Stress fik Bodil Richardt til at droppe storbylivet: »Forbrugets hamsterhjul kører hurtigere og hurtigere. Vi har glemt mådeholdet«

”Ja – dem her mangler jeg!”

Bodil Richardt tager tre patentglas ned fra hylden i Røde Kors-butikken i Allingåbro midt på Djursland. Der er fasthed i hendes stemme:

”Åh, der er flere – jeg henter lige en kurv.”

Det er bestemt ikke hver dag, at 34-årige Bodil Richardt handler spontant. En del af hendes efterhånden velafprøvede metode er netop at bremse shoppeimpulsen, så snart den melder sig. Et af redskaberne er hendes liste, men behovet er stort nok til, at hun handler her og nu.

Hun forklarer, at patentglassene er gode til at opbevare madvarer som havregryn og tørrede svampe, og hjemme i hendes have råber nedfaldsæblerne på at trille ned i glassene i tørret tilstand.

Med i butikken spækket af brugt tøj, køkkensager og børnelegetøj har hun på sin telefon listen over ting, hun overvejer at købe. Ud over tøj til børnene står der blandt andet: 'Stort stykke stof til sofaen', 'Lange underbukser fra JBS' samt 'Stempelkande 1 L'.

Listen er en af de metoder, hun har udviklet til at styre sit og familiens forbrug, efter en langtidssygemelding på grund af stress i 2017. På det tidspunkt boede hun i København med sin mand og deres første barn, der kom til verden i 2015. Hendes stress handlede som sådan ikke om forbrug, men var arbejdsrelateret og under sygeperioden tænkte hun dybt over, hvad der egentlig gør hende glad.

”Det var en pause for mig, hvor jeg spurgte mig selv: Hvordan vil jeg egentlig leve?”

I pausen lyttede hun til mange afsnit af en podcast om slow living.

”Jeg var længe ramt med sådan en følelse af, at jeg måtte gøre det bedre og tage klimastilling nede i mit lavpraktiske liv,” forklarer Bodil Richardt, der er uddannet journalist.

Svarene flettede sig ind i noget, der længe havde været på vej i snakke med manden. Parret valgte at flytte fra Københavns nordvest-kvarter direkte ud på landet. Nær landsbyen Fjellerup på Norddjursland købte de et hus med plads til en vinmark og en bid på 8,5 hektar af den natur, de begge savnede og ellers ofte kørte ud af København for at koble af i.

I løbet af pausen besluttede hun sig også for ikke længere at købe nye ting, hvis man ser bort fra huset, der dog langtfra var nyt.

Nye ting er der mere end rigeligt af, hvis du spørger Bodil Richardt. Hun mister eksempelvis helt pusten, når hun ser, hvor mange forskellige julepakkekalendere, man kan få. De fås med slik, chokolade, øl, te, kaffe, ja, endda til dem med hund.

”Der er ikke noget galt i en chokoladejulekalender til dit barn, men udvalget er bare på speed. Bare på få år, synes jeg, at der er mere og mere fut på forbruget. For mig er det et billede på, at forbrugets hamsterhjul kører hurtigere og hurtigere. Vi har glemt mådeholdet – at være glade for få, men gode ting.”

Hun påpeger, at problemet især er, at der ofte også produceres varer af dårlig kvalitet. Navnlig i tøjbranchen, mener hun.

”Det meste tøj er produceret under horrible forhold, som på ingen måde er bæredygtigt i forhold til menneskerettighederne. Det er også en klimatung produktion, der kræver store vandressourcer. Der er simpelthen for meget tøj i verden, som samtidig er så billigt, at det næsten ikke bliver brugt,” siger Bodil Richardt og giver eksempler på, hvordan hun i tiden i København fandt fem par Levis-cowboybukser i affaldscontaineren.

Ligesom hun en dag også fiskede næsten ubrugt uldtøj op.

Derfor var tøjområdet et oplagt sted for hende at sætte ind tilbage i 2017. Genbrug var bestemt ikke fremmed for hende. Det var noget, hun havde dyrket hele sit liv. Nu skulle det rendyrkes ligesom genbruget af alle andre forbrugsgoder til hjemmet. I dag vurderer hun, at hun er nede på at købe 5-10 procent af sine ting fra nye. Det er for eksempel børnesokker, der ofte slides hurtigt.

”For mig handler det rigtig meget om at gøre mit forbrug langsomt. At trække vejret og bremse impulserne. Jeg spørger ikke kun: Hvad mangler jeg? Men også: Hvor meget mangler jeg en ting? Helt grundlæggende vil vi have færre ting – og på længere sigt meget bedre ting.”

