Annonce

Annonce

Screenshot fra viruelt staldskolemøde på Teams

Bent Skals fortæller om det automatiske fordringssystem på gården, mens staldskolens øvrige deltagere følger med i en forproduceret video. Foto: Joachim Plaetner Kjeldsen

Virtuelle staldskoler underviser landmænd i at udfase soja

Siden nytår har godt 32 af Thise Mejeris andelshavere deltaget i fire staldskoler med fokus på udfasning af soja. Som så meget andet i denne tid er staldskolerne rykket ud på nettet og bliver holdt som møder på Teams

Klokken er 10.00 en tirsdag formiddag i marts, og det ringer ind til staldskolemøde hos Thise-andelshaver Bent Skals ved Kyvling mellem Tarm og Lønborg i det vestjyske. Eller det vil sige, at Bent er den eneste deltager, som fysisk er på gården, for dagens staldskole er virtuel og foregår over Teams.

De syv andelshavere, som deltager i denne staldskolegruppe, tager plads bag hver sin skærm, og staldskolefacilitator, og kvægchef hos ØkologiRådgivning Danmark Erik Andersen indleder dagens møde. Ved hjælp af video og fotos, der er produceret forud, viser Bent Skals rundt i staldbygningerne, mens han, som hvis det havde været en fysisk gåtur, fortæller om bedriften og om det, deltagerne ser på deres rundtur. Efter turen rundt i staldene på Lindegårdens Økobrug kaster deltagerne sig over staldskolens altoverskyggende hovedtema: udfasning af soja.

Bent Skals fortæller, at han pt. bruger 1,1 kg soja pr. ko pr. dag. Der er 300 malkekøer og godt 600 hektar, og Bent Skals vil så vidt muligt gerne erstatte sojaen med egne proteinafgrøder.

Han dyrker i forvejen hestebønner og lupiner, som han får varmebehandlet hos en grovvarevirksomhed, og i år øger han arealet.

"Jeg vil gerne have en høj selvforsyningsgrad. Hver gang jeg kører noget på foderstoffen, så er der en mere, der skal tjene på det. Hvis jeg kan undgå at købe soja ind og avle proteinet selv, så tror jeg, vi kan lave et fornuftigt dækningsbidrag i marken sammen med et godt sædskifte," fortæller Bent Skals.

Jeg vil tro, at en tredjedel af Thise-landmændene kan blive tæt på selvforsynende, mens resten må ud at handle.

— Erik Andersen, kvægchef, ØkologiRådgivning Danmark

1,2 kg soja pr. ko pr. dag

Gården ligger på sandjord, og hestebønnerne bliver vandet. Lupiner, kan efter Bent Skals’ erfaring gro overalt og kræver ikke vanding. De andre deltagere fortæller om deres andel af soja i foderplanen og der deles erfaringer og udfordringer med diverse proteinafgrøder. Soja-gennemsnittet for staldskolens syv bedrifter, ligger på lige knap 1,2 kg soja pr. ko pr. dag.

Denne gruppe består af de højestydende af de deltagende besætninger. De tre andre staldskoler har et gennemsnit under ét kg pr. ko pr. dag. På dagens staldskolemøde falder snakken på hestebønner og behandlingen, håndteringen og lagring af dem.

"Vi tørrer dem til 18-20 pct. vand i to tørrevogne, og så kører vi på foderstof, som varmebehandler og valser to gange, og så kører vi det i fuldfoderblanderen," fortæller Bent Skals, der oplever, at den valsede vare er lagerstabil.

"Der er mere luft i sådan en dynge end i en dynge med korn," som han siger.

Erfaring med havredykrning

Ifølge Erik Andersen har praktisk dyrkning, håndtering, behandling og lagring af diverse proteinafgrøder været et gennemgående tema på de hidtidige staldskolemøder.

