En forandring af fødevaresystemet er en lavthængende frugt, der gavner vores sundhed og klimaet

Dette blogindlæg er oprindeligt bragt på Verdensbankens hjemmeside

Af: William R. Sutton, global leder for klimasmart landbrug og ledende landbrugsøkonom, Verdensbanken
Alexander Lotsch, senior klima-finansekspert
Ashesh Prasann, senior landbrugsøkonom

Mange af os er bevidste om, hvad der ligger på vores tallerkener, og hvordan det påvirker klimaet.

Tænk over dette: At få mad på bordet står for næsten en tredjedel af alle drivhusgasemissioner. Landbruget er den største kilde til metan, tab af biodiversitet og forbrug af ferskvand. Hvis madspild var et land, ville det være den tredjestørste udleder efter USA og Kina.

Det er en opskrift på katastrofe, da hver måned slår temperaturrekorder.

Men det kunne undgås. Fødevareproduktionen kunne lagre flere gigaton emissioner i skove og jord, end den udleder. Et mere balanceret system kunne hjælpe med at afskaffe sult i en verden med 10 milliarder mennesker. Og vigtigst af alt kunne det støtte millioner af mennesker i fødevareforsyningskæden: landbrug og husdyrhold, arbejde med forarbejdning og transport eller installation af vedvarende energianlæg.

Løsningerne er overkommelige og let tilgængelige, men de har brug for mere opmærksomhed fra os. For eksempel kan rismarker, der kun lejlighedsvis oversvømmes, producere langt mindre metan. Blandingsafgrøder med træer og marker kan føre til sundere jord og en mere varieret og næringsrig høst, mens de samtidig trækker kuldioxid fra luften.

Det er en skam, at disse løsninger både er banebrydende og kronisk underfinansierede. Fødevaresystemer fortsætter med at modtage en lille del af de 260 mia. dollars, der er nødvendige hvert år for at halvere landbrugs- og fødevareemissioner inden 2030 og få sektoren på rette spor for at opnå nettonul-emissioner inden 2050.

Den investering kunne producere mere end fire billioner dollars i fordele: øgede afgrødeudbytter for landmænd, forbedret sundhed og indkomst for forbrugerne, bevarelse af skove og beskyttelse af mennesker mod klimakatastrofer. Desuden er mange af de nødvendige penge allerede til stede. De er blot investeret i landbrugsstøtte, hvoraf mange er spildte og skadelige for miljøet.

Nu hvor tallene stemmer, hvad er de næste skridt? Vores nye 'Opskrift på en Levedygtig Planet, designet til at brødføde verden uden at overskride jordens grænser', tilbyder en klar vej frem.

I denne nye, omfattende tilgang kan hvert land finde hurtige og overkommelige måder at reducere emissioner på.

Højindkomstlande kan eksempelvis mindske forbrugernes efterspørgsel på emissionsintensive produkter ved at revidere animalske støtteordninger og promovere bæredygtige fødevarealternativer.

Mellemindkomstlande, hvor husdyrhold og skovrydning udgør størstedelen af emissionerne, kunne reducere en tredjedel af alle landbrugs- og fødevareemissioner ved at bremse skovrydning og bruge marker og græsgange mere effektivt.

For at finansiere alt dette kan regeringer indføre nye tiltag og incitamenter og mobilisere koncessionsfinansiering for at reducere investeringsrisici og tilskynde private virksomheder og investorer til at engagere sig og innovere. Kulstofkreditter og handel med emissioner kunne også være en ny indtægtskilde, især for lavindkomstlande, der investerer i beskyttelse af deres skove og dermed begynder på en rejse med lavere emissioner fra starten.

Lad os være klare: Denne overgang vil kun lykkes, hvis den virker for mennesker. Landbrugs- og fødevaresystemet genererer 1,2 milliarder job, repræsenterer mere end en tredjedel af den globale arbejdsstyrke og genererer en uforholdsmæssig stor andel af indkomsterne på landet og de nationale økonomier. Desuden kan overgangen til et nettonul-fødevaresystem fremme sundhed, ernæring og fødevaresikkerhed, især for lande, der lider mest under klimaændringer.

Landbrugs- og fødevaresystemet er en enorm, uudnyttet kilde til billige tiltag mod klimaforandringerne. Nationer opdaterer i øjeblikket deres planer for at nå verdens mål om at holde den globale gennemsnitstemperatur fra at stige mere end 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau.

Derfor har der aldrig været et bedre tidspunkt for beslutningstagere at prioritere deres fødevaresystemer for at hjælpe med at nå dette mål.