og får flere perspektiver på en sag. Men i lørdags blev jeg kun udfordret, og dét fordi artiklen tegnede et billede af økologien, som ikke adresserede økologiens perspektiver for en bæredygtig fremtid. Hvilket de mange kommentarer under artiklen, på Twitter og Facebook også vidner om.

Så jeg tillader mig at fortsætte den diskussion, som journalisten bag artiklen fint lægger op til i slutningen af artiklen. Her efterlyser han en fødevareproduktion, der kommer med et alternativ til såvel det konventionelle som det økologiske landbrug.

Lad mig slå fast, at økologien, som den ser ud i dag, ikke er i mål som en endegyldig løsning på en bæredygtig fødevareproduktion. Økologien er udfordret af at skulle udvikle sig fra en struktur skabt af det konventionelle landbrug og at være i direkte konkurrence med en driftsform, hvor de samfundsmæssige omkostninger ikke er afspejlet i produkternes pris.

Der bør ikke herske tvivl om, at økologien er en del af løsningen på fremtidens landbrug. Og i Økologisk Landsforening spiller det en meget vigtig rolle at arbejde med et alternativ i form af en vision for fremtidens landbrug, som indebærer en fortsat udvikling af det økologiske landbrug med netop fokus på bæredygtighed.

Et alternativ, som forudsætter, at alle tør udvikle sig. Vi skal turde se på vores indkøb og vores måltider – skrue op for grønt og som en naturlig afledning heraf mindske spild og mindske landbrugets samlede husdyrproduktion. Vi skal turde omdefinere EU's landbrugsstøtte, så den belønner de landmænd, som tænker bæredygtighed ind i deres bedrift, frem for at belønne dem der udnytter landbrugsarealet til det yderste. I det hele taget skal vi turde stille spørgsmål til, at verdens fødevareforsyning har en skjult regning, når det er omkostningsfrit i bredeste forstand at forurene.

I sit fundament hviler økologien på fire principper for bæredygtighed (sundhed, økologi, retfærdighed og omsorg), der blev formuleret internationalt, længe før hele verden - for alvor - begyndte at tale om verdensmål for bæredygtighed. Siden har den økologiske bevægelse ikke kun talt for udbredelse, men også for udvikling af økologien. Det er de økologiske producenter, som konstant udfordrer de eksisterende systemer – også det røde Ø-mærke. Ø-mærket er et troværdigt pejlemærke, men det har aldrig været økologernes tanke, at vi skal gå i stå med mærket. For økologerne kan og vil mere.

Når artiklen lægger så stor vægt på økologiens udbytte og alene kobler klimaaftryk sammen med dette begreb om effektivitet, giver det et forsimplet billede af klimaaftrykket. For klimaaftryk handler i allerhøjeste grad også om, hvad det er vi dyrker og til hvad. I Danmark bliver 80 pct. af landbrugsarealet dyrket med afgrøder til dyrefoder.

En velkendt og udbredt accepteret opgørelse fra EAT Lancet Kommissionen viser, at der på globalt plan skal reduceres i indtaget af rødt kød. Hvis vægten flyttes mere over på dyrkning af afgrøder til direkte forbrug som fødevarer, vil det ikke alene reducere det samlede husdyrhold. Det vil ændre præmisserne for husdyrholdet, og det vil kunne frigøre arealer til fri natur og dermed samlet set samtidigt gøre gavn for ikke mindst klima og biodiversitet. Og det er netop dét, økologien arbejder for.

I hovedtræk er store dele af forskningen om økologien direkte sammenlignet produkt for produkt. Det kan give mening, hvis der reelt var tale om, at vi erstatter et produkt med et andet. Men i hele økologiens mindset og praksis ligger der en ændring, som ikke afspejles i produktet, marken, koen osv., men i det system, der som en helhed i sidste ende gør forskellen for natur, klima, miljø og dyrevelfærd.

Verdens tallerkener skal ændre sig lige så meget som landbruget og vice versa. Begge dele skal grønnes som hinandens spejl.

