Han kvittede livet som ingeniør i København for at blive whisky-bonde i Thy

Flokken af gymnasieelever fra iværksætterlinjen på Favrskov Gymnasium i Hadsten samler sig om Andreas Poulsen. Han har lige indledt endnu en rundvisning på Gyrup Gård, måske nummer 50 alene i år.

”Nu skal I have fortællingen om min vej. Hvordan pokker var det, at jeg blev whisky-bonde i Thy frem for ingeniør i København?”

For at nå frem til gårdspladsen har eleverne bumlet i en stor bus diagonalt over Jylland og til sidst ad en lang, lille, smal vej. For enden af den sprang de ud i det øde landområde på kanten af en ådal nær Nationalpark Thy.

Andreas Poulsen fortæller eleverne, at han som DTU-uddannet civilingeniør med speciale i bæredygtig energi for fem år siden sad i Klimarådet og ”regnede, regnede og regnede” på brugen af elbiler i store excel-ark.

”Det var et spændende job, men når jeg hver dag sad der fra 9-17, kunne det godt blive lidt kedeligt. Uden for vinduerne var der en byggeplads, hvor byggefolkene gik og arbejdede. Når jeg så dem, savnede jeg at lave noget mere forskelligt”, siger Andreas Poulsen, mens han med sit levende kropssprog imiterer en regnemand, der taster tal ind i et usynligt tastatur.

Under rundvisningen fører han bl.a. gymnasieklassen forbi flokke af stedets i alt 200 mælkekøer, inden eleverne ender i den spritnye lagerhal. En dag er lageret fyldt med tønder med over 200.000 liter whisky. De første få tønder i den store hal syner af meget lidt, men gradvist skal produktionen op – og de hundredtusinder af liter whisky skal i mindst tre år lagre, hvor de vestjyske vinde kan blæse lige gennem gavlene.

Andreas Poulsen leder til sidst eleverne tilbage til bussen i gårdspladsen igen. På mere end ét plan vender han tilbage, hvor han startede.

"Jeg bruger faktisk ikke min uddannelse som ingeniør. Men på en videregående uddannelse lærer man at lære og at sætte sig grundigt ind i ting,” siger han til eleverne, der meget vel kunne ende på en videregående uddannelse efter gymnasiet. Eller måske som iværksættere.

"Jeg har lært at sætte mig ned, lægge en plan og komme videre med den."

Dertil kunne man roligt føje at analysere et marked og finde smuthuller uden om verdensmarkedets trædemølle. Som for eksempel at sælge specialmalt i små portioner til bryggerier. Og de mange andre huller, der skal fyldes ud, når man vil trække værdi fra værdikæden hjem på gården igen. I stedet for blot at levere råvarerne til markedet.

Eleverne fra iværksætterlinjen ligner nogle, der har slugt Andreas Poulsens ord som skotter på en pub, der lige præcis den dag serverer en ny årgang af den lokale whisky.

I hvert fald er en af eleverne – en ung fyr omkring de 18 år – meget direkte inspireret af Andreas Poulsens rejse. Så snart Andreas Poulsen har takket af, får den unge fyr smil frem hos både lærere og de andre elever, da han udbryder:

”Nu er det blevet min backupplan at leve af at lave whisky”.

En uvis fremtid

Efter rundvisningen sidder Andreas Poulsen ved et bord foran gårdbutikken med whiskyflasker i elegante emballager, han siden fast-indtægtsdagene i København har været med til at banke op.

Under rundvisningen har han fortalt eleverne om de tre ben, Gyrup Gård står på. Mælk fra landbruget, der leveres til Thise og sælges som Gyrup-mælk i Irma. Malteriet, der fremstiller specialmalt, eksempelvis rugmalt, til bagere, mikrobryggerier og andre destillerier i landet. Og så kronen på værket: Thy Whisky Distillery, hvor de forædler en del af kornet fra gårdens 500 hektar økologisk drevne marker til en single estate-whisky, hvor hele processen fra korn til flaske er samlet på gården.

”For mig er whisky det vildeste, man kan lave med korn. Tænk sig, at det kan tage op til ti år, før det er færdigt. Det er så tilfredsstillende at lave så forædlet et produkt.”

Andreas Poulsen har også kredset om, hvordan gårdens kredsløb hænger sammen. Om køerne, der leverer gødning til markerne, om kornet, der blandt andet bliver til malt. Og om restprodukterne fra malteriet, køerne æder.

