Annonce
Annonce
oktober flytter Økologisk Landsforenings sekretariat til kontorfaciliteter i det område af Århus, hvor der i forvejen ligger en række af landbrugets vidensinstitutioner, en afdeling af Aarhus Universitet og et iværksættermiljø for start-ups på fødevareområdet, nemlig i Agro Food Park i Skejby. Foto: Seges
Vi skal videre
LEDER: Økologien har vokset sig ud af sine barnesko. Den har for alvor bidt sig fast som en uomgængelig del af det danske landbrug, i fødevarevirksomhederne og i eksporten, i samfundet og i vores hverdag.
Økologien viser sig i sin EU-regulerede og Ø-mærkede form, som et klart udtrykt behov for et alternativ til den konventionelle fødevareverden og med en særdeles stor troværdighed og høj kendskabsgrad blandt landets borgere. Men vi skal videre. Og med ’vi’ mener jeg ikke alene økologien i almindelighed, men os selv som forening i særdeleshed.
Selvom Ø-mærket er kendt af alt og alle, så er vi som forening ikke kendt i et omfang, som vores indsats for mærket og økologien berettiger os til. Vi har haft snuden skarpt i ø-mærkets spor, mens vores egen eksistens og kendskabsgraden til vores virke har været underspillet.
Fremadrettet har vi sat det smukke 2030 mål, at 30 % af det danske landbrugsareal og 30 % af markedet skal være økologisk. Regeringen har sammen med støttepartierne lidt mere forsigtigt, men fortsat ambitiøst, sat et fordoblingsmål i deres fælles ’forståelsespapir’ dvs. 20 % i 2030. Ingen tvivl om at økologien bevæger sig centralt ind i landbrugets udviklingsdagsorden.
Og der skal i den grad fortsat bruges kræfter på både at udvikle økologien og samtidig nå de ambitiøse mål. Det sker ikke uden en stærk økologisk forening. Det kræver en kombination af et fortsat intenst udviklingsarbejde både fagligt, i markedet, i samfundet bredt og i den politiske indsats.
Det er foreningens position: Lige midt i udviklingsdagsordenen og med opbakning i befolkningen. Vi er den forening, der 100 pct. arbejder for økologien, og vi vil være den organisation der favner bredt, som forener og som samtidig er forrest med at udvikle og udbrede økologien. Skal det lykkes, kræver det, at vi udvikler vores egen selvforståelse og får fokus på vores betydning i en langt større målestok end hidtil.
Vi skal ikke være en lille bevægelse på sidelinjen, men en stærk forening, der er en drivende kraft i centrum af forandringen af dansk landbrug, danskernes forståelse for og forbrug af mad og landets grønne omstilling. Og vi skal både arbejde for et stigende medlemstal, en konsolideret økonomi, indgåelse af kreative partnerskaber og så naturligvis mere og bedre økologi.
For snart et halvt år siden opsagde vi vores lejemål i Åbyhøj for at finde en bedre og billigere adresse. Valget er faldet på kontorfaciliteter i det område af Århus, hvor der i forvejen ligger en række af landbrugets vidensinstitutioner, en afdeling af Aarhus Universitet og et iværksættermiljø for start-ups på fødevareområdet, nemlig i Agro Food Park i Skejby. Og der er desuden med planer om, at der bliver skabt et særligt bæredygtigt byggeri i området, som vi kan rykke til, når det en dag står klart.
Lejemålet bidrager til en bedre økonomi, samtidig med at vi kan udnytte en større synergi med andre aktører i vores verden. Parallelt med at vi tager dette skridt, vil vi i endnu højere grad – som nævnt – fokusere på at få flere medlemmer, på vores medlemmer, og på at vi kommer til at fremstå tydeligt som den økologiske forening, der i befolkningens bevidsthed går forrest i den nødvendige omstilling til en bæredygtig fremtid.
Det er mit og bestyrelsens håb, at vi med disse skridt vil opleve en styrkelse, som vi alle har en tyrkertro på, er afgørende nødvendigt, ikke bare for foreningen men for det danske samfund som helhed. Og endelig vil jeg understrege, at blandt verdensmålene, så er mål nr. 17 om partnerskaber mere og mere relevant, ligesom hele pointen med de 17 mål er at de skal ses som en helhed. Det er det vi kan: Arbejde sammen og i helhedsperspektiv. Vi flytter os for at rykke foreningen ind i næste epoke, nemlig økologiens version 3.0.
Flere artikler fra samme sektion
Treparten kaldes »en generationsaftale«, men det er bestemt ikke alle unge, der er enige i det
Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiserer den grønne trepartsaftale for at tabe ungdommen på gulvet. Omvendt er de unge landmænd i LandboUngdom glade for, at aftalen endelig er sikret via et bredt forlig, og formanden er ikke skræmt over, at Danmark indtil videre går enegang på området - tværtimod.
Lettet partileder efter aftale om grøn trepart: »Endelig får vores vandmiljø en fair chance«
Regeringen rykkede sig på kvælstofkravet, og dermed kunne den sammen med et bredt flertal i Folketinget nå til enighed om en grøn trepart efter ugers forsinkelse. Aftalen sikrer næsten én mia. nyplantede træer, skærpede kvælstofkrav til landbruget og ikke mindst en CO2-afgift. Men nogle af aftaleparterne udtrykte alligevel utilfredshed med dele af aftalen.
Nye formuleringer i den grønne trepartsaftale giver Økologisk Landsforening fornyet håb
Den endelige trepartsaftale indeholder nogle formuleringer, som giver Økologisk Landsforening fornyet håb om, at økologerne måske ikke alligevel stilles dårligere end deres konventionelle kolleger, og at foreningens forslag til en klimaafgift kan blive til virkelighed.