Køkkensvampen drysser med mikroplast - men du kan selv mindske miljøproblemet
Hver gang du vasker op med en traditionel skuresvamp, afgiver den plast. En svamp markedsført som økologisk afgiver dog seks gange mindre end den værste svamp i et nyt studie. Den største miljøbelastning ved opvasken kommer dog et helt andet sted fra.
Den svamp, der formentlig ligger ved din køkkenvask, bliver slidt, hver gang du bruger den, og slitagen forsvinder ikke ud i den blå luft. Er svampen lavet af plastmaterialer - som langt de fleste skuresvampe er - vil den derfor afgive mikroplast, som ender i afløbet og senere miljøet og på landbrugsmarker.
Hvor meget mikroplast, der egentlig slides af, har forskere nu målt ved at teste tre typer svampe: to almindelige, som bestod af hhv. 42 og 59 pct. plast, og en, der markedsføres som økologisk og blot indeholdt 16 pct. plast. Det skal siges, at svampen, der markedsføres som økologisk, ikke skal forveksles med fødevarer, der er certificeret økologiske.
Den største synder i studiet var en almindelig gul svamp med en blå overflade og et sort skrubbelag fra et europæisk supermarked: Den afgav, hvad der svarer til 4,2 g mikroplast om året per person.
Den anden gængse svamp fra det nordamerikanske marked afgav ca. 1,2 g om året, mens den, der markedsføres som økologisk, afgav 0,7 gram — altså ca. seks gange mindre end den almindelige europæiske. Spredningen mellem husstandene er dog stor — hos nogle afgav den væsentligt mere, hos andre mindre.
Forskellen skyldes ikke, at den økologiske svamp slides mindre, men hvor stor en del af materialet, der er plast.
Sådan kan du ifølge forskerne skære ned på miljøbelastningen
-
Brug mindre vand, når du vasker op. Det har klart størst effekt. En svamp, der renser godt nok til, at du bruger mindre vand, er en fordel i sig selv.
-
Vælg en svamp med lavere plastindhold. Det er det, der afgør, hvor meget mikroplast der ender i afløbet.
-
Brug svampen længere. Forskerne understreger dog, at længere levetid ikke rykker nok som selvstændigt tiltag.
PET nedbrydes langsommere
Plastindholdet i den økologiske svamp fortæller dog to historier. På den ene side stammer den fra genanvendt PET, hvilket betyder, at der ikke skal produceres ny plast for at lave svampen.
Til gengæld nedbrydes PET langsommere i naturen end visse andre plasttyper, der bl.a. findes i den konventionelle europæiske svamp.
Forskerne supplerede undersøgelsen med livscyklusanalyser af svampene fra råvare til affald og beregnede deres samlede skade på økosystemerne per 100 timers opvask. Her lå den økologiske svamp lavest. Forskerne understreger dog, at formålet ikke var at sammenligne svampene indbyrdes, men at finde ud af, hvor i svampens livsforløb belastningen opstår.
Tallet for den nordamerikanske svamp skal tages med særligt forbehold: Forskerne manglede data for både vandforsyning og affaldshåndtering i USA og måtte bruge generiske globale tal, som blandt andet forudsætter åben afbrænding af affald — noget forskerne selv påpeger ikke passer på amerikanske forhold.
Vandforbruget giver størst aftryk
Ifølge forskerne er mikroplasten ikke hovedproblemet ved at vaske op i hånden.
Deres livscyklusanalyse viste nemlig, at mellem 85,7 og 96,8 pct. af skaden på økosystemerne stammer fra vandforbruget under opvasken. Selve plastafgivelsen fra brugen af svampen udgør under 0,01 pct.
"Vandforbruget overskygger alle andre påvirkninger," skriver forskerne i studiet.
Det skyldes både produktionen af drikkevand og rensningen af spildevandet bagefter, som trækker energi og udleder metaller til grundvandet.
Forskerne vurderer, at køkkensvampe er en mindre til middelstor kilde til mikroplast i hjemmet. Et skærebræt af plast afgiver til sammenligning 7,4-50,7 gram om året, og en tysk opgørelse anslår, at hver tysker samlet er ansvarlig for omkring fire kilo mikroplast om året fra 51 forskellige kilder, som bl.a. tæller bildæk, kunstgræs, affaldshåndtering og syntetiske tøjfibre.
Ender på landbrugsmarker
Selvom tallene regnes i gram eller få kilo per person, bliver det alligevel til en anden størrelsesorden, når man lægger det hele sammen. Hvis hver eneste tyske husstand brugte den konventionelle svamp fra Europa, ville det alene udlede ca. 355 ton mikroplast om året.
Rensningsanlæggene fanger omkring 90 pct. af mikroplasten, men den forsvinder ikke — den ender i spildevandsslammet, hvoraf 14 pct. spredes ud på landbrugsjord som gødning. I det tyske regnestykke bliver det til knap 45 ton mikroplast på markerne om året.
Studiet forholder sig ikke til, om mikroplast skader helbredet, og det spørgsmål er stadig åbent. Partiklerne er påvist i blod, moderkage og modermælk, men forskningen kan endnu ikke sige med sikkerhed, om de gør os syge, og EU's fødevaresikkerhedsagentur EFSA venter med sin vurdering til 2027. For jorden er billedet mere klart: Et 25-årigt markforsøg har vist, at mikroplast fra spildevandsslam bliver liggende i marken i mindst 22 år.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Environmental Advances.