På hylden bag Bodil Richardt står der faktisk en ting fra hendes liste. En stempelkande på en liter, som hun egentlig gerne vil have til stunder, når de har gæster.

Skal du ikke købe den her?

”Æhhh … nej. Den dér passer ikke til den, vi har derhjemme. Den skal helst være fra Bodum – deres kander er gode, fordi du kan købe reservedele til dem. Men jeg er altså for nærig til at give 400 kroner for en ny," siger Bodil Richardt og forklarer, at stempelkanden har stået på listen i halvandet år.

Hun har ikke fundet den endnu. De kan sagtens brygge kaffe med den, de har, på en halv liter.

Bodil Richardt forklarer, at hun scanner store dele af brugtmarkedet. Tøj til sig selv køber hun i fysiske genbrugsbutikker eller via Trendsales, der sælger andensorterings modetøj. Børnetøj køber hun via Reshopper, der er en online-genbrugsplads for børnefamilier.

”Egentlig ville jeg hellere bytte tøj og ting direkte med folk, og min metode er ikke perfekt. Jeg er stadig med til at opretholde en tøjproduktion, der ikke er bæredygtig, og som jeg har dårlig smag i munden over.”

Bodil Richardt går hen til Røde Kors-butikkens kasse. Hun har fundet noget børnetøj og et stykke stof, hun vil købe. Et par ældre damer i strikketrøjer smiler omme bag en stor, corona-sikker glasskærm ved kassen.

”Skal du hjem og sylte,” spørger en af damerne, da hun ser patentglassene.

”Jeg har 15 æbletræer derhjemme i haven. Jeg svømmer i æbler”, svarer Bodil Richardt og forklarer, at hun skal hjem og tørre æbler.

"Fanme" en stor kontrast at flytte

16,6 kilometers bilkørsel fra butikken går Bodil Richardt gennem gården på det gamle husmandssted, der har været familiens hjem siden maj 2018. Hun tager en tom kurv til æblerne med sig. Hun træder rundt mellem de to rækker af gamle træer med krogede grene og strækker sig, mens hun plukker de modne senoktober-æbler, der stadig dingler oppe i træerne. Og hun går ned i hug, mens hun udvælger de bedste nedfaldsæbler. Da hun har tilpas mange æbler, sidder hun stille og lytter.

En rødhals advarer om, at den forsvarer sit territorie et sted inde i skovtykningen bag æblelunden. Efterårsvinden løfter lidt i løvet, der er faldet til jorden og har forvandlet græsplænen til en stor mosaik af høstfarver. Brændende gult. Rødt. Grønt.

”Det var fandme en stor kontrast at flytte direkte fra København hertil. For mig handlede det om at finde en bedre balance. Finde glæde der hvor du er – så du ikke hele tiden går og føler, at du mangler noget. At du vil til Paris. Eller shoppe på nettet. Sådan havde jeg det af og til i København, hvor jeg ofte kedede mig i den lille lejlighed," fortæller Bodil Richardt, som på sin Instagramprofil med navnet @udflytningen har fortalt sine følgere og andre interesserede om svampesanketure og om andre små og store glæder, når man bor på landet med naturen i baghaven.

Hvordan er jeres forbrug samlet set nu?

”Med et gammelt hus og to biler er det ikke blevet mindre. Det er ikke mere bæredygtigt set i forhold til klima og miljø at flytte herud sat over for at bo i en lille lejlighed i storbyen. Vi er bestemt ikke i mål,” siger hun.

Huset skal helst energirenoveres inden for fem år, og de næste biler skal være eldrevne.

”Men bæredygtigheden handler også om, at jeg har fundet ud af, at jeg er glad, når jeg er i naturen. For mig er det en helt fantastisk følelse at bo midt i den,” slår Bodil Richardt fast og forklarer, at de derfor også lader en del af den 8,5 hektar store grund springe i skov og giver gode vilkår til det vilde liv.

Og så bidrager det også til følelsen af ligevægt, at de i store træk ikke har købt nye ting til det nye hjem i det gamle hus. Bodil Richardt forklarer, at det også handler om at bo, hvor der ikke er butikker lige om hjørnet. Der er færre impulser. Færre budskaber om at købe og at skulle forholde sig til mode. Det har bestemt været afstressende for hende at flytte ud af storbyen.