Nu kredser han om det svære valg. At stå med et fast job i den ene hånd – og et tilbud om at være med til at overtage en slægtsgård og en mere uvis fremtid i den anden.

Han var på det tidspunkt kæreste med Ellen Nicolajsen, han i dag er gift og har fået børn med. Ellens søster Marie Stjernholm er den anden arving til gården fra deres far Nicolaj Nicolaisen. Valget var om muligt sværere for hende og manden Jakob Stjernholm, da de også skulle kvitte to vellønnede job, sælge et hus og flytte børn med til Thy.

Andreas Poulsen fortæller, at det for ham var en mulighed for at gøre noget meningsfuldt og skabe høj kvalitet af gårdens råvarer, man kan være stolt over.

”Men det var også et valg på godt og ondt. Der er en risiko, når man vil lave forretning i en familie. Man må og kan altså ikke blive uvenner i en familie,” siger Andreas Poulsen.

Han forklarer, at Nicolaj Nicolaisen tilbage i 2010 ved siden af mælkeproduktionen var gået i gang med en lille whiskyproduktion på gården. Thy Whisky – som det stadig hedder.

”Vi syntes, at det havde en fantastisk kvalitet, og vi så et stort potentiale. Vi sagde til ham, at han skulle fylde flere fade, end de få om året. Fint, sagde han. Men det må I gøre."

Var vi på bølgelængde?

For Andreas Poulsen spiller historien bag Gyrup og Thy Whisky også ind på valget.

”Mange generationer har knoklet stedet op til et veldrevet sted. Nicolaj havde taget de første vigtige skridt, og vi havde noget at bygge på. Vi fik virkelig et spark. Med den forhistorie skyldte vi det virkelig en nøje overvejelse, om vi på længere sigt kunne overtage driften af gården."

Jakob Stjernholm og Andreas Poulsen brugte mange timer i København på at snakke sammen og at arbejde med en forretningsplan. En proces, der varede et-to år.

”Vi kendte heller ikke hinanden bedre, end at vi også brugte processen med at se hinanden an. Var vi på bølgelængde? Og kunne vi – to familier – bygge så stor en forretning op, at vi kunne leve af det?”

Undervejs i analysen bag planen fik de øje på et potentielt hul i markedet. Hvis de lavede deres eget gårdmalteri, kunne de levere mere specielle portioner af malt til mindre bryggerier.

Og nu er længslen bag synet af byggepladsen fra hans regnearbejdsplads i Klimarådet indfriet.

"I dag er jeg sælger, foredragsholder, leder, fejedreng og webdesigner. Det er bare megainspirerende. Det definerer et godt arbejdsliv for mig, at hverdagen er så vekslende."

En lugt af brændt græs når næseborene. Bag ham går Marie Stjernholm rundt med en ukrudtsbrænder på gårdspladsen og giver et andet konkret eksempel på de opgaver, gårdfællesskabet skal løse efter det noget utraditionelle generationsskifte.

Det professionelle fællesskab tæller i alt 10 personer. Syv ansatte er der på stedet.

”Det handler også om at skabe arbejdspladser. Hvert eneste job, vi skaber, er en sejr. Vi er trods alt i et yderområde”.

Er du glad for, hvor du er nu?

"Ja! At se de drømme og ideer, vi havde, da vi sad i København og skrev dem ned på papir, at se det billede, der tegner sig ud fra de samtaler, vi havde om forretningsplanen for over fem år siden. At kunne se sine drømme opfyldt, og at vores whisky får så stor international anerkendelse - det føler jeg mig meget privilegeret over."

Han understreger, at de har kæmpet i fem år for at få produktionen i drift. Nu er malteriet der, hvor de tænkte, det skal være, og whiskyproduktionen er godt i gang. I sidste uge fik de tilmed besøg af Dronning Margrethe, og de benyttede lejligheden til at lancere whisky-aftapning nr. 16, som i anledning af besøget har fået det royale tilnavn "Rex".

Og om ti år er de stadig i gang med at bygge op. Andreas Poulsen vender tilbage til valget, der ikke var nemt.

"For det var virkelig at binde sig. Vi zapper ikke væk herfra igen. Her vokser vores børn op. Det er vores livsværk."