Coop investerer millioner i medlemsbonus på frisk frugt og grønt
Coop forventer, at en ny bonusordning vil fungere som en tiltrængt håndsrækning til de hjemlige producenter af frugt og grønt.
Siden 2022 – og i takt med den stigende inflation – har Coop været en aktiv stemme i debatten om at skære i momsen på frugt og grønt. Med en kommende bonusforhøjelse tager Coop nu selv et skridt i den grønne retning ved at gøre valget af frisk frugt og grønt mere attraktivt for kunderne i SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen.
Konkret betyder det, at Coops 2 mio. medlemmer i 2026 kan se frem til en af de hidtil største forhøjelser af deres bonus, når alle dagligvarekoncernens kæder begynder at udbetale 5 pct. medlemsbonus, hver gang kunderne lægger frisk frugt og grønt i indkøbskurven, oplyser Coop i en pressemeddelelse.
Tilbage i maj 2023 reducerede et økonomisk hårdt presset Coop-koncern antallet af varer, som gav medlemsbonus. Nu drejer Coop bonusskruen den anden vej med et nyt pointsystem, der skal stimulere danskernes til flere grønne indkøb.
Ifølge Coops kommunikationsdirektør, Jens Juul Nielsen, investerer Coop et pænt tocifret millionbeløb i den nye bonusordning. Det vil efter hans vurdering løfte salget i grøntafdelingerne, og Coop forventer, at det nye initiativ af samme grund vil fungere som en tiltrængt håndsrækning til den hjemlige produktion af både frugt og grønt, som gennem flere år har været presset af konkurrencen fra billige udenlandske varer.
Omtalen af det nye pointsystem bliver fulgt op med en klar opfordring til politikerne, som ifølge Coop bør tage næste skridt og sænke momsen på frugt og grønt, hvilket er et ønske fra de fleste dagligvarekæder og deres kunder.
”Når vi spørger danskerne, er der ingen tvivl om, at momsen på frugt og grønt er den afgift, de helst vil have sænket. Og det er også noget, flere og flere partier på Christiansborg taler om. Derfor er jeg stolt af, at Coop nu sætter handling bag ordene og går foran med en markant medlemsbonus på frisk frugt og grønt,” siger Pernille Skipper, formand for foreningen Coop amba.
Coop lytter til medlemmerne
I både 2022, 2024 og 2025 skar 365discount momsen på frisk frugt og grønt i en uge, hvilket resulterede i, at kunderne købte 30 pct. mere frugt og 35 pct. mere grønt i gennemsnit. Og som en del af arbejdet med det nye medlemsprogram har Coop igen foretaget en større undersøgelse blandt medlemmer og kunder. Den viser, at kunderne sætter stor pris på initiativer, der sikrer lavere priser på frugt og grønt.
”Vi har lyttet til vores medlemmer og valgt en simplere model, der i endnu højere grad gavner medlemmernes pengepung og samtidig gør det mere attraktivt at træffe det sunde valg. Med det nye medlemsprogram forventer vi fremover at udbetale mere end dobbelt så meget bonus til vores medlemmer,” siger Thor Skov Jørgensen, adm. direktør i Coop.
Det nye program erstatter det hidtidige, hvor medlemmerne skulle handle for mere end 500 kr. om måneden, hvorefter der optjentes 1 pct bonus på udvalgte egne varemærker. Med en fordobling af investeringen i medlemsbonus fjerner Coop nu grænsen på de 500 kr. og hæver samtidig bonussatsen til 5 pct., som fremover kun optjenes på køb af frisk frugt og grønt.
Det nye medlemsprogram træder i kraft den 27. januar 2026.