Bodil Richardt har skyllet æblerne fra haven i køkkenet, de har overtaget, som det var fra den tidligere ejer. Der er ingen planer om et nyt køkken - de håber at kunne finde et brugt snedkerkøkken, så de kan restaurere det eksisterende. Nu udhuler hun æblernes kernehuse og skærer æblekødet i ringe på omtrent en halv centimeters tykkelse.

På madområdet var det ikke på samme måde nødvendigt at lave forbrugsreformer. Her var kursen allerede lagt. Da de i 2015 blev forældre første gang, skruede de endnu mere op for de økologiske varer, de bruger relativt lidt kød, og så gør Bodil Richardt, hvad hun kan for at udnytte råvarerne og at få brugt alle rester, der måtte opstå.

”Jeg har en stor respekt for den mad, der produceret i landbruget. Det er så åndssvagt, at så meget mad smides ud i Danmark. Det er virkelig spild af alles tid.”

Improviserer sine måltider

Mens hun skærer æblerne ud, forklarer hun, at hun ikke er vild med opskrifter, men improviserer omkring måltiderne og har et basisvarelager, så alle råvarer bliver brugt.

”Nogle gange er jeg næsten for dygtig til at undgå madspild. Så min mand kan sige: 'Nej! Nu stopper du, altså!', når jeg vil bruge en eller anden lille rest.”

Selvom Bodil Richardt har samlet bunker af hverdagserfaring med at leve nøjsomt, er det sparsomt, hvor meget hun har skrevet på sin Instagramprofil om, at hun køber genbrug.

”Faktisk er det meget få, jeg har fortalt om, hvor ekstrem jeg er på det felt. At jeg kan gøre det, er i sig selv ikke ansporende for andre. Jeg vil egentlig gerne inspirere andre, men ikke hvis det skaber dårlig stemning. Jeg har ikke lyst til at løfte pegefingre og virke frelst i forhold til andres forbrug.”

Derfor ønsker hun sig for eksempel heller ikke genbrugsgaver til jul eller fødselsdag fra hendes forældre eller svigerforældre. Hun er klar over, at det kunne være en stressfaktor for dem.

”Men til gengæld er jeg meget præcis med at ønske mig nye ting, jeg kan stå inde for. Som jeg virkelig har en trang til at eje. For eksempel noget virkelig lækkert sengetøj. Men stempelkanden fra Bodum på en liter er altså ikke vigtig nok til, at jeg vil ønske mig den fra ny.”

Droppede Ikea-besøget

Den sidste bageplade med æbleringe er sat i ovnen. Den skal stå ved 40 grader i otte timer. Til sidst skal de færdige resultater hives ud, køle af og havne i nogle af patentglassene, som hun høstede i Røde Kors-butikken tidligere på formiddagen. Bodil Richardt viser rundt i huset, der udelukkende er møbleret med genbrugsting. Det var hun med egne ord ”stålsat på”.

Processen med indretningen har stået på, siden de flyttede ind i 2018 – i stedet for at drøne i Ikea og få det fikset på en weekend; den strategi brugte de, da de flyttede ind i lejligheden i København tilbage i 2014. Det butiksbesøg kostede 3.000 kr. og er ikke længere noget, de vil gøre igen.

I køkkenskabet står store stabler af tallerkener. De har samme størrelse, men er ikke samme slags. Hver og en af dem er genbrugsfund. De fire Børge Mogensen-stole i stuen er købt brugt for 400 kroner. De havde grimme betræk, så Bodil Richardt fik dem ombetrukket i en kvalitetsuld, der kan holde i mange år frem i tiden.

På førstesalen er der et kig ud over landskabet med de gode svampeskove og de letskummende bølger langs den norddjurske kyst et par kilometer fra huset. De blygrå skyer har lagt låg på himlen. Det er et syn, der giver Bodil Richardt langt mere livsglæde end de snævre, livlige gader i København.

Under en vinduesniche falder det bløde efterårslys ind på en gyngestol, der også gemmer på en glad genbrugshistorie. En dag var Bodil Richardt på den kommunale genbrugsplads, hvor hun så en mand, der var i gang med at smide stolen ud.

”'Stop!', råbte jeg og spurgte, om jeg måtte købe den. Jeg fik den kvit og frit. Den manglede noget til sædet, som jeg bagefter reparerede. Jeg har også slebet og malet den i den farve, der passer fint ind. Det er et flot møbel, og så har jeg siddet her med børnene, da de var helt små og gynget med dem, så de faldt til ro. Jeg er meget glad for stolen, som jeg reddede fra at blive brændt.”