Efterårets første to fund af fugleinfluenza koster 67.000 kalkuner livet

I sidste uge blev der konstateret fugleinfluenza i to danske kalkunbesætninger. 40.000 kalkuner på Sjælland blev aflivet i weekenden og mandag bliver yderligere 27.000 kalkuner aflivet på Lolland.

26. oktober 2026
Læsetid: 4 minutter
Kalkuner på græsmark
Begge de to første smittede besætninger ligger på en af de mest populære fugletræksruter, som går over Sydvestsjælland og Lolland, men erfaringerne fra tidligere år viser, at fugleinfluenzasmitten kan ramme besætninger i alle hjørner af landet. Foto: Jakob Brandt

I løbet af i dag mandag bliver 27.000 fugleinfluenzasmittede kalkuner aflivet på en landbrugsbedrift ved Stokkemarke på Langeland. Dermed følger de i halen på de 40.000 artsfæller, som lørdag måtte lade livet, da der var konstateret fugleinfluenza i en besætning ved Skælskør.

Efter den seneste sæsons rekordhøje smittetryk for fugleinfluenza, hvor over en halv mio. slagtekyllinger, høns, kalkuner og ænder blev aflivet fra oktober til april, er efterårets to første tilfælde et klart signal til landets økologiske fjerkræproducenter om at skærpe opmærksomheden omkring den frygtede fjerkræsygdom.

Det første udbrud af højpatogen fugleinfluenza siden april ramte en kalkunbesætning i Bøgelunde ved Skælskør, bekræfter analyseresultater fra Statens Serum Institut.

Af hensyn til dyrevelfærden og for at mindske risikoen for smittespredning blev kalkunerne aflivet lørdag.

”Vi ser typisk flest tilfælde af højpatogen fugleinfluenza, når trækfugle flyver over Danmark, som de gør netop nu under efterårstrækket. Der er desuden fundet højpatogen fugleinfluenza i flere vilde fugle de seneste uger. Derfor er det ikke overraskende, at vi nu ser sæsonens første tilfælde af højpatogen fugleinfluenza i en fjerkræbesætning,” forklarede dyrlæge og enhedschef Mette Kirkeskov Sie i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.

Døde vilde fugle skal anmeldes

Allerede dagen efter røg der en ny pressemeddelelse af sted fra Fødevarestyrelsen. Den oplyste, at yderligere 27.000 kalkuner på Lolland bliver aflivet i dag mandag.

Det sker som konsekvens af, at Statens Serum Institut igen har konstateret smitte med højpatogen fugleinfluenza. Sæsonens andet sygdomsudbrud har ramt en besætning i Stokkemarke.

Ud over de to kalkunbesætninger har der gennem de seneste uger været flere tilfælde af smittede vilde fugle, og ifølge Mette Kirkeskov Sie er det derfor ekstra vigtigt på denne tid af året, at alle, der holder fjerkræ eller andre fugle, gør alt for at forhindre kontakt mellem deres dyr og vilde fugle.

”Det betyder blandt andet, at vilde fugle ikke skal have adgang til dyrene eller deres vand og foder, samt at man f.eks. skifter fodtøj inden man går ind til sine fugle,” siger dyrlæge og enhedschef Mette Kirkeskov Sie.

Fugleinfluenza smitter dog kun meget sjældent til mennesker, men hvis du finder en syg, svækket eller død fugl i naturen, bør du undgå at røre ved den. Fund af døde vilde fugle skal anmeldes til Fødevarestyrelsen via appen FugleinfluenzaTip.

Trusselsniveauet er middel

”Hvis vi tager smittebeskyttelsen alvorligt, kan vi i fællesskab mindske risikoen for udbrud, der har store konsekvenser for dyrevelfærden og for den enkelte besætningsejer,” siger Mette Kirkeskov Sie.

I forbindelse med de to smittede besætninger har Fødevarestyrelsen oprettet en beskyttelses- og overvågningszone. I begge tilfælde gælder nu skærpede krav til alle fjerkræejere. Der er krav om, at alle fjerkræejere inden for zonerne skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk, og den kommende tid er det forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Der må heller ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.

Den seneste trusselsvurdering for højpatogen fugleinfluenza fra den 4. maj 2026 er fortsat gældende. Truslen fra de vilde fugle er således fortsat ”Medium”. Fødevarestyrelsen følger HPAI-udviklingen tæt og vil informere, hvis trusselsniveauet ændres til ”Høj”, hvilket betyder, at der vil blive indført et landsdækkende krav om overdækning af fjerkræ og andre fugle.