Annonce

Annonce

Grise i sne hos Thorbjørn Sørensen

Trods hårde tider i branchen får grisene hos Thorbjørn Sørensen snart selskab af flere - besætningen udvides fra 400 til 500 søer. Foto: Pernille Schak

Thorbjørn Sørensen er optimistisk trods svære tider

Mens griseproducenterne nærmest har været ramt af en perfekt storm af stigende foderstofpriser, høj inflation, flygtende kunder og rentestigninger, er der forsigtig optimisme at spore hos både producenter og den største aftager af økologiske grise, Friland. Solbakken Økologi udvider nu besætningen fra 400 til 500 søer.

Grise hos Solbakken Økologi i Sønderjylland har de seneste uger tumlet rundt på deres marker i sne, frost og storm. Men dyrene har ikke mærket den perfekte storm af begivenheder, der de seneste to år har presset økologiske griseproducenter til det yderste.

Selv om det for deres ejer, Thorbjørn Sørensen, har været væsentligt dyrere at holde grisene mætte, og han både har oplevet, at foderpriserne er skudt i vejret, renterne er steget og kunderne i butikkerne har valgt det økologiske kød fra.

Fra 400 til 500 søer

Alligevel er han forsigtig optimist og har valgt at forpagte mere jord, så han skruer op for produktionen fra 400 søer til 500 søer.

»Vi har fået mulighed for at levere 1.800 flere 30-kg grise til en anden landmand, fordi der er en, der har skåret i produktionen og stoppet leverancen,« siger Thorbjørn Sørensen, som i 2023 leverede 10.500 slagtesvin til Friland.

Thorbjørn Sørensen har også mærket at foderpriserne er røget i vejret - for eksempel oplevede han at prisen på soja blev mere end fordoblet
Thorbjørn Sørensen har også mærket at foderpriserne er røget i vejret - for eksempel oplevede han at prisen på soja blev mere end fordoblet. Foto: Pernille Schak

Udvidelsen med de 100 nye søer på markerne sker delvist med brugte hytter, som han har købt fra en konkursramt økologisk griseavler. På den måde han mærker også, at han arbejder sig fremad midt i en krisetid. Solbakken Økologi har selv ikke været så hårdt ramt som nogle andre økologer, fordi de laver en stor del af foderet selv. Desuden fik han i 2021 og 2022 lavet en god kontrakt på levering af foder, lige før priserne skød i vejret.

»Men jeg har også oplevet at prisen på soja er mere end fordoblet. Det billigste, jeg har købt, var til 435 kr. pr. ton, men nu har prisen været i nærheden af 1.000 kr. pr. ton. Så det er jo noget, der godt kan mærkes,« forsikrer han.

Tæller patter

Alligevel er Thorbjørn Sørensen en af de griseavlere, der nu skalerer op.

Han forklarer også optimismen med, at de hos Solbakken Økologi løbende har formået at effektivisere griseproduktionen i den forholdsvis lille økologiske grisebranche med specielle driftsformer, der stadig er relativt nye.

»Alle dem, der nu er tilbage i erhvervet, er blevet mere effektive, og vi står jo ikke stille. Hos os forsøger vi hele tiden at udvikle noget nyt,« siger han.

Solbakken Økologi har skiftet besætningen ud til de mere robuste TN 70 fra Topics Norsvin, der i større grad kan passe sig selv, og det har medvirket til, at smågrisedødeligheden er faldet.

Desuden er driften meget systematisk indrettet, og medarbejderne bruger f.eks. tid på at tælle og registrere fungerende patter for hver so, så nogle kan fungere som ”opsamlingssøer” for andre – eller man kan flytte grise til en anden so, hvis en har født for mange.

Det er også lykkedes at optimere brugen af råvarer, og Solbakken Økologi blander bl.a. pillerne fra drægtighedsblandinger med wrap i en mixervogn, som udfodres i langtrug.