"Det er afgrøder som raps, ærter, lupiner og hestebønner, og en del har erfaringer med hestebønner, men ellers er der mange, der ikke har praktisk erfaring med de her afgrøder," fortæller Erik Andersen. På staldskolemødet hos Bent Skals kommer deltagerne også ind på valset havre som fodermiddel til at fortrænge sojaprotein. Og i modsætning til de førnævnte afgrøder, er havredyrkning noget, de fleste har erfaring med.

"Der er noget at hente for mange af landmændene i at gøre det, de i forvejen dyrker, mere proteinrigt. Nogle deltagere planlægger at bruge frisk græs på stald for at supplere afgræsningen i sommerhalvåret. Og afskallet havre er noget de fleste grupper har talt om," siger Erik Andersen og uddyber:

"De har erfaringer med at dyrke havre, og havre egner sig godt i økologisk landbrug, fordi den har en god konkurrenceevne mod ukrudt og er nøjsom med hensyn til næringsstofbehov. Der er det oplagt at prøve at få noget mere ud af havren. Der kommer ikke mere protein i havren ved at afskalle den, men skallerne fylder ikke i koen, og derfor bliver der plads til mere havre og deraf protein i foderblandingen."

Efter dagens møde blev priserne på afskalning af havre undersøgt, og det blev eftersendt til gruppens deltagere. 25 – 30 kr. pr. 100 kg afskallet vare.

1.500 hektar hestebønner

Ifølge Erik Andersen lå Thises andelshaveres samlede sojaforbug, før projekt udfasning gik i gang, på cirka fem millioner kg soja om året. Ikke en uoverkommelig opgave for landmændene selv og det øvrige økologiske landbrug.

"Skulle man erstatte det hele med hestebønner/lupiner, så ville det kræve 7.5-8,0 millioner kg hestebønner/lupiner svarende til 2.200 – 2.700 hektar. Jeg vil tro, at en tredjedel af Thise-landmændene kan blive tæt på selvforsynende, mens resten må ud at handle, og det gør perspektiverne i sojaudfasning interessant for andet end mælkeproducenter," siger Erik Andersen og fortsætter:

"Det falder lidt heldigt sammen med, at priserne på foderkorn ikke er særlig attraktive, og for nogle planteavlere vil det derfor være kærkomment at dyrke proteinafgrøder, som er dobbelt så meget værd."

De første 32 Thise-bedrifters sojastaldskoler kører videre til oktober og høster erfaring. Herefter tages der fat i de øvrige 35-40 bedrifter. Undervejs er der ud over selve staldskolemøderne også afholdt webinarer for alle mejeriets andelshavere om protein i mark og stald.

Flere artikler fra samme sektion

Artsrige græsblandinger har flere fordele på de økologiske kvægbedrifter - men hvilke er bedst?

Græsmarksblandinger med en stor diversitet og et balanceret indhold af græs, urter og bælgplanter kan have mange positive effekter, bl.a. kan de sikre stabile udbytter. Nyt projekt vil finde frem til de bedste blandinger.

01-05-2024 3 minutter Kvæg,   Afgræsning,   Biodiversitet

Nyt projekt vil udbrede den bedste praksis for landmandens økonomi

I et nyt projekt vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug stille skarpt på landmandens økonomi og afdække, hvilke tiltag på bedrifterne der fører til de bedste resultater på bundlinjen.

01-05-2024 3 minutter Økonomi,   Nyt fra Icoel

Gram Slot vil ikke vente på politikerne: Nu går de selv i gang

To af landets store økologiske bedrifter samarbejder nu om at etablere skovlandbrug midt i deres landbrugsproduktion. Tusindvis af frugt- og nøddetræer bliver plantet på Gram Slot og Øm Klostergaard i et forsøg på at gavne bedrifternes biodiversitet og gøre deres landbrug mere klimavenlige og bæredygtige. Vel at mærke uden at skære ned på produktiviteten.

27-04-2024 10 minutter Skovlandbrug