Set i dét lys står vi med et enormt behov for, at forskningsverdenen tager nogle andre briller på, og skaber billeder og fremskrivninger, der bygger på de samme forudsætninger som økologien, og som rummer de forandringspotentialer, som både landbruget, fødevareerhvervet og forbrugerne rummer.

Et eksempel er de vigtige perspektiver, man kan hente i det store metastudie 'Can organic crops compete with industrial agriculture?', der viser, at forskellen på udbytter globalt er mindre end antaget, og at der er potentiale til at reducere forskellen yderligere, samt andre nye studier, der viser metoder til at højne de økologiske udbytter.

En tese lyder, at mange landmænd er nye økologer, der først skal lære 'best practice' inden for økologi, før de får optimale udbytter.

Et eksempel på det modsatte i den helt useriøse ende er Zetland-artiklens citering af en forsker, der hævder, at indkøb af et kilo økologisk hvedemel slår 20 pct. flere arter ihjel. Det siger mere om forskerens tankegang end om den komplekse virkelighed, som er vanskelig at få greb om, og som forskningen forenkler til ukendelighed.

Min pointe er at indlede en debat på et oplyst grundlag, der inddrager de mange og meget forskellige analyser om muligheder og løsninger, hvor økologiens præmisser forfølges.

Interessant nok er der store dele af verden, hvor løsningerne på landbrugets produktivitet af førende eksperter og FN-systemet klart peger på det, som økologien kan. Her er vilkårene og naturgeografien af en beskaffenhed, hvor det hverken er kemi eller GMO, der er løsningen, men derimod den snilde som knytter sig til at forstå, hvordan planter og dyr håndteres som allierede i udviklingen af en frugtbar jord og et bedre liv.

En fremskrivning af 100 pct. økologi globalt set, som gjort i artiklen, er misvisende, fordi vilkårene er fuldstændig anderledes under andre himmelstrøg.

Der skal ikke herske tvivl om, at naturen har behov for plads. Den plads skal vi give den ved at spise mere grønt, og derigennem have en mere effektiv arealudnyttelse. Dette skal dog ikke stå i modsætning til, at vi samtidigt skal værne om biodiversiteten i agerlandet. Den er på drastisk tilbagegang med populationsnedgange på 40 – 80%, alt afhængig af hvilke arter vi ser på.

Ingen studier af landbrugets bæredygtighed berettiger til, at vi tillader brugen af sprøjtemidler og tillader rester i fødevarerne, i naturen og i vandmiljø og drikkevand. Der er rigeligt med studier, der problematiserer forekomst af pesticidrester i maden. Der er både tale om risici fra de enkelte midler, men ikke mindst de såkaldte cocktaileffekter.

De landmænd, virksomheder, køkkenprofessionelle, forbrugere eller bare almindelige borgere, der står sammen i Økologisk Landsforening, kæmper hver dag for at finde nye veje til bæredygtighed.

Økologien er det muliges kunst i et hårdt marked, hvor forbrugere har lært, at mad ikke behøver at koste penge. Prisen betales af naturen, dyrene, klimaet og vores sundhed. Med økologien kæmper vi en stædig kamp for at se alle disse forhold i en helhed. Vi kan ikke shoppe rundt og bare lige efterspørge den økologiske citron, fordi den er fri for pesticidrester. Det er så langt fra den helhedsforståelse, som er den drivende kraft for økologien. Det er dén, jeg efterspørger, når jeg handler. Det er den ærlighed, der knytter sig til at gøre det bedst muligt flest steder samtidigt.

Det er derfor, økologerne ikke bare giver køb her og der på lidt kemi og lidt GMO. Det er, fordi der er mening med galskaben. Du er, hvad du spiser. Verden er, hvad vi spiser. Og vi vil gerne have en ren én af slagsen, hvor klimaet, naturen, drikkevandet og husdyrene også trives i fremtiden. Så vejen er banet, men vi er absolut ikke i mål.