»Det giver os mere rolige søer om vinteren, når der ikke er græs på markerne, fordi de får en større mæthedsfølelse, og det betyder også, at vi har et mindre forbrug af soja,« forklarer han og tilføjer:

»Som udgangspunkt er det jo egentlig basal viden, der skal til for at holde grise, men det er vigtigt, at vi er systematiske og hele tiden holder hinanden oppe på at få gjort det, der skal til.«

Thorbjørn Sørensen har skiftet sin besætning ud med krydsningen TN 70 fra Topics Norsvin, der i større grad kan passe sig selv, og det har medvirket til, at smågrisedødeligheden er faldet.
Thorbjørn Sørensen har skiftet sin besætning ud med krydsningen TN 70 fra Topics Norsvin, der i større grad kan passe sig selv, og det har medvirket til, at smågrisedødeligheden er faldet. . Foto: Pernille Schak

En presset branche

En række økologiske griseavlere har været hårdt presset, nogle har nedskaleret, og en del er stoppet – blandt andre en af de store leverandører til Friland, Stenager Økogris.

Her var det netop en høj inflation, stigende renter og foderpriser, der havde presset økonomien.

Nicolaj Kousgaard Pedersen måtte i december efter 30 år som griseproducent indgive egenbegæring om konkurs.

På hans bedrift i Sydjylland var der 620 søer, og det betød, at Nicolaj Kousgaard Pedersen hvert år kunne sende 15.000 økologiske grise til slagtning hos Friland

»Jeg må bare erkende, at jeg ikke har været robust nok, og måske ikke har beskyttet mig selv godt nok. Jeg har satset på økologien og måske ikke altid fået noget egenkapital i min bankbog i stedet for,« forklarede Nicolaj Kousgaard Pedersen dengang til Agriwatch.

Brug for flere grise

Hos Friland er den nytiltrådte direktør, Søren Tinggaard, forsigtig optimist. Han forventer, at indtjeningen vil stige, og at de nu får brug for flere grise.

Den udmelding kommer, efter at produktionen den seneste tid er blevet nedskaleret, og hos Økologirådgivning Danmark er fornemmelsen blandt rådgiverne, at griseavlerne i dag er tilfredse, hvis udviklingen i den kommende tid kan holde sig på status quo.

»Det er jo gået meget op og ned i branchen, og for et år siden bad Friland producenterne om at skære ned i besætningerne og leverancerne. Så det er da opløftende, hvis det nu går den anden vej igen,« siger rådgiver Erik Kristensen.

For stor prisforskel

Thorbjørn Sørensen mener, at detailhandelen har en del af ansvaret for, at en række producenter er pressede. Han mener, at afsætningen rammes af, at der er en skævhed i avancerne i detailhandelen, fordi prisen på det økologiske kød er alt for høj i forhold til det konventionelle, når det når til kølediskene.

»Vi får jo nok dobbelt så meget for det økologiske kød hos slagterierne, og det skal vi jo også have. Men på vejen til butikkerne, foregår der en skævvridning i prisen,« mener han, og nævner nogle ekstreme eksempler, han selv er stødt på:

»Før jul var der kampagne, hvor man kunne købe en konventionel flæskesteg på et halvt kilo for 9,95 kr., mens den økologiske steg i samme køledisk kostede 148 kr. Jeg så også en pakke økologisk bacon til 48 kr., og ved siden af lå der en konventionel fem-pakke fra Tulip til samme pris. Så er det jo lige før, jeg selv kan blive i tvivl om, hvad jeg skal købe,« siger Thorbjørn Sørensen, der dog forsikrer, at han købte økologisk.

»Jeg ved godt at detailhandelen siger, at den har et større spild, men det kan jo ikke forklare så stor en forskel, og så bliver det jo en ond cirkel, der skubber forbrugeren væk, og det generer jo mere spild,« siger han.

”Prisen på konventionel og økologisk kød ligger alt for langt fra hinanden.”

Flere artikler fra samme sektion

Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort

ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima