Grønt Marked inviterer til julemarked i København hver søndag i advent
Et halvt hundrede økologiske og regenerative fødevareproducenter giver igen i år københavnerne mulighed for at købe økologiske råvarer til julebordet.
Julen har mange faste traditioner. I København er en af dem blevet Grønt Julemarked, som hver søndag i advent trækker lokale økologiske producenter til hovedstaden.
Det første julemarked blev afholdt i 2019 og arrangørerne fra Grønt Marked lokker igen i år med julestemning, lokalt dyrkede råvarer og masser af økologiske ingredienser til julebordet. De bliver som altid leveret af lokale landmænd, kokke, bagere, bryggere, biavlere, møllere, slagtere, pølsemagere og ostemagere.
”Når du handler på Grønt Markeds julemarkeder, gør du mere end bare at købe julegaver og mad til julebordet, du støtter den lokale økonomi og træffer bevidste valg, der hjælper med at holde små producenter og håndværkere i live. I en tid, hvor forbruget har nået nye højder, gør hver beslutning en forskel”, siger Viola Capriola, medstifter og forperson for Grønt Marked i en omtale af årets markeder.
Hun lover at boderne både er leveringsdygtige i økologiske ænder, flæskesteg, kartofler, æg, mel og alt det grønne, søde, sure og syltede, som mange forbinder med julen.
Om Grønt Marked
Oprindeligt startede markedet på Refshaleøen med en ambition om at forkorte afstanden fra jord til bord, men markedsdagen har siden spredt sig til fire lokationer i København, hvor de lokale kan komme tæt på maden og tale med de mennesker, der producerer den.
Grønt Julemarked åbner kl. 10 hver søndag i advent. Hver gang på en ny adresse
-
søndag i advent, 30. november: Gammelholm, Indre By
-
søndag i advent, 7. december: Litauens Plads, Vesterbro
-
søndag i advent, 14. december: Skjolds Plads, Nørrebro
-
søndag i advent, 21. december: Aksel Møllers Have, Frederiksberg