Annonce
Annonce
Som ny direktør for Friland glæder Søren Tinggaard sig til at arbejde med hele værdikæden og møde en gruppe passionerede økologiske landmænd, som efter hans vurdering har stærke kort på hånden med hensyn til at skabe ny vækst og indtjening til en ellers presset branche. Foto: Jakob Brandt
Ny Friland-direktør ser lys forude for øko-grisene
Efter fire år som leder af Danish Crowns salgskontor i Shanghai er det en optimistisk Søren Tinggaard, som ved årsskiftet overtog direktørstolen hos Friland A/S, og han oplyser, at indtjening på det økologisk grisekød er begyndt at stige.
’Bacon’, står der med hvid skrift på forsiden af en bog, som er er den eneste lekture, der ligger fremme i receptionen i Danish Crown-koncernens nybyggede hovedsæde ved Paderup syd for Randers. På forsiden kalder et foto af tre sprødstegte stykker bacon på mundvandet hos gæsterne, mens de venter på et gæstekort til verdens største kødeksportør.
Det er her i den fire etager høje bygning, at godt 800 ansatte siden 2023 har styret den globale kød- og fødevarekoncern, men det er også her, at en snes dedikerede medarbejdere kæmper for at afsætte okse- og grisekød via datterselskabet Friland A/S.
Selv om det økologiske kødsalg i øjeblikket er nede i en bølgedal, bidrog det til det seneste koncernregnskab med 917 mio. kr. ud af en samlet omsætning på næsten 68 mia. kr.
Ved årsskiftet valgte Claus Hein at forlade direktørstolen hos Friland for at overtage ansvaret for Danish Crowns detailsalg i Europa. Hans afløser, Søren Tinggaard, blev bogstavelig talt blev fløjet ind fra Kina lige før jul.
Skal genrejse salget
Gennem de seneste fire år har han stået i spidsen for salget af grisekød til det kinesiske marked via Danish Crowns salgskontor i Shanghai, hvor han var med til at etablere koncernens 400 mio. kr. dyre forædlingsfabrik i Pinghu. Da hans kontrakt udløb ved årsskiftet, var familien enig om, at tiden var moden til at vende hjem til Danmark, og da han blev tilbudt direktørstolen i Friland A/S, behøvede han ingen betænkningstid.
"Så alt, hvad vi laver, skal helst ende med at give en bedre afregning til landmanden, og det ser heldigvis ud til, at kurven begynder at gå den anden vej.
— Søren Tinggaard, direktør Friland A/S
Hans hovedopgave bliver nu at genrejse det økologiske kødsalg, som efter en turbulent periode med lav forbrugeroptimisme, høj inflation og en stor overproduktion i det seneste regnskabsår måtte se omsætningen skrumpe med 140 mio. Og det er en smilende, men kampklar direktør, som flankeret af en pressemedarbejder byder på kaffe og en snak om fremtidsperspektiverne for Friland.
Frilands negative salgsudvikling skyldes primært et historisk fald i salget af økologisk grisekød, som på et enkelt år barberede 13 pct. af Frilands samlede omsætning. Den rundede for første gang milliarden (1.059 mio. kr.) i 2021/2022, men faldt i det seneste regnskabsår til 919 mio. kr.
Øget indtjening skaber optimisme
Det svigtende salg har presset de økologiske landmænd, og branchen har være ramt af flere konkurser, men efter kun 14 dage på posten varsler Søren Tinggaard bedre tider for Frilands trængte griseproducenter.
»Vi har taget et dyk den seneste periode. Så alt, hvad vi laver, skal helst ende med at give en bedre afregning til landmanden, og det ser heldigvis ud til, at kurven begynder at gå den anden vej. Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at indtjeningen vokser, og det ser også ud til, at vi igen får behov for flere grise,« siger direktøren, som midlertidigt bor i et sommerhus på Mols, mens familien leder efter en permanent bolig i Østjylland.
Generelt ser han meget positivt på fremtiden for den økologiske kødproduktion.
»De seneste tre gange, hvor den konventionelle notering er faldet, har vi kompenseret økologerne ved at øge økotillægget,« siger Søren Tinggaard, som dog ikke tør love, at vi har set den sidste konkurs blandt de økologiske griseproducenter.
»Det er jo landmændene, som driver deres egne virksomheder, men for mig er det af flere grunde sindssygt spændende at stå i spidsen for Friland, hvor jeg for første gang i min karriere får mulighed for at arbejde med hele værdikæden,« siger han.
