Stort økologisk gods stopper udskældt jagtpraksis
Tjele Gods har besluttet at stoppe en gammel tradition med at udsætte fasaner i naturen, hvor de fungerer som mål for danske og udenlandske jægere. Fra næste år må jagtgæsterne nøjes med at gå på jagt efter de fasaner, som naturligt lever på jagtterrænet omkring det jyske gods.
For at understøtte udlejningen af jagt, udsætter danske landbrug hvert år flere end én mio. fasaner i naturen. Både Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd argumenterer for, at der bør laves et forbud mod udsætning af fasaner med henblik på jagt, men nu bliver deres bestræbelser overhalet af jagtarrangørerne på Tjele Gods.
Det fremgår af et opslag på Facebook, hvor Horstmann Jagtklub, der organiserer jagtudlejningen på Tjele Gods, skriver:
”2026 bliver sidste år, vi udsætter fasaner til jagt i Horstmann Jagtklub og på Tjele Gods’ arealer. Beslutningen blev truffet i foråret efter grundige overvejelser gennem de seneste par år. Den er et naturligt næste skridt i den retning, vores jagtvæsen har arbejdet mod gennem mange år, og som vi ønsker at bygge Horstmann Jagtklubs fremtid på.”
Dermed skifter godset til en jagtpraksis, som umiddelbart er mere i harmoni med værdierne bag det økologiske gods, som forrige år lancerede en økologisk fødevareserie med grøntsager, kornprodukter og mejerivarer, som bliver forhandlet af kæderne Føtex og Bilka.
En rigtig fin beslutning
Udsætning af fasaner til jagt er blevet kritiseret fra flere sider, og i september i år lancerede Det Dyreetiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse et krav om helt at forbyde opdræt og udsætning af fasaner til jagtformål.
Set i det lys er det en meget tilfreds formand for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, som over for TV Midtvest betegner beslutningen om at stoppe med udsætning af fasaner som ”en rigtig fin beslutning.”
Dermed er Tjele Gods ifølge Bengt Holst med til at forhindre, at udsætterfasanerne kommer ud til en barsk virkelighed, som de ikke er rustet til:
”De kommer ud i områder, som er helt fremmede for dem. De kender ikke sovepladserne og de steder, hvor de kan finde ly for vind, vejr og rovdyr. Efter udsætningen kan man se mange af dem løbe forvildede rundt, og mange bliver kørt ned,” siger han til tv-stationen.