Tv-branchen kørte prisvindende fotograf i sænk - æbler og fugle blev hans redning

En dag midt i februar opdager Michael Lindebjerg, at hans bånd til tårnfalken er blevet stærkere. Han er ude for at beskære nogle af de i alt 3.100 træer, der vokser i lange, lige rækker hos Samsø Æbler.

Tårnfalken flyver rundt på udkig efter mus, mens ”æblemanden” – som folk på øen kalder ham – går og arbejder. Pludselig lander falken ret tæt på ham. Michael Lindebjerg oplever, at falken betragter ham. Det er, som om fuglen spørger ham: "Hvem er du?”

"Der er sket noget over tid. Jeg oplever, at vores relation rækker ud over, at jeg har haft et helvedes bøvl med at lave en redekasse til tårnfalken og placere den højt oppe i et træ, og at fuglen har valgt at slå sig ned her og bruge redekassen," forklarer Michael Lindebjerg.

Til sammenligning er han usikker på, om han reelt har gjort noget for rørhøgen. Om den har valgt at være her eller altid har været her? Altså om den er kommet på grund af de naturtiltag som for eksempel urtebræmmer, redekasser eller de kæmpe kvasbunker, han har lavet, siden han begyndte at plante sine æbletræer på stedet i 2014.

"Men tårnfalken har jeg inviteret – og den har taget imod. Nu læser jeg helt sikkert noget ind i den fugl, men da jeg står der, får jeg fornemmelsen af, at falken ikke synes, at jeg er farlig. At falken stoler på mig."

Er ikke født ind i æblefaget

Fortællingen om falken er bare ét eksempel på den relation til fuglene og naturen, der i den grad er blevet stærkere, siden Michael Lindebjerg i 2014 så småt begyndte på et nyt liv som økologisk æbleproducent på Samsø. Han er på ingen måde født ind i æblefaget. I stedet var hans vigtigste arbejdsredskab i næsten tre årtier et kamera.

I 1990 blev han ansat på TV2 Østjylland og blev her fast makker med journalist Lars Høj. Sammen lavede de dokumentarprogrammer til det landsdækkende TV2. Undervejs fik Michael Lindebjerg prisen som Årets Tv-fotograf syv gange, blandt andet for programmet 'Mors lille dreng', som også blev indstillet til journalistikkens fornemste pris, Cavlingprisen.

I 2005 blev han chef for alle fotografer og klippere på TV2, og han fik senere også titlen visuel chef. Men bestræbelsen på at komme tæt på mennesker med kameraet førte ham ikke ligefrem tættere på familien. Eller sig selv. En aften sad han sammen med sin hustru, Pernille Søe, og så et teaterstykke på datteren Annas skole i Aarhus, som den nu voksne datter spillede med i. Midt i forestillingen, midt mellem de mørke tilskuerrækker, kom inspektøren pludselig hen til ham.

"Han gav mig en lille, gul seddel, hvor der stod: 'Kør nu! Hilsen Lars'," fortæller Michael Lindebjerg.

Han skulle straks køre, fordi en mand, som han sammen med Lars Høj lavede en dokumentar om, skulle have en akut hjerteoperation.

"I mit gamle liv kunne ingen regne med mig. Pernille syntes naturligvis ikke, at det var særligt fedt, at jeg forlod forestillingen, men hun er heldigvis meget forstående."

I det tidlige forår 2019 fløj sensationen lige over hovedet på Michael Lindebjerg. Han var ude at kigge på fugle med to ornitolog-venner omtrent to kilometer nord for plantagen. Over dem sejlede en hvid stork forbi på himlen med sine vinger strakt ud.

Synet fik Michael Lindebjergs hjerte til at hamre. Selv om storken ikke har ynglet på Samsø i mindst 80 år, møver han sig hvert år i februar op på taget over gårdspladsen for troligt at fore den tomme storkerede.

"Vi stod alle tre og råbte i kor: 'Flyv til venstre, flyv til venstre'," griner æblemanden og fortæller, at en af de andre igennem kikkerten kunne se på et ringmærke, at det var en svensk han.