Rummer mange plusser
Han vurderer, at den økologiske produktionsform er godt rustet til fremtiden, da den rummer mange plusser, hvad angår dyrevelfærd, biodiversitet og miljø. Det er vigtige agendaer for en del forbrugere, og han er derfor ikke bleg for at kalde økologien for fremtidens landbrug, selv om han er ansat i en koncern, som primært sælger konventionelt kød. I hans bog er der plads til begge dele.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at levere på 2030-målet… Ikke ét sekund. Vi har allerede hentet 30 pct., og hvis vi får implementeret best practice ude på alle gårdene, er det mit postulat, at vi når langt forbi 2030-målet.
— Søren Tinggaard, direktør for Friland A/S
Søren Tinggaard kommer med en bred erfaring fra Danish Crown, hvor han har arbejdet, siden han i 1994 blev uddannet som økonom på Aarhus Universitet. Han kender derfor alle hjørner af koncernen, hvor han i en årrække var underdirektør i Danish Crown Porks salgsafdeling, og han ved, at han i sit nye job får brug for sine evner som sælger.
»Andelshaverne i Friland har ikke valgt at blive økologiske landmænd, fordi det er det mest kommercielle, de kan kaste sig over. De vælger Friland, fordi de er engagerede og har en holdning til nogle ting. Det, synes jeg, er fantastisk,” siger Søren Tinggaard.
Selv om han endnu ikke har haft mulighed for at møde leverandørerne ansigt til ansigt, er han ikke det fjerneste i tvivl om, hvilke forventninger der knytter sig til rollen som direktør for Friland:
»Min opgave lige nu er at være med til at sikre, at Friland fungerer som en effektiv afsætningsplatform, som er trimmet til at sælge alle de produkter, som vores landmænd skal leve af - ellers stopper festen.«
Friland genbesøger strategien
Ifølge den strategi, som Frilands bestyrelse vedtog i 2021, skal selskabet i 2026 nå en omsætning på 1,2-1,4 mia. kr., men da markedssituationen har ændret sig markant siden da, har Søren Tinggaard aftalt med bestyrelsen, at de sammen skal genbesøge strategien i løbet af foråret.
»Det giver mig god mulighed for at dykke dybere ned i tingene og få en dialog med bestyrelsen om, hvilke tanker den gør sig,« siger han.
Til gengæld føler han sig på sikker grund med hensyn til at nå koncernens klimamål om at halvere udledningen i 2030:
»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at levere på 2030-målet… Ikke ét sekund. Vi har allerede hentet 30 pct., og hvis vi får implementeret best practice ude på alle gårdene, er det mit postulat, at vi når langt forbi 2030-målet.«
2050-mål er svært
Han erkender dog, at det bliver en større udfordring at nå 2050-målet om nul-udledning, da det er vanskeligt at forestille sig en kødproduktion helt uden udledning. Heldigvis trives han med udfordringer.
»Efter mange år i branchen og mine fire år i Kina er jeg vant til udfordringer, og det passer godt til min natur at arbejde et sted, hvor alt ikke bare kører af sig selv,” siger Søren Tinggaard, som nyder at være tilbage i maskinrummet hos Danish Crown, hvor han kan trække på mange kompetencer.
»Jeg overtager en meget veltrimmet virksomhed fra min forgænger, så det er ikke sådan, at jeg bare kommer og siger, at vi skal gøre det og det, og så kører det hele.«
Det er især salget til detail og foodservice på hjemmemarkedet og det tyske marked, som hidtil har trukket læsset.
»Det skal vi holde fast i, men vi er også nødt til at finde nye markedsåbninger i udlandet, som vil give os flere bevægelsesmuligheder, så vi kan optimere forretningen. Det vil gøre det nemmere at sige nej til de kunder, der ikke kan betale den pris, som vi er nødt til at forlange for at sikre en tilfredsstillende afregning til leverandørerne.«
Oplagt marked i Kina
Sidste år var Friland i perioder helt nede på kun at sælge 40 pct. af grisekødet som økologisk, så det bliver en vigtig mission at finde kunder til flere af de delstykker og biprodukter, som lidt for ofte ender til lave priser hos konventionelle kunder.
»Kina kunne været et oplagt marked, hvor vi måske kunne sælge økologiske grisehoveder, ører eller haler, men i andre lande findes der også lommer af meget velhavende borgere, som sætter pris på det, vi kan tilbyde med økologi,« siger direktøren, som ved, at en af hovednøglerne til succes handler om at sælge den størst mulige andel af grisen som økologisk kød.
»Vi er nødt til at se, om vi kan tappe ind i flere af de ting, som kunderne efterspørger, og i takt med at inflationen falder, stiger forbrugeroptimismen, og det skal vi være klar til at kunne håndtere.«
Flere artikler fra samme sektion
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.
Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider
Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.