Nye fodringsstrategier reducerer fosfor uden negativ effekt på skalkvalitet

Af: Sanna Steenfeldt, ANIVET, Aarhus Universitet
Charlotte Frantzen Bjerg, Danæg

Fosforudskillelse via gødningen er et miljøproblem i husdyrbrug - også ved økologiske ægproducenter. Ny lovgivning gør, at producenterne er forpligtede til at nedbringe mængden af fosfor, der udbringes på markerne via gødningen.

Reduktion af fosforindholdet i foderet kan være én af løsningerne. Men hvor langt kan man skrue ned for fosfor i foderet, uden at det har konsekvenser for produktiviteten og ægkvaliteten?

I Organic RDD 5-projektet ORPHEUS arbejder vi med at reducere fosfor i fjerkrægødning gennem lavere fosfortildeling i foderet. En ny strategi for tildeling af calcium kan være med til at sænke hønernes behov for fosfor.

På Aarhus Universitet har vi gennemført et forsøg med høner af afstamningen DEKALB White i alderen fra 18 til 80 uger, og hvor der fra alderen 30 uger blev testet foder med fire P-niveauer og to Ca-strategier.

Foder med fire P-niveauer og to Ca-strategier er testet fra 30-ugers alderen. P–niveauet varierede fra 0,35 - 0,30 - 0,25 - 0,20 pct. tilgængeligt P, hvor tilgængeligt P er den del af foderets P, som hønen kan optage via fordøjelsen. Ca blev enten tilsat fuldfoderet eller tildelt separat i silo om eftermiddagen og aftenen.

Forsøget bestod af otte forskellige kombinationer af Ca og P. Alle behandlinger indeholdt knuste muslingeskaller med stor partikelstørrelse.

Foderet med et indhold på 0,20 pct. tilgængeligt P, blev fremstillet uden tilsætning af uorganisk P, og dermed kom P udelukkende fra de anvendte råvarer i foderet.

Effekten af reduceret fosfor er blevet undersøgt og belyst på en lang række produktionsparametre. Det er f.eks. vigtigt, at hønerne producerer det samme antal æg som normalt, at æggets størrelse er som forventet, og at æggeskallen ikke forringes eller svækkes, da det giver tab både for producenten og pakkeriet.

Danæg har derfor undersøgt skalstyrken ved de forskellige kombinationer af Ca og P samt ved stigende hønealder.

Vi foretog 10 serier af skalstyrkemålinger på æg fra de otte forskellige kombinationer af Ca og P. Første måling blev udført ved 24-ugers alderen.

Målingen blev udført ca. seks uger før, hønerne kom over på forsøgsfoderblandingerne. Anden måling blev udført, da hønerne var 34 uger og havde fået tildelt forsøgsfoder i ca. fire uger.

Herefter blev der udført målinger løbende. Den gennemsnitlige skalstyrke faldt med stigende hønealder. Dette er forventeligt, da skalstyrke normalt falder med alderen.

Æggene blev også visuelt bedømt mellem 24-80 ugers alderen, og æggene var ensartede, jævne i skallen, og meget få var tyndeskallede.

Skalstyrken for de forskellige kombinationer var god, ikke mindst hos høns, der havde fået tildelt muslingeskaller separat. Overordnet gennem forsøget havde hold med separat tildeling af muslingeskaller bedre skalstyrke, sammenlignet med hold der fik alt Ca i foderet.

Ved separat tildeling med muslingeskaller har høns bedre mulighed for at tilpasse deres Ca-indtag i forhold til P-indholdet i foderet. Med en sådan mulighed for tilpasning af Ca-indtag, ser man ikke nogen negativ effekt på skalstyrken ved et reduceret indhold af P helt ned til 0,2 pct. tilgængeligt P.

I øvrigt fandt vi ikke nogen sammenhæng mellem ægvægt og skalstyrke. Vi så også, at ægvægten blev mere stabil fra 45-50 ugers alderen og frem til 80 uger, hvilket er en vigtig egenskab gennem en lang produktionsperiode.