Storken fløj rent faktisk til venstre. Nogle minutter efter slog hannen sig ned i reden hos Samsø Æbler.

"Jeg ville have givet min højre arm for et billede," fortæller Michael Lindebjerg.

Desværre fløj storken videre efter bare ti sekunder. Han fløj over på taget af en anden bygning i nærheden, hvor han gav sig til at knæpre med næbbet for at tiltrække en hun. Hun kom ikke. Heller ikke i 2019.

"Det kunne være skideskægt, hvis storken ynglede på øen igen," svarer Michael Lindebjerg, da han bliver spurgt, hvorfor han gerne bruger tid på at gøre reden klar.

Mere tid

Tid har Michael Lindebjerg fået meget mere af, efter det man kunne kalde en transformation af hans liv. Og resultatet af transformationen: Hverdagen på Samsø, hvor han ofte ikke ved, hvilken ugedag det er. Her bestemmer vejret arbejdets gang.

Regner det, sætter han måske en motor i stand, og når tørvejret kommer, nyder han duften af regnmættet jord og insekternes summen, mens han arbejder ude blandt træerne. Plantagen er designet, så han kan lave det hele selv.

Han er meget bevidst om, at tempoet ikke bliver som i gamle dage, hvor han ”kørte i et gear, der var vanvittigt”.

"Når man arbejder med dokumentarfjernsyn og alvorlige menneskelige historier, er der ikke noget, der hedder faste arbejdstider. Jeg har altid arbejdet i weekender og til langt ud på aftenen og haft masser af rejseaktivitet. Det har været spændende, men også for voldsomt."

Et vendepunkt, der satte gang i det, han selv kalder ”processen”, kom i 2008. Michael Lindebjerg gik ud som et lys. Han fik et totalt blackout, da han sad i sin bil, og han blev indlagt med blink og sirener.

Lægerne kunne konstatere, at han rent fysisk intet fejlede. Men han var stresset og på vej ind i en dyb depression. I et år tvivlede han på, om han nogensinde ville komme til at fungere normalt igen. Men han fik comeback i tv-branchen på freelancebasis med sit eget firma. Samtidig begyndte han på en liste over, hvad der gjorde ham glad, og hvad der tog hans energi.

Listen tog flere år at udfylde og var et vigtigt værktøj, der førte frem mod et stort livsvalg. Det valg blev taget, da hans far døde som 70-årig. Det viste ham, at man skal tage de store livsvalg, før det er for sent.

Mariehøns hjælper mod bladlus

Mens Michael Lindebjerg viser rundt i plantagen på en solskinsdag først i maj, er hans talestrøm domineret af fugle. Om de farvestrålende stillitser, der er vilde med tidslernes frø. Om de rovfuglepinde han har sat op, som rovfuglene trofast bruger. Om de nye stærekasser – og om stærenes veludviklede sociale evner, som de blandt andet udnytter til at lave en slags stærebørnehave. Og han taler om de mere end 60 opsatte redekasser med ”en belægningsgrad på omkring 70 procent”.

Om sommeren er rederne beboet af mejser og musvitter – ”mine små krigere, der hjælper med at æde skadedyr i plantagen”.

Michael Lindebjerg går videre igennem plantagens lange rækker af træer. Et hav af mælkebøtter lyser op i skriggule nuancer i det grønne græs mellem rækkerne med de fem æblesorter Alkmene, Aroma, Discovery, Holstein Cox samt Ingrid Marie.

Træerne står på et 2,6 hektar stort, nærmest perfekt spot for æbledyrkning med blot 900 meter til Sælvig-bugten mod vest og to kilometer til Stavns Fjord mod øst. Her på den smalle del af Samsø er der sjældent frost på det kritiske tidspunkt sidst i april eller i maj, hvor træerne blomstrer.

Mellem nogle af rækkerne har æblemanden også lavet urtebræmmer, hvor der ellers kunne have stået 140 træer. Der var ikke mange mariehøns, da plantagen blev anlagt på bar jord i 2014, men efterhånden som han etablerede bræmmerne, er mariehønsene dukket op i stort tal. Derfor er der ikke problemer med bladlus på æbletræerne.

"Den effektive landmand ville tænke: 'Fandme nej!' Men vi har valgt en ekstensiv vej," siger han.

Begyndte at lave tv igen

Efter sit blackout i 2008 sagde Michael Lindebjerg ganske vist sin chefstilling på TV2 op, men kun for at begynde at lave fjernsyn igen. Rejserne, de lange optagedage, fritidsaktiviteterne, der måtte sløjfes, alt det vendte han tilbage til. Men et frø var sået. Nu vidste han, at han ville noget andet med sit liv. Engang.

Det var dog svært at vide, hvad der skulle sættes i stedet for. Men ligesom et æbletræ ikke sætter frugter de første par år, spirede ideen om det nye liv langsomt frem.

En regnvejrsdag i 2012 tog han og Pernille Søe færgen til Samsø for at se på sommerhuse. Allerede på færgen kunne han mærke, hvordan skuldrene faldt ned. Kort efter stod de foran dét hus, der gav dem den helt rigtige mavefornemmelse. Det købte de, da Michael Lindebjerg fyldte 50, og da nabogården med endnu mere jord kom til salg, slog de til og etablerede hans æbleplantage.

I påsken 2015 blev parrets hus gennem 24 år i Højbjerg ved Aarhus solgt, og gården på Samsø blev betalt. De købte i stedet et lille rækkehus til Pernille Søe, der fortsatte med sit lærerarbejde i Aarhus og blev pendler. Michael Lindebjerg valgte ”naturligvis” at være økolog fra dag ét. Han kom på ”æbleversitetet”. Et miks af faglitteratur, en erfa-gruppe for økologiske æbleavlere, hjælp fra venner, naboer, YouTube og så en masse timer blandt træerne. Og fuglene.

Michael Lindebjerg savner ikke sit gamle liv. Der var ”aldrig fred i bøtten”, og skiftet har virkelig frigivet energi. Det trælse ved det gamle job var de rigtig mange timer på farten. Det gode var også de rigtig mange timer på farten, for fra bilen, toget eller fra dækket på Molslinjen så han ofte fuglene.

"Det var dog sjældent ok for journalisten, at vi lige skulle stoppe og se på en vibe. Men nu har jeg foden på egen 'fuglespeeder'."

Michael Lindebjerg mener, at det drastiske skifte har gjort ham til et bedre menneske. Mest af alt over for sig selv.

"Som Pernille siger: Mit smil er begyndt at hænge fast fra øre til øre. Hun har fået en mand, der kommer hjem og er enormt træt, beskidt, svedig – og glad."

Ud af hamsterhjulet

Michael Lindebjerg er gået ind i et hjørne af grunden, hvor han har lavet kæmpe dynger af kvas. Grene og andet afklip fra plantagen. Dyngerne er guf for biller, insekter, frøer, pindsvin og harer. Kvasdyngerne leverer også råvarer til de mange ”små krigere”, der konstant er på vingerne efter føde til ungerne.

Michael Lindebjerg har haft besøgende på gården, der har sagt ”bare det var mig” efter at have hørt hans historie. Når han udfordrede dem på, hvorfor det egentlig ikke kunne være dem, kom snakken hurtigt ind på lønsedler, børn og udgifterne, der skal betales.

"Men det er jo ikke forbudt at begynde at skrive op, hvad der er træls, og hvad der er godt i dit liv. Hvis du synes, at det er noget lort at møde op på dit arbejde – så skulle du måske lige tage et kig på, hvad du vil med dit arbejde og dit liv," funderer han og fortsætter:

"Jeg ville ønske, at flere af dem, der drømmer om at trække stikket og hoppe ud af hamsterhjulet, også turde gøre noget ved det. Beslutningen behøves ikke være fra en dag til en anden."

Han ser op. Svalen er kommet. Lærken hænger et sted på himlen med sine lange talestrømme. En flagspætte forsøger at imponere nogle hunner ved at speed-hakke i en træstamme med god resonans. Et sted på Samsø er der – igen i år – endda landet en hvid hanstork.

"Desværre fløj også den videre," konstaterer Michael Lindebjerg og tilføjer så:

"Men måske til